Værsgo: Det arveste sølv

Forlaget Multivers, som udgiver en del musikbøger, har startet en ny serie ”Danske albums”, der ”sætter fokus på markante udgivelser i dansk musik fra 1960’erne og frem”. Serien redigeres af de kompetente skribenter Jan Poulsen og Henrik Marstal. Serien udgives desuden i samarbejde med det københavnske regionale spillested VEGA.

Det er redaktøren Henrik Marstal, der har forfattet første bog i serien. Og værsgo – her får vi 140 sider om det album, der tit omtales som den mest berømte og populære plade: Kim Larsens solopade ”Værsgo” fra 1973.

Henrik Marstal har en stor produktion bag sig. Bøger og artikler, og han er en flittig debattør. Hans tit meget omfangsrige skrifter har her fået en modsætning – ”Værsgo” er på blot 140 sider, og tak for det. De fire andre udgivne bind i serien holder sig også på en halvanden hundrede sider; en passende længde for omtale af ét album, hvor man også kan komme i dybden.

Vores alle sammens plade
Vi er mange, der har et forhold til Kim Larsens plade fra 1973. Og oven i købet et forhold i flere bølger.

Først da pladen udkom, men også senere, da vores børn fik ørerne op for den. For det er en plade, en voksenplade, der sandelig også appellerer til børnene. Da børnene var små, var kassettebåndet med ”Værsgo” på repeat på de lange bilture. Det står stærkt i erindringen: Jeg husker præcis hvor i ”Byens hotel”, at båndet brat stoppede og skulle vendes …

Derfor er det også en stor udfordring at skrive en bog om så almenkendt et emne. Og der er også skrevet meget om pladen allerede, og Henrik Marstal bruger da også – med taknemmelighed – flittigt de vigtige bøger såsom Jens Andersens fine biografi og den omfattende og sobre Gasolin’ - Gudernes Vilje. Bøger, der er anmeldt på Bibzoom med topkarakterer.
Kan Henrik Marstal tilføre nyt til historien?

Mesterværker for voksne og børn
I bogens forord kan forfatteren fortælle om barnet Henrik, der smager på de mærkelige ord, der kommer ud af højtalerne: hvad er en bolværksmatros, hvor ligger Joanna, hvem er Jacob den Glade? Ja, allerede dén gang åbnede pladen døre – og det gør den også for den voksne skribent. Marstal er ikke i tvivl; Værsgo er det bedste soloalbum (uden hittanker), det er helstøbt. I samme åndedrag kalder han det også sammenhængende. Det vil jeg nu ikke kalde det – det er små mesterværker, hvor sammenhængen måske blot er, at de 17 numre findes på samme plade.

Vores historie
Henrik Marstal gør rede for det skelsættende udgivelsesår 1973. Danmark var kommet i De Europæiske Fællesskaber, oliekrisen kradsede første gang, og vi oplevede et jordskredsvalg til Folketinget med nye partier ankomst til Christiansborg.

Men vi fik ”Værsgo” som modvægt til al postyret: ro og overskud, romantik, nostalgi – og en sparsomt, men stramt produceret plade.

Vi får historien om ”Værsgo” som den sikkerhedsventil, der fik supergruppen Gasolin’ til ikke at gå i opløsning efter de evindelige skænderier. Her havde produceren Poul Bruun en vigtig mæglerrolle. Det er en historie, der allerede er godt beskrevet.

Her stiller Marstal dog spørgsmålet om hvem af de fire ’gasser’, det egentlig var de sympatiske. Hvor vi ofte læser, at Kim Larsen havde svært ved at få sine ideer igennem i gruppen. Men han var nu nok heller ikke så let.

I et kapitel fortæller Henrik Marstal os om den nye folk-bevægelse i 1960’erne, der også nåede Danmark og ligger til grund for ”Værsgo”. Og folk må konsekvent skrives i kursiv, for det er jo det engelske begreb, det drejer sig om.

Dette afsnit er skrevet i et mere videnskabeligt skær. Forfatteren har jo tidligere i år udgivet den 383 siders omfangsrige bog ”Larmen på Strøget. 1960’ernes danske folk-scene”.

Vi får desuden en fin beskrivelse af den samtidige lokalitet Christianshavn. Pladen slutter da også med ”Christianshavns Kanal”, som Marstal helt rigtigt hørt titulerer hjemstavnssang.

Som Henrik hører
I et centralt kapitel får vi ”Albummet hørt på tæt hold”. Hele 17 numre blev der plads til; det var – også dengang – ekstraordinært. Det er overvejende enkle numre, som den halvhabile guitarspiller hurtigt kan komme efter. Både ”Sylvesters drøm” og ”Blaffersangen” har kun to akkorder, hva’be’ha’r.

