Koko Taylor - den ukronede Queen of the Blues

Den store blues-sangerinde Koko Taylor blev begravet en varm junidag i 2009. Det skete i Chicago, der siden de tidlige 1950'ere havde været hendes hjemby. Hun var død efter komplikationer i forbindelse med en maveblødning. Koko Taylor blev 80 år gammel.

Koko Taylor, hvis rigtige navn var Cora Walton, blev født den 28. september 1928, i beskedne kår på landet lige uden for Memphis, Tennessee, USA. Hendes forældre var forpagtere og ernærede sig ved at plukke bomuld, hvilket deres syv børn hjalp med til.

Gospel og blues

Cora sang gospel i den lokale kirke, men det var Memphis Minnies "Me and my chauffeur blues," der vakte den dengang 12-13-årige piges kærlighed til blues-musikken.

Som 18-årig mødte Cora Walton sit live kærlighed - Robert Taylor - og sammen drog de til Chicago i 1952 for at skabe sig en bedre tilværelse. Dér fik Robert Taylor job på et slagteri, mens Cora - eller Koko, som hendes kælenavn var - arbejdede som stuepige. Om aftenen stod den på de lokale blues-klubber, hvor Koko Taylor fik lov til at synge med blues-giganter som Muddy Waters, Howlin' Wolf, Jimmy Reed og Buddy Guy og deres orkestre.

En søndag aften i 1962 hørte den indflydelsesrige bassist, komponist, sanger og producer fra det navnkundige pladeselskab Chess Records Koko Taylor synge sammen med Howling Wolfs band, og Willie Dixon faldt pladask for Koko Taylors specielle stemme. Den var nemlig helt unik: grov og uskolet, snerrende, raspende rå, kraftfuld, knurrende og knasende som en cementblander. En rigtig "growler" og "belter"-stemme, der samtidig kunne være blidt indtrængende.

Pladekontrakt

Willie Dixon inviterede den unge sangerinde i studiet og snart var en pladekontrakt underskrevet.

Ikke meget skete de første par år, men den 7. december 1965 indspillede Koko Taylor "Wang dang doodle," der blev et kæmpehit. Nummeret blev Koko Taylors eneste single-hit nogensinde, men til gengæld står "Wang Dang Doodle" den dag i dag som 1960'ernes mest berømte blues-klassiker. Desuden var "Wang dang doodle" en konstant faktor ved Koko Taylors mere end 200 hyper-energiladede årlige koncerter gennem hendes lange karriere. "Wang dang doodle" blev således også afleveret under Koko Taylors sidste koncert den 7. maj 2009.

Gennem 1960'erne indspillede Koko Taylor en længere række numre for Chess/Checker Records. Det skete ofte med navne som Walter "Shakey" Horton, Albert "Syunnyland" Slim Luandrew, Buddy guy og Willy Dixon som akkompagnatