Virtuel koncert markerer 200 året for H.C. Ørsted

Den svenske musiker, komponist og live electronic artist, Pelle Fridell, har komponeret et stykke musik dedikeret til åbningen af H.C. Ørsted-udstillingen, H.C. Ørsted på ny - Skønheden i Naturen på Syddansk Universitet 2020. Udstillingen har H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden i fokus.

Som musiker bevæger Fridell sig i grænselandet mellem jazz og elektronisk. Fridell kalder sig selv, ’live electronic artist’, som betyder, at man som kunstner improviserer i det elektroniske univers. 
Med dette værk har Fridell skabt en hilsen til HC Ørsted – fra fremtiden. Fridell har lavet musik, hvor han benytter instrumenter, som bygger på den elektromagnetisme, som Ørsted opdagede for 200 år siden. Fender Rhodes, som eksempel, er et el-klaver, hvor lyden dannes gennem induktion. Et andet eksempel er båndoptageren, som med dets elektromagnetiske tonehoved registrerer lyd i form af signaler på et magnetisk medium, båndet. Computeren, endnu et udstyr i Fridells kunstneriske værktøjskasse, kan ligesom båndoptageren bruges til at skabe delay og ekko men egentlig som en form for simulering af de gamle instrumenter. Saxofonen, der som instrument kommer tættest på Fridells hjerte, har rent auditivt en naturlig, fremtrædende plads i værket.

Værket er opdelt i separate satser, Electromagnetism, Induction og Batteries and Jazz. Fridell skriver selv om sin musik (i ’Hvordan blev musikken til?’), at værket, der i sin helhed er en virtuel koncert, består af fire dele. Mens værket som helhed ikke navngives, er det heller ikke lykkedes undertegnede at finde en titel på en eventuel fjerde sats. Ved gennemlytning er det dog tydeligt, at der er én. Den ligger i slutningen og runder værket af på en måde, som giver et sammenhængende stykke musik – fra først til sidst.

Opdelingen af et værk i flere separate dele er en form, man typisk ser i klassisk kompositionsmusik. Fx vil en symfoni typisk bestå af 4 satser, hvor sidste sats binder værket sammen melodisk og harmonisk. Formen indikerer et stykke gennemkomponeret musik (til forskel fra fx popmusik, hvor vers og omkvæd gentages). Et sådant er Fridells også, hvilket medvirker til at skabe en fortælling i flere kapitler, som bindes sammen til sidst, og det lykkes Fridell smukt med i denne komposition. Til forskel fra den klassiske musik er der ingen ophold mellem delene i Fridells værk, og det er derfor op til lytteren at vurdere, hvor en del ender og en anden begynder. 

Harmoni
Under den virtuelle koncert ser vi først Pelle Fridell ved en opstilling af instrumenter, som omfatter to akustiske saxofoner (sopran og tenor), et elektronisk keyboard, en iPad og forskelligt andet grej. Fridell skruer og piller og langsomt bevæger en ren kvint fra keyboardet sig opad og bliver til en maj7 akkord, som vist bliver til et forudhold og dernæst fortoner sig i en varm molakkord. Brede harmoniske svævende akkorder. Langsomt introduceres helt enkle elektroniske lydfragmenter, som virker rytmeskabende – som et rytmeæg eller en shaker. Luftige, elektroniske reverb-lyde (hvor en lyd er blevet optaget og afspilles baglæns) kommer til, nærmest som hvis nogen snappede forsigtigt efter vejret.

Akkordskemaet, som blev lavet i starten, gentages og kører for en tid i loop, nu som lydligt underlag for sopransaxofonen, der med en del delay eller ekko, lægger en enkel melodi ovenover lydbilledet. Saxofonens klang imiterer det rum, Fridell fremfører musikken i på videoen med højt til loftet.

En ren terts tindrer mod loftet – eller himlen.

På skærmen bagved i det koncertrum, hvor Fridell fremfører værket til åbningen af udstillingen, ser vi linjer og streger, som man ville se det på apparatur fra en hospitalsstue – eller som farverigt nordlys … som om, man svæver ud i rummet krydret med fotos af Ørsted.

Mørke
5 minutters tid inde i værket introduceres nogle dybere toner og klange, der lyder som noget fra en elbas og et Fender Rhodes elklaver. Fender Rhodes tilfører varme og et spændende akkordgrundlag i det dybe leje, og det tilfører også værket ro, idet det ofte holder en akkord længe. 

Der opstår i stigende grad et eftertænksomt ”mørke”, som ikke fandtes i starten. Den elektroniske shaker-lyd er stadig det eneste rytmeskabende ”instrument”. Man kan igen høre enkelte reverbs og lavt placerede akkorder springer som kvantespring op og lægger sig i det lysere leje.

