Genre: 
Pop

Ugens sang: Askepot

Shu-Bi-Dua
20-08-15
Af: 
Kenth Kjeldgård Nielsen

DANMARKS FÆLLESSANG
15 sange i 15 uger i 2015

Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge dansk. I 15 uger - fra uge 34 og frem til uge 48 - er det en ny sang fra den danske sangskat der sættes under lup.

Ugens sang i uge 34:
 
Askepot
(Tekst: Shu-Bi-Dua / Musik: Shu-Bi-Dua 1982)
 

"Askepot" var en alvorlig opsang til tidens moderæs - med fokus på 1980'ernes modefænomen "Lacoste"

I 1982 hørte vi første gang om "Askepot". I hvert fald fra Shu-bi-duas side. Det var på albummet Shu-bi-dua 9.

Shu-bi-dua var på det tidspunkt et af landets mest populære pop-orkestre, og havde gennem en årrække markeret sig med sjove undersættelser af gamle, udenlandske hits men havde efterhånden også selv skrevet en lang række sange. Mange af dem med ironiske eller kærlige hilsner til danskerne og vores selvopfattelse.

Med Askepot tog bandet fat i modediktaturet; om det at være udenfor hvis man ikke lige har det samme som de andre.

Dengang i 1980'erne var tøjmærket Lacoste det helt hippe og rigtige, og deres logo var/er en lille grøn krokodille. Så når Shu-bi-dua i teksten synger om "en lille og krukket dille, en modegrøn mani, der sidder lige der, hvor hjertet banker", kan der næppe være tvivl om, hvad der hentydes til. Men det værste i historien om Askepot er jo så, at Askepot ikke har sådan en... det er nemlig noget hendes mor og far har glemt at give hende... Eller måske ikke havde råd til at give Askepot.

Tiden var jo nemlig også "fattigfirserne", og det var ikke et billigt tøjmærke, der var tale om. Men i reklamelysets grelle skær var det  det eneste rigtige. "Den kan fås i large og lille. Er dyr at krybe i. Men har du den på, er himlen aldrig grå" lyder teksten. Så derfor danser Askepot alene rundt på gulvet med en tåre i smilhullet.

Michael Bundesen, forsangeren, har udtalt, at det har været en af de underligste tekster, han har været med til at skrive. Versene og omkvæd var på plads. Godt nok efter mange tiltag. Men slutningen ville ikke rigtig komme. Fordi de var så sensible omkring sangen, mener han at det var næsten umuligt at finde den rigtige slutning. Men de fandt den. I form af ordene "Hvis de fik det som de ville - dem der sidder og syr, så skulle vi gå med tusindlapper på". Rent bogstaveligt er det næppe dem der sidder og syr, men nok snarere designerne og pengebagmændene der kunne finde på den slags modediller. Men budskabet står tydeligt.

Sangen om Askepot er med andre ord en ganske alvorlig historie. Stilmæssigt er sangen holdt i et fhv. let pop-country-arrangement men med en snert af melankoli. Typisk Shi-bi-dua lyd fra dengang. Flotte kor-arrangementer, en ørehængende melodi som også holder idag. Desværre gør teksten nok også. For som Shu-bi-dua siger "der vil altid være en dille, et lille modedyr, som lever af at spise vores penge".

Da "Askepot" blev indspillet  bestod Shu-bi-dua af: Michael Bundesen, Michael Hardinger, Claus Asmussen, Kim Daugaard, Willy Pedersen og Kasper Winding.

Sangtekst her
Sangbare versioner af alle fællessangene her