Uge 45: Skyerne gråne og løvet falder

Uge 42: Skyerne gråne og løvet falder

(Mel.: Thora Borch 1867, Tekst: N.F.S. Grundtvig 1847), (Nr. 211 i Højskolesangbog)

"Skyerne gråner og løvet falder" - førstelinien lægger i hvert fald op til en rigtig novembersang. At vi så også "bærer blus med glæde" er sangens forsonende moment. Den kendteste melodi til Grundt-vigs tekst er skrevet af en norsk, kvindelig komponist, og det er hendes eneste bidrag til den danske sangskat.

Digtet og sangen

”Skyerne gråner, og løvet falder” er oprindelig ikke nogen salme. Den har levet sit liv først og fremmest i Højskolesangbogen, men i den nye salmebog, som blev autoriseret i 2002, blev den op-taget og placeret under rubrikken ”Menneskelivet. Årstiderne”. Alt tyder på, at den allerede nu er blevet en populær salme til afsyngelse i den stille tid før advent og desuden ved de gudstjenester, der ligger på eller omkring Alle Helgens Dag – i øvrigt en tid som også har fået sit fornyende ele-ment i halloween.

N.F.S. Grundtvig skrev sit digt i 1847, og det blev først gang trykt i hans skrift Danskeren den 29.12. 1849. Der blev sat musik til digtet i 1866, hvorefter det indledte sin rejse gennem flere sang-bøger med tilknytning til højskolemiljøet for at indgå i en lang række af udgaver af Folkehøjskolens Sangbog. Det fortælles, at sangen har været brugt som alternativ til den neapolitanske sang ved Lucia-optog, og selv om dette kan synes lidt ejendommeligt, så er det nærliggende at kombinere sangen med et lysoptog. Ikke kun omkvædet ”Og dog/Derfor bærer blus vi med glæde!” peger i den retning, også det øvrige indhold centrerer sig om mørke og lys.
Jørgen Kjærgaard fortæller i sin Salmehåndbog, at digtet ”skulle fremstå som en sang, der, billed-ligt, kaldte på det urgamle nordiske solhverv midt i treårskrigens krisemørke. Kun troen kunne be-vare håbet om at Guds kærlighed ville vende vinteren, og lade lyset og dagen vinde kraft på ny.” Med den fine sammenkædning af våren og Kristus får sangen det indhold, der gør, at den kunne finde indgang i salmebogen.

Komponisten - Thora Borch

Thora Maria Arveschoug blev født i den norske by Aalesund i 1832 som datter af en postmester. I 1852 blev hun gift med billedhuggeren Christopher Borch, og kort tid efter tog parret til Rom i en to-årig periode. Fra 1855 til 1858 boede de i København, fra 1858-69 i Christiania (Oslo) og fra 1869 til 1877 i Rom. Fra 1877 var de tilbage i Kristiania, indtil Borch døde i 1896. Thora Borch døde først i 1923.
Forfatteren Bjørnstjerne Bjørnsons søn, Bjørn Bjørnson beskriver Thora Borch som "en klassisk skjønhet og en sterk personlighet". Hun var en "kvinde fra sagatiden" (Bjørn Bjørnson: Mit Livs Hi-storier, Kristiania 1922, s. 186-87). Det berettes også, at Thora Borch sad model til pigen på maleriet Frierens Besøg af Wilhelm Marstand (ca. 1857). Billedet kan ses på Statens Museum for Kunst og via Kunst Indeks Danmark.
Højskolebevægelsen havde en stor plads i hendes hjerte, og det er nok via den, at hun har truffet Heinrich Nutzhorn, som var lærer på Askov Højskole. Borchs kom endvidere meget sammen med bevægelsens frontløbere i Norge, deriblandt Herman Anker, Olaus Arvesen og Christoffer Bruun samt ikke mindst, på det musikalske område, komponisten og folkemelodisamleren Ludv. Matthias Lindeman.
Thora Borch og den norske komponist og folkemelodiindsamler Ludv. Matthias Lindeman arbejde-de sammen om musikken - hun sang og han arrangerede nogle af hendes kompositioner. Sangen Minni blev trykt i Norsk Toneblad 8/6 (juni 1917), oprindelig til en dansk tekst men oversat til norsk. Thora Borch indsamlede også enkelte melodier til Lindeman - f.eks. fra Telemarken i 1863. En stor tak til Anne Jorunn Kydland fra Nasjonalbiblioteket i Oslo for disse henvisninger.

Det var tilsyneladende også Lindeman, der var inde i billedet med hendes andre bevarede sange. Således indlemmede han et par af hendes melodier i sine samlinger, deriblandt Grundtvigs "Dron-ninge-Vise: Skjøn Rose mellem Blomster" og et "Farvel", begge for to lige stemmer samt Olaus Ar-vesens "Naar engang i fjærne Tider" for sang og klaver. De findes alle i Norsk Musikksamling på Nasjonalbiblioteket i Oslo.
Den ligeledes meget Grundtvig-inspirerede lærer og politiker Olaus Arvesen beskriver en aften hos Lindeman, hvor der ofte blev spillet og sunget og ikke mindst diskuteret. Efter en ophedet drøftelse af de grundtvigianske ideer foreslog Thora Borch, at man netop sang nogle salmer "som bokstave-lig talt indeholdt alt, hvad der var debattert om". Fru Borch var efter Arvesens mening "en sangerin-de av høi rang, om hun end aldrig optraadte offentlig" (O. Arvesen: Oplevelser og Erindringer, Kri-stiania 1912, s. 110f).

