Ugens sang: Mørk er november
Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge dansk. I 15 uger - fra uge 34 og frem til uge 48 - er det en ny sang fra den danske sangskat der sættes under lup.
Ugens sang i uge 47: Mørk er november
Tekst: Thorkild Bjørnvig, 1959
Musik: In vernalis temporis, middelalderen, ophav ukendt
November er berygtet som den mest triste måned, vi har. Dagene er for alvor blevet korte, det regner og stormer, nattefrosten er begyndt. De faldende gyldne blade, man kunne glæde sig over i oktober, ligger nu i pløret på jorden. Træerne står nøgne og sorte. Man kan let komme til at føle sig tom og forladt.
Da Baaring Højskole på Fyn skulle indvies i november 1959, havde man bedt to af landets mest betydningsfulde digtere om at skrive en sang til lejligheden. Ole Wivel skrev ”Der truer os i tiden” og Thorkild Bjørnvig ”Mørk er november”. Det kunne lyde som nogle alt for dystre sager til en festlig lejlighed, men der er faktisk lys i mørket.
Bjørnvig tager udgangspunkt i det konkrete novembervejr, hvor hverken solen eller blomsterne er i stand til at lyse - og slår så over i et symbolsk billedsprog. Når mørket lukker sig omkring os, ”da må vort hjerte selv lyse”. Gennem resten af sangen bliver det slået fast, at styrken til at holde ud i hårde tider må vi finde inde i os selv, og i kunst, samvær og kærlighed, kort sagt i de bløde værdier.
Som helhed er sangen både optimistisk og trodsig, og det kunne der nok være brug for i 1959. Den kolde krig gjorde hverdagen utryg. Året før havde USA foretaget 37 atomprøvesprængninger, Sovjet havde haft 36 og Storbritannien havde som det første land sprængt brintbomber, fem i alt. Den ”dødelige dræ”, Bjørnvig nævner, er det radioaktive støv.
Hvis teksten var højaktuel, var melodien til gengæld ældgammel. Det var "In vernalis temporis", en af de latinske sange, som første gang blev trykt i den finske samling Piae cantiones i 1582. Men melodien går længere tilbage end det. Den blev almindelig kendt i Danmark, da Morten Børup brugte den til sin salme ”Frydeligt med jubelkor” omkring 1500. En glad, kristen forårssang – så man kan sige, at også tonerne var med til at tænde lys i novembermørket dengang i 1959.