The times they are a-changing

Bob Dylan går elektrisk på Newport Folk Festival 1965

Rockhistorien rummer mange ikoniske pejlemærker, f.eks. afholdelsen af skelsættende festivals som Monterey og Woodstock, udgivelsen af banebrydende værker som Disraeli gears, Pet sounds eller Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band samt markante begivenheder som den verdensomspændende transmission af The Beatles' ”All you need is love” i sommeren 1967. Eller folk-festivalen i Newport i 1965, hvor Bob Dylan første gang optrådte offentligt med et elektrisk orkester.

I 1965 fremstod Bob Dylan som den førende eksponent i USA for den politiske folkemusik, med nyskrevne tekster og ny musik. Derfor kom det noget bag på hans store og trofaste publikum, da han i marts 1965 udsendte LP'en Bringing it all back home, hvor han på flere af numrene blev akkompagneret af et elektrisk forstærket band. Og bedre blev det ikke, da Dylan i juli samme år udsendte singlen ”Like a rolling stone”, der i dag har klassikerstatus, men som dengang var alt for rockende for folkemusik-publikummet.

Umiddelbart efter udsendelsen af singlepladen gik Dylan så på scenen foran et stort publikum bestående af hans indtil da centrale målgruppe: folkemusiklytterne. Det skete ved den årlige Newport Festival, hvor Dylan tidligere havde høstet mange laurbær, og hvor han – indtil sine elektriske eskapader – var den ubestridte helt. Men da Dylan d. 25. juli om aftenen gik på scenen i Newport, var det for altid slut med folkemusik-tilhængernes afgudsdyrkelse af Dylan.

Aftenen inden havde Bob Dylan spillet tre akustiske numre fra sit allerede dengang store bagkatalog, og det havde vakt begejstring blandt de trofaste fans. Men nu havde sangeren altså besluttet, at det var på tide at rykke ind i den elektriske tidsalder, og til det formål havde han fået hjælp af et par af de musikere, der havde spillet med på singlen ”Like a rolling stone”: Al Kooper og Mike Bloomfield. Desuden var Barry Goldberg med på scenen sammen med endnu et par musikere, og dermed var der lagt op til en af de ovenfor omtalte ikoniske begivenheder i rockhistorien: Dylan mister sit trofaste publikum – og finder et nyt.

Allerede under de første takter af den elektriske udgave af ”Maggie's farm” om aftenen d. 25. juli kunne man høre de første buh-råb og de første pift fra det lamslåede og utilfredse publikum. Og da han derefter tog fat på ”Like a rolling stone”, blev stemningen ikke bedre. Bandet spillede endnu et elektrisk nummer, ”Phantom engineer”, inden musikerne forlod scenen, og festivaldeltagerne var efterladt totalt i vildrede med, hvad de skulle tro. Dylan havde på få minutter ”electrified one half of his audience, and electrocuted the other”. Så hjalp det kun lidt, at Dylan gik på scenen igen og spillede to akustiske numre – folkemusikkens uskyld var gået tabt, og der var ingen vej tilbage. I hvert fald ikke for Dylan og hans store nye publikum, der som bekendt kun voksede og voksede i de kommende år.

Dylan fortsatte med at spille elektrisk, ligesom han fortsatte med at overraske sit publikum, bl.a. ved hele tiden at give det noget andet, end hvad det forventede. Sådan kan en stor kunstner tillade sig at optræde, og det gjorde Dylan med de tre elektriske numre ved Newport-festivalen i 1965, der kan ses som et markant vendepunkt i sangerens karriere. Dylan optrådte ikke i Newport før 37 år senere, nemlig i 2002, hvor han gav en koncert iført skæg og briller – formentlig som en slags kommentar til sin seneste optræden ved festivalen. Og i 2002 var der naturligvis ingen buh-råb eller lignende, for nu var tiden en anden end i 1965.

I perioden efter Newport-festivalen i 1965 optrådte Dylan adskillige gange med sin nye elektriske musik, og der gik et stykke tid, inden pibekoncerterne helt var forstummet. Men selv om det var tydeligt, at Dylan var gået for hurtigt frem i forhold til en del af sit kernepublikum, var der stadig flere lyttere, som var begejstrede over udviklingen. Tilråb som ”Judas” og ”Liar”, som man senere har hørt dokumenteret på udgivelser fra turnéen i 1966, forekommer da også i dag nærmest som anakronistiske besværgelser om at få tiden til at stå stille – hvad den selvfølgelig ikke gjorde. Heldigvis.

Læs flere detaljer om Dylans skifte fra akustisk til elektrisk musik på wikipedia.org.