Why not the best?

Amerikanske præsidenter bør naturligvis først og fremmest måles på deres politik og på deres resultater; men måske man allerede kan få en antydning af de forskellige præsidenters værdier og deres ønsker for USA ved at tage et kig på deres valgsprog – og måske også ved at kaste et blik på, hvilke sange, de har gjort brug af i deres kampagner. Det sidste gælder dog især præsidentkandidater i de nyere valgkampagner, hvor musik er kommet til at spille en meget større rolle end tidligere.

Inden jeg forsøger at give et hurtigt vue over emnet ”præsidenter og deres slogans og valgsange”, vil jeg indlede med at pege på det efter min mening bedste bud på et godt præsidentielt valgsprog nogensinde: Jimmy Carters ”Why not the best?”. Det er et motto, jeg selv efter bedste evne har forsøgt at gøre til en ledetråd for mit virke inden for de områder, hvor jeg har slået mine folder: primært biblioteksverdenen, men også områder som oversættelser af tegneserier, artikler om musik og tegneserier, mv. Og det er et motto, alle – såvel enkeltpersoner som organisationer – efter min mening burde gøre til deres eget. Hvorfor ikke gøre vores bedste, hvis der ikke er tungtvejende grunde til at lade være?

At det ikke altid er Carters slogan, der har været i højsædet i min personlige omverden, har jeg desværre oplevet mange eksempler på hen ad vejen. Hvorfor satser et bibliotek f.eks. ikke på at formidle sine tilbud og sine budskaber på den bedst tænkelige måde, bl.a. ved at udtrykke sig i et godt og enkelt sprog og uden unødvendige sjuske- og stavefejl, hvis det koster det samme som at udtrykke sig mindre godt? Svaret blæser i vinden.

Men bibliotekerne er jo trods alt ikke blandt de største syndere på det sproglige område; fra min egen verden har jeg desværre oplevet adskillige eksempler på, at sjusk og sløseri får en (tegneserie)udgivelse til at fremstå halvhjertet og ufærdig på grund af manglende korrekturlæsning. Her kunne Jimmy Carters valgsprog have fundet god anvendelse i en række tilfælde, hvor jeg har været involveret.

Præsidenternes valgsprog
Men tilbage til præsidenternes slogans. Jimmy Carters valgsprog har for det første ekstra stor relevans i disse dage, fordi eks-præsidenten kan fejre sin 100 års fødselsdag d. 1. oktober i år. Og desuden har mottoet ”Why not the best?” stor aktualitet på et tidspunkt, hvor den igangværende præsident-valgkamp synes at have nået et moralsk lavpunkt, ikke mindst godt hjulpet på vej af Donald Trumps hadefulde kampagne med løgnen som ledetråd.

Traditionen med mottoer for de enkelte præsidentkandidaters valgkampe går langt tilbage i tiden, formentlig helt tilbage til 1789, hvor den første præsident, George Washington, blev valgt. I oversigten her vil jeg dog tillade mig kun at omtale nogle få udvalgte valgsprog fra den nyere tid, det vil sige tiden efter år 1900.

Et valgemne, der altid har været fuldt fokus på i valgkampene, er den almindelige borgers daglige økonomi. Det har givet sig udslag i pudsige slogans som ”Four more years of the full dinner pail” (1900) og ”A chicken in every pot and a car in every garage” (1928). Men også emner som skatter (“Read my lips, no new taxes”, 1988), fred (“Peace and prosperity”, 1956) og ulighed (“Wilkie for the millionaires, Roosevelt for the millions”, 1940) er eksempler på valgtemaer, der har udmøntet sig i markante mottoer. Gæt selv, hvilke præsidenter, der har haft de nævnte mottoer.

Listen over præsidenternes slogans er lang og også alt for lang til at blive behandlet nærmere her – en oversigt over emnet kan f.eks. ses på Wikipedia i artiklen ”List of U.S. presidential campaign slogans”. Det kan dog være interessant lige at gøre opmærksom på et par slogans, som udmærker sig ved at være blevet brugt flere gange af forskellige præsidentkandidater gennem historien. Der må jo være tale om nogle virkelig gode mottoer, hvis de kan genbruges uden ændringer, skulle man tro – eller måske er der blot tale om nogle meget generelle formuleringer.

F.eks. brugte allerede kandidaten i 1920, Warren G. Harding, sloganet ”America first”, der jo som bekendt har fået en renæssance under Donald Trump. Ligeledes introducerede Ronald Reagan i 1980 mottoet ”Let´s make America great again”, der jo også er blevet genoplivet af Trump. Intet nyt under solen i den sammenhæng.

Tilsvarende kan man vel sige, at et af John F. Kennedys valgslogans, ”We can do better” (1960) vel er en slags forløber for Jimmy Carters ”Why not the best?”. Altså: vi kan gøre det bedre – og hvorfor ikke gøre det så godt som muligt? Ordet ”change” indgår og har indgået i en lang række kandidat-mottoer, lige fra Ross Perots ”Leadership for a change” (1998) til Barack Obamas ””Change we can believe in” og ”Change we need” (begge 2008). Osv. osv. Listen over mottoer (og mod-mottoer!) er lang og indeholder nogle ganske underholdende eksempler på sprogligt vid. Men mottoerne er trods alt en biomstændighed i forhold til præsidenternes valg af sange til deres kampagner – i hvert fald på en hjemmeside om musik.

Præsidenternes valgsange
Ligesom brugen af slogans i forbindelse med præsidentvalgkampene går langt tilbage i tiden, har valgsangene i samme anledning en lang historie. Her vil jeg nøjes med at kigge på nogle sange fra nyere tid, dvs. tiden efter år 1900 (en mere omfattende behandling af emnet kan bl.a. ses på Wikipedia i artiklen ”Campaign song)).

