Wire: Pink flag
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 410 på listen.
I 70'erne var der rigtig mange punk- og post-punk-bands, og et af de mest indflydelsesrige er Wire, der i 1977 debuterede med den helt fantastiske . Pladen består af 21 forskellige sange af varierede længde – fra et halvt minut til fire minutter, og alt muligt derimellem. Og hver eneste sang på pladen er helt utrolig, og de arbejder alle godt sammen om at skabe et fantastisk album. Det er på overfladen ret grim musik, det kan man sige om så meget punk, men Pink flag er virkelig et kunstværk. Bandmedlemmerne har tydeligvis lagt meget tanke i albummet, for man kan lytte til det igen og igen uden at blive den mindste smule træt af det. De fortsætter numrene i lige så lang tid, som er nødvendigt. Man bliver aldrig træt af for mange gentagelser, men man føler heller ikke – end ikke på de korteste numre – at man ikke får noget ud af musikken. Og så er de faktisk også forholdsvist let tilgængelige. Det kræver selvfølgelig lige at du er til punk, men du behøver slet ikke at slå hjernen til for at kunne lide deres musik.
Det forholder sig på ingen måde sådan, at noget nummer på Pink flag begynder, hvor det foregående slap, men numrene arbejder stadig fantastisk sammen. Numrenes placering har rigtig meget at gøre med dette albums holdbarhed. Hver gang, man som lytter har brug for noget, så får man det – uanset om man egentlig ved, at det er tiltrængt. Men af denne årsag føles hele albummet rigtig rigt og mættet til trods for spinkel bemanding og direkte produktion. Jeg vil gerne indrømme, at hvis albummet skulle have en enkelt fejl, er det, at mange af sangene ikke er så bemærkelsesværdige på egen hånd. Men på den anden side ender de med et absolut mesterværk af et album. Pink flag har dog også masser af numre, man kan nyde på egen hånd: Især bemærkelsesværdige er "Reuters", "Ex lion tamer", "Lowdown", titelnummeret, "Strange", "Mannequin" og "12XU". Det er nok intet tilfælde at jeg samtidig lige har nævnt alle sange på over 2 minutter. Men at de sange er mine favoritter, betyder absolut ikke, at resten burde være længere. Nej, jeg ville aldrig turde at ændre på noget som helst ved dette album. Pink flag er som et korthus, der kan vælte med et enkelt pust. Men det er verdens smukkeste korthus.
Noget interessant ved Wires musik er, at den i modsætning til så meget andet punkmusik ikke oser af vrede specielt ofte. Det afhænger selvfølgelig af din forståelse af vrede, men selv ser jeg kun "Mr Suit" og "12XU" som traditionelle vredesudbrud. Ellers er følelserne mest paranoia, sarkasme, angst, nervøsitet og fortvivlelse. Uanset hvilken af de mange følelser, man finder hos Wire, leverer Pink flag dem alle mesterligt. Det er heller ikke et specielt langt album. Det er ikke latterligt kort, det varer 35 minutter, men man kan altså rigtig ofte bare sætte pladen på og nyde den til vejs ende. Hvis du er glad for punkmusik og kunne tænke dig noget mere kompliceret, så er Pink flag rigtig let at anbefale. Du behøver ikke at være verdens største punkfan, men hvis du har noget imod punk, så er det næppe noget for dig. Og husk at lade være med at dømme ud fra enkelte numre, for man kan få utrolig meget mere ud af den, hvis man lytter til den fra start til slut.