Marstal har her valgt kun at gennemgå syv numre. Øv, jeg ku’ godt ha’ klaret hans velformulerede vurdering af samtlige numre. Nå - flere af de resterende sange berøres andre steder i bogen.

Her hører vi om hittene ”Nanna” og ”Joanna”. Sidstnævnte indspillet med den 14-årige Søren Bernbom på vokal. Og hvorfor det? Jo, det passede altså bare bedst i indspilningsøjeblikket. Samme Søren får senere i bogen sit eget afsnit.

Marstal nævner det ikke, men når Larsen senere spillede nummeret med sin tighte gruppe Kjukken, var der guitaristen Karsten Skovgaard, der lagde sin drengede vokal på. Vi har endnu til gode at få Skovgaards bud på, hvorfor Larsen ikke selv sang den.

”Byens hotel” er en gendigtning af ”House Carpenter”, som Joan Baez indspillede i 1962. På samme plade, hvor vi også finder ”Geordie”, der blev til Gasolin’s ”Langebro”, men det er en anden historie.

At ”Blaffersangen” har rødder til den amerikanske folk-kultur og ”This Land is Your Land” har ikke strejfet mig. Der var noget nyt. Og ”Hvis din far gi’r dig lov” er nok det tætteste, vi kommer på et selvportræt af charmeueren Larsen. Med samme handling som den samtidige børnesang ”Skorstensfejeren gik en tur” – orv, det er da rigtigt!

Slutteligt drager Marstal nogle godt sete paralleller til Benny Andersens ”Svantes viser”, der udkom på plade få måneder efter ”Værsgo”. Både i ”Christianshavns Kanal” og i ”Svantes Svanesang” drejer det sig om, at vi ikke skal begræde døden.

Lille Søren
Både Poul Bruun og Søren Bernbom er blevet interviewet af Marstal og kan fortælle om optagelsesdagene. For selvom den gængse opfattelse er, at pladen nærmest har indspillet sig selv, kan d’herrer fortælle om en yderst fokuseret produktionsproces. Og så blev der faktisk indspillet to numre mere: ”Hej Sylvester” og ”Sort, sort, sort”, som senere kom på Larsens koncertrepertoire og også er på Gasolin’s plade ”Live sådan”.

Og – ta daa – de findes nu kun i eet eksemplar, som er Poul Bruuns helt private. Så kan man jo gisne om, om det er en slags livsforsikringsguld?

En sidehistorie er dén om knægten Søren, som i umådelig lang tid var synonym med sangen ”Joanna”. ”Jeg har nu sluttet fred med Joanna” kan den voksne Søren i dag fortælle Henrik Marstal.

Verden af i går
Kim Larsen besang et Danmark, som det var engang. I Jens Andersen-biografien nævnes Kim Larsens manglende evne til at være samtidig. Det er måske lidt hårdt sagt, men ingen tvivl om, at ”Værsgo” rummer en ’traditionsopmærksomhed’.

Vi har den mere end 100-årige ”Det er i dag et vejr” med den velkendte forargelse over Larsen ændring af slutningen. Vi skråler med på ”Hubertus”, som Claus Lynggaard og Søren E. Jensen i deres bog ”Værsgo – den ultimative guide til Kim Larsens plader” kan fortælle, at den faktisk er skrevet af Sigfred Pedersen og ikke er en gammel skillingsvise, som vi troede.

I dag og i morgen
I sidste kapitel fortæller Marstal om pladens yderst positive modtagelse og videre liv.
For den lever jo stadig. Og går videre til kommende generationer. Ved Kim Larsens sidste koncert i 2018 var der fire numre med fra ”Værsgo”.

”Værsgo” er en levende og umiddelbar plade, der her i 2023 lyder særdeles frisk i mine ører. En skøn umiddelbarhed, selvom den nok er beregnet. Efter sidste nummer er der ’ved en fejl” kommet en kommentar med: ”Der var altså et par kiks, men det kan godt være, man ikke kan høre d” – vi får end ikke sidste ord med. Det er da menneskeligt, levende.
Ligesom undertegnedes erindring om det provokerede stop i ”Byens hotel”.

Tak Henrik Marstal, fordi du har sat DINE ord på vores fælles arv, bidraget til vores fælles hukommelse om arvesølvet fra Kim Larsen. Vi er enige, vi er uenige, men der er plads til det og beriger vores fælles forståelse. Og ja, du har tilført en ny vinkel på vores Værsgo-historie.

Jeg er spændt på de næste bind i serien.