Den virtuelle side er en vekslen mellem videooptagelsen af koncertsituation med storskærmen i baggrunden og så en billedside, hvor lyset, mønstrene og sågar Ørsted rækker fra skærmen helt ud og fylder det totale billede. Man ser nogle af Ørsteds apparater. Der kommer nogle nye lyde, som man normalt ikke ville forbinde med musik fra et instrument – delay, spole frem og tilbage. Det er elektroniske lyde, som vi kan se Fridell styre fra sin iPad.

Spænding
Omkring 8 minutter inde i den i alt 23 minutter lange komposition ændrer musikken sig fra det mere lette og lyriske over det mørke til det deciderede spændingsfulde. Det opstår med en mørk melodi, som fra en bas-saxofon suppleres af en taktfast, let elektronisk ”puls”, som kulminerer i en knasende eksplosion af fremmedartede lyde – en hvæsende og knitrende, men inciterende, elektronisk lyd flænser prøvende luften, men overdøver aldrig lydbilledet. 

Fender Rhodes (som nok under Fridells behandling er blevet til et elektronisk instrument) introduceres ovenpå dette lydbillede, mens den taktfaste rytme fader ud. Pelle indspiller på stedet et lille finurligt, melodisk tema på fire toner, et tema fra en lydkilde, der lyder som en forvrænget elguitar, som han sætter til at køre i fast gentagelse og improviserer ovenpå, nu med tenorsaxofon. 

Vi hører nogle overstyrede, langstrakte, elektroniske lyde, som virker fantastisk til billedsiden med baner af et meget kraftigt, gult lys i noget, der ligner rummet. Den gnistrende flænsen i lydsiden er der stadig.

Groove
Cirka halvvejs inde i værket kommer for første gang et egentligt rytmisk groove ind i billedet. Langsomt tones der op for noget, der må være bidderne af de gamle kassettebånd. Det må være her, værkets tredje del, Batteries and Jazz, starter. 

Jazzmusikken fra guldalderen er brudt op. Den virker som en koncert, man har smidt op i luften, som lander i tilfældige stykker. Fridell har klippet magnetbånd og sat sammen på ny i en musikalsk passage, som lader hånt om glidende overgange og i stedet skaber en musikalsk bricollage med rå kanter. Akkordbrug, der i undertegnedes ører associerer til Weather Report, regner ned over os i et funky landskab sammen med en Jaco Pastorius-agtig abrupt slagbas. Der er et svagt, men helt tydeligt jazzgroove i værkets tredje del, som skaber en slags funky guldalderjazz-lyd og en god værtshusstemning med dæmpet belysning. Fridell kæder sammen med saxofonen på et akkordgrundlag, der bliver mere og mere ”elektrisk”, spændingsfyldt og dissonerende. 

En elektronisk lyd, som når et relæ klikker, introduceres i fast puls. En trommeslager holder pulsen ved at spille på bækkenet med begge stikker – sådan lyder det ihvertfald. Saxofonen holder igen en pause (det er nu ikke tiltrængt) og er så på igen. Akkordprogressioner og melodistykker fra starten af værket genkendes, og med ét er vi tilbage i det drømmende klare univers fra Electromagnetism med faldende stjerneskud på storskærmen. 

Reverb-lydene kører igen. Dette gennemgående element i musikken er kun muligt via Ørsteds opdagelser. Den lidt ”dumpe” lyd af et relæ, der slår til og fra, prikker igen til lytteren. Hen mod slutningen giver Fridell os igen den flotte og rene terts, nu på tenorsaxofonen, som tindrer på en visuel baggrund af psykediske farvemønstre. De dybe Fender Rhodes toner fader ud, da Fridell skruer ned på sit elektroniske keyboard. Lette harmonier og temaer binder her værket sammen i sin helhed, og til slut spiller sopransaxofonen noget, i et ellers lydligt tomt rum, som giver musikken en herlig, afsluttende maj7-fornemmelse – en typisk slutakkord i jazzens standardrepertoire. 

Fridell bruger værkets to midterste dele til improvisationer og de to yderste dele til mere faste, musikalske strukturer og melodier. På den måde (og kun den måde) minder værket om fremførelsen af en guldalder-jazzstandard.

Indtrykket er et behageligt, interessant og også humoristisk (Batteries and Jazz) stykke musik med sin ind-og-ud af forskellige tider, som man jo må sige spænder vidt. Fridell bruger de elektroniske virkemidler på en måde, som skiftevis intensiverer og afdæmper lydbilledet. Værket er både insisterende med dets konstant sitrende fornemmelse af elektricitet og afdæmpet på samme tid (med det enkle melodispil i saxofoner og Fender Rhodes’ dybe, flydende akkorder).
Billedfladen understøtter det æteriske og svævende, men også det dramatiske.

Fridells audio-visuelle værk er smukt og med en klar tone af nordisk jazz. Med sine musiske hilsner til gårsdagens jazz samt de elektroniske, forrevne lydstumper er det dog mere end det. Elementerne gør værket virkelig spændende og appellerende både nu og i sin pegen fremad videre end ’nordisk jazz’. Hvem ved, om nogen kunne finde på at sende Pelle Fridell en musikalsk hilsen, en gang ude i fremtiden?