Præsidentkandidater har altid gjort brug af sange med et patriotisk eller nationalt orienteret indhold, alt andet ville også være mærkeligt. Alle kandidater har brug for at markere deres opbakning omkring USA, og til det formål ar sange som ”Star spangled banner”, ”America the beautiful” og ”God bless America” naturligvis oplagte. Men hvad så derefter?

I 1932 fandt Franklin D. Roosevelt på at bruge filmsangen ”Happy days are here again” (af Ager og Yellen) som signatursang for sin valgkamp, og den optimistiske sangtitel blev efterfølgende også et slogan for hans præsidentkampagne. Sangen fik dengang status af uofficiel partisang for demokraterne og blev siden introduktionen af den på partikonventet i 1932 en klassiker, der er indspillet af diverse kunstnere i hundredvis af versioner. Sangen er brugt i meget forskellige kunstneriske og kommercielle sammenhænge, og da spiritusforbuddet blev ophævet i 1933, fik sangen også (kortvarigt) en ny tekst: ”Happy days are beer again”.

I 1960 brugte John F. Kennedy sangen ”High hopes” (af Van Heusen og Cahn) i sin valgkamp, og den optimistiske sangtekst, som i 1959 havde været et hit for Frank Sinatra, (dog med en let ændret tekst i forhold til præsidentsangen), har siden fået status af klassiker. ”High hopes” er en ganske passende sangtitel til en præsidentiel valgkamp, og det syntes demokraten Pete Buttigieg åbenbart også, da han i 2020 førte valgkamp med en sang af samme titel – men med et helt andet indhold.

”High hopes” anno 2020 er skrevet af Sinclair og Jeberg og indspillet af gruppen Panic! At the Disco, og har kun ønsket om, at ens høje ambitioner må blive til virkelighed til fælles med den tidligere demokratiske valgsang af samme titel. Men det er jo heller ikke så dårligt som udgangspunkt: ”Always had high, high hopes/ didn´t know but I always had a feeling/ I was gonna be that one in a million”.

Da Jimmy Carter førte valgkamp i 1976, skrev sangeren Oscar Brand en sang til formålet, og den kom naturligvis til at hedde ”Why not the best?”: ”We need Jimmy Carter!/ We can´t settle for less/ America – once and for all/ Why not the best?/ Why not the best?”. Melodien til sangen er der ikke noget specielt at sige om, andet end at den egner sig fint til at synge valgkampsteksten til, og det er jo vigtigt nok. Sangen har ikke fået noget langt efterliv på samme måde som selve valgsloganet; men Oscar Brand selv har derimod sat et tydeligt og langtidsholdbart aftryk på amerikansk folkemusik i løbet af et langt liv i musikkens tjeneste (1920-2016).

Da George H. Bush i 1988 brugte Woody Guthries ”This land is your land” som kampagnesang i sin valgkamp, var der nok en del, der studsede over at se den venstreorienterede folkesangers musik brugt i forbindelse med en republikansk politikers valgkampagne. Men det er for ingenting at regne mod den modstand, Donald Trump gennem årene har mødt fra musikerverdenen under sine valgkampe i 2016, 2020 og igen i 2024.

Stort set alle de musikere, hvis sange Donald Trumps stab har forsøgt at bruge i sine valgkampe, har nedlagt forbud mod, hvad de kalder misbrug af deres kunst. Listen over musikerne er særdeles lang og omfatter navne fra The Beatles, Tom Petty og Neil Young til Adele og ovennævnte Panic! At the Disco, som slet ikke brød sig om Trumps uberettigede ”lån” af sangen ”High hopes” i 2020. ”You´re not invited. Stop playing my song”, lød det lakonisk fra sangskriveren. Men eftersom Trump ikke har nogen betænkeligheder i forhold til bagateller som ophavsret og fairness, er han og hans stab sikkert totalt ligeglade med deres pinlige opførsel over for de mange forurettede musikere under valgkampene.

Valgsange skal afspejle holdningerne hos den kandidat, der bruger dem, og af samme grund skal de naturligvis kun anvendes med ophavsmandens tilladelse. En musiker, der ofte optræder i valgkampene med en eller flere af sine sange, er Bruce Springsteen, som – selvfølgelig – altid støtter demokraterne. I 2004 var det John Kerry, der gjorde brug af Springsteens ”No surrender” i sin valgkamp, og i 2008 og 2012 brugte Obama Springsteens ”The rising” og ”We take care of our own”. Sidstnævnte sang blev igen anvendt af Joe Biden i hans kampagne i 2020.

Til slut i denne sammenhæng: John Lennon har (posthumt) leveret valgsange til præsidentkampagner 3 gange, alle gange til kandidater på venstrefløjen. I 2008 brugte demokraten Dennis Kucinich sangen ”Give peace a chance” i sin kampagne, og samtidig havde kandidaten fra De Grønne, Cynthia McKinney, støvet sangen ”Power to the people” af til sin valgkamp. Det var også sidstnævnte sang, Bernie Sanders spillede til sine valgmøder, da han forsøgte at blive demokratisk kandidat i 2020. Ingen af ”John Lennons kandidater” har dog vundet deres valgkampe – hvilket ikke betyder, at deres valg af Lennon-sange var forkert.

”You can´t always get what you want”, som The Rolling Stones sang i en sang, Donald Trump i 2016 fik forbud mod at bruge af ophavsmændene selv. Pinligt, pinligt, som alt, hvad Trump rører ved.