Tillykke til Judy Blue Eyes
I Danmark har vi Susan Himmelblå – alias Birgitte Raaberg – hvis blå øjne blev udødeliggjort via Kim Larsens nyklassiske sang til filmen Midt om natten (1984). I USA har de til gengæld Judy Collins – alias Judy Blue Eyes – hvis lige så himmelblå øjne blev lovsunget af Crosby, Stills og Nash i sangen ”Suite: Judy Blue Eyes” – en sang, som blev skrevet i forbindelse med Stephen Stills' affære med Collins i årene fra 1967 til 1969.
De blå øjne har Judy Collins stadigvæk, og hun er stadig aktiv – mest i forbindelse med koncerter, som hun giver en række af i løbet af 2019 – men håret er blevet lidt lysere (læs: hvidt), og der er kommet et par rynker mere siden dengang i de glade 60'ere. Men det er kun naturligt. Judy Collins fylder 80 år den 1. maj, og i betragtning af denne relativt høje alder er hun fortsat bemærkelsesværdigt aktiv på musikfronten. Hun har da også tænkt sig at blive ved i mindst 28 år endnu, som hun fortalte i et interview i 1973: ”Jeg har tænkt mig at blive ved med at spille, til jeg falder om, og jeg håber ikke, det sker, før jeg er 108 år. Jeg har faktisk slægtninge, der er blevet så gamle,” fortalte hun dengang.
Judy Collins voksede op i en musikalsk familie, og hun begyndte at spille klassisk klaver allerede som barn. I begyndelsen af 1960'erne var det imidlertid folkemusikken, der trak, med navne som Pete Seeger og Woody Guthrie som frontfigurerne. Senere lærte Judy Collins sig selv at spille guitar og begyndte at optræde med et repertoire af traditionelle folkesange, tilsat sange af yngre musikere som Bob Dylan og Tom Paxton. Hendes debutalbum fra 1961, A maid of constant sorrow, var dog koncentreret om traditionelle sange i stil med ”Wild mountain thyme” og ”John Riley”, og det samme gjorde sig gældende for de følgende albums.
I 1966 udsendte Collins lp'en In my life, hvor titelnummeret var skrevet af Lennon og McCartney, og hvor flere af de øvrige sange på pladen havde Bob Dylan eller Leonard Cohen som ophavsmænd. Lp'en var betydelig mere rockende – og mere i stil med tidens musik – end Collins' tidligere udspil, og albummet blev en temmelig stor salgssucces. Det var dog først med efterfølgeren til In my life, albummet Wildflowers fra 1967, at det store gennembrud kom – ikke mindst i kraft af den sang, der siden nærmest er blevet Judy Collins' signatur: en stærkt iørefaldende version af Joni Mitchells ”Both sides now”. Sangen blev et stort singlehit og indbragte sangeren en Grammy – ligesom den gjorde Joni Mitchells navn mere kendt i offentligheden, end det tidligere havde været. Ren win-win.
Efter Wildflowers fortsatte Judy Collins med at udsende plader i en konstant strøm, ofte indeholdende sange af Leonard Cohen, som hun var blevet en nær ven af i løbet af årene, og endnu oftere med sange, hun selv havde skrevet. Desuden markerede Collins sig som aktivist og optrådte ved forskellige lejligheder som fortaler for borgerrettigheder og for social retfærdighed. Hun skrev anti-våbensangen ”Shoot first” i 1984 og har også fungeret som repræsentant for UNICEF i en årrække. Hun har modtaget adskillige priser for sine sange, og selv om hun runder et skarpt hjørne den 1. maj, har hun ikke tænkt sig at ligge på den lade side i fremtiden. Først på programmet står et samarbejde med Stephen Stills om en opfølger til det fælles album Everybody knows fra 2017 samt et album med Joni Mitchell-sange. Men der er som tidligere nævnt også planlagt en længere række koncerter i løbet af 2019, så der er ingen grund til at tro, at Collins kommer til at kede sig i den nærmeste fremtid.
Læs mere på Collins' hjemmeside