Det er især fra perioden i Rom, at man kan hente oplysninger om Thora Borch. En række kendte norske og danske kulturpersonligheder har været sammen med Borchs i den italienske hovedstad, og de beskriver også fruen. Den norske litterat John Paulsen beretter således, at skandinaverne of-te samledes om lørdagen. "Og min veninde, fru Thora Borch, gjorde sig heller ikke kostbar, men sang norske romancer og folkeviser hele aftenen, naar hun var i det lune. Hun havde en sjelden ren stemme, og over hendes foredrag var der noget saa blufærdigt, jomfrueligt uberørt, at vi kunde drømme om alle hjemmets liljer og liljekonvaller...Hun kjendte godt Ole Bull, der skulde have sat megen pris paa hendes sang" (John Paulsen: "Min første udenlandstur II", Samtiden 9. årg., Bergen 1898, s. 89-112 (især s. 101))
Ægteparret Borch mødte mange kulturelle koryfæer i Rom. Fra de grundtvigianske kredse var der præsten Frederik E. Boisen samt højskolelæreren og komponisten Morten Eskesen, og både Hen-rik Ibsen og Jonas Lie var også mellem vennerne. Georg Brandes skriver i 1870 til sine forældre om "Prof. Borch. Grundtvigianer, ikke desmindre ret rar naar hans Galskab undtages mod sin end-nu smukke Kone (original til Marstands Besøget). Jeg har været en Aften hos dem" (Georg Bran-des brev til forældrene 14.10.1870).

Også Johanne Luise Heiberg var en af de nære venner i Rom, og hun spillede en særlig rolle over for Thora Borch, som hun beretter i et brev til vennen Krieger 4.12.1874: "Men stakkels Fru Borch; hun kjender intet til den glade Christendom. Hun føler sig ulykkelig, næsten til en betænkelig Tung-sindinghed. Jeg har faaet det Hverv af Manden og Bjørnson og Frue at være hendes Præst og Skriftefader. I Forgaars begyndte vor første Sammenkomst, en Spaseretour paa Monte Pincio, der varede i 3 Timer. Meget fik jeg sagt, som jeg mærkede ikke var uden Virkning, men hvorlænge?".
Bjørnson hørte til blandt de nærmeste venner og kom meget hos Borchs både i Rom og i Kristiania. Thora Borch underholdt ofte med sang - til tider til eget akkompagnement, og de grundtvigske sal-mer og sange var hyppigt på repertoiret. Og det inspirerede også Bjørnson; Arvesen fortæller: "da fru Tora en aften spillet og sang Grundtvigs: "Reis op dit hoved al kristenhed - opløft dit øie, slaa ei det ned" o.s.v. saa bad B[jørnson] hende synge dette engang til; nogen dage efter fik vi sangen igjen i hans føljetong ("En glad gut" i Aftenbladet:) "Løft dit hode du raske gut"" (O. Arvesen: Ople-velser og Erindringer, Kristiania 1912, s. 131).
Thora Borch beholdt sin sangglæde langt op i årene og var også mere generelt kunstnerisk og litte-rært interesseret.

Melodien

Tonerne til Grundtvigs tekst består af en enkel, folkevisepræget melodi med to ensartede melodili-nier, der veksler næsten modalt mellem dur og mol samt et fast omkvæd svarende til teksten.
Christopher og Thora Borch var stærkt påvirket af grundtvigianismen, og det er nok herigennem, at Thora Borch er blevet inspireret til sin komposition. Melodien er sandsynligvis skrevet i 1866, og første gang vi møder en henvisning til den, er i Kristian Køsters "Et Hundrede Danske Sange", 2. oplag fra 1866. Selve melodien blev udgivet første gang i Heinrich Nutzhorns Nitten danske Sange til Klaver, København 1867. Den - og samlingens øvrige noder - er, som Nutzhorn udtrykker det, "velvilligt Udgiveren overladte af Componisterne", og man kan forestille sig, at Nutzhorns interesse for melodien er kommet gennem højskolebevægelsen. Han henviser også til Køsters sangbog.
Denne udgave er imidlertid af et væsentligt mere romantisk tilsnit i akkompagnementet, end vi ken-der i dag. Den nuværende version og harmonisering af melodien skyldes nemlig Thorvald Aagaard, der sandsynligvis i forbindelse med udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog, 1. udgave 1922 be-arbejdede den, så den fremstod mere som en folkemelodi i en tillempet Laub-inspireret stil. Slutnin-gen blev lidt anderledes og akkompagnementet forenklet.
Imidlertid er sangen kommet med i sidste udgave af Den Danske Koralbog (2003), nu med endnu et par ændringer af organisten Jørgen Ernst Hansen fra 1976, hvor den blev trykt i samlingen 23 gamle og nye salmemelodier i firstemmig udsættelse. En af de vigtigste er en ombytning af de to sidste noders rytme, så man får den korte først og den lange til slut.

På den måde har en smuk, men forholdsvis enkel norsk sang fået et omfattende liv i den danske sangskat, både i højskolebevægelsen og i kirken. Og dens popularitet synes bestemt ikke at være på vej ned.