Verdi: Falstaff
En sikker succes
Denne Falstaff er indbegrebet af Metropolitan Operaen, når den er bedst. Fremragende sangere på række, en spektakulær, flot scenografi, en intelligent iscenesættelse og husets egen dirigent til at styre det musikalske. Sidstnævnte er James Levine, der i december 2013 vendte tilbage efter lang tids sygdom. Siddende i en rullestol og på en særlig indrettet platform, der kan drejes rundt, så maestroen kan hilse på publikum. Jo, han er en elsket dirigent i New York, og det er hans enorme erfaring, der skaber det musikalske fundament for en sikker succes.
Et andet sikkert kort er den grandiose baryton Ambrogio Maestri, der hermed runder de 200 gange i rollen som Sir John Falstaff. Han er grand i mere end én forstand. Hans kropslige volumen kan få selv Metropolitans store scene til at se lille ud; hans spil som den fallerede, men alligevel urealistisk selvbevidste adelsmand når ud i alle nuancer af det komiske båret af en umådelig karakterfuld stemme. Den er ikke altid lige velplaceret rent klangligt, men effekten er ikke til at tage fejl af.
Robert Carsen har flyttet handlingen til landadelige omgivelser i England i slutningen af 1950'erne, hvor kvinderne er ved at finde vej ud af de husmoderlige bindinger og skabe sig karrierer ude i samfundet. De lystige kvinder i Shakespeares komedie bliver ikke mindre lystige og selvbevidste i deres 50'er-outfit. Der er ikke sparet på detaljerne i scenografien, og det elsker newyorker-publikummet altid. Den kaotiske anden scene i anden akt, hvor Falstaff ender i en vasketøjskurv, udspiller sig i et køkken med så mange retro-ting, at det er lige ved at tage opmærksomheden fra selve operaen.
Detaljerigdommen er forbløffende lige fra de aviser, Falstaff læser til præcis en ægte transistorradio-model. Robert Carsen spiller på det genkendelige og viser, at den gode Sir Falstaff lever i bedste velgående som figur også i moderne tider, og ligesom det er tilfældet med det spraglede persongalleri, der omgiver ham. Fremstillet af et sangerhold af sædvanlig høj kvalitet, når det gælder Met-standard. Og alle instrueret lige på kanten af det karikerede.
Men er det kun sjov og ballade, når Falstaff og efter ham også Ford, bliver gjort offentligt til nar, og kvinderne får det sidste grin? En rigtig god Falstaff-opsætning bør også ramme nogle af de mere poetiske lag og en dybere alvor i tredje akts næsten umærkelige overgang til drøm og fantasi. Men også den side formidler Robert Carsen på sikker vis. Det unge kærestepar Nannetta og Fenton er charmerende, sunget smukt og stilsikkert af Lisetta Oropesa og Paolo Fanale. Og selv den dybsindige side af Falstaff i monologen i tredje akt får Carsen formidlet. Det er en udgave, der når hele vejen rundt, den er medrivende, så meget mere kan man ikke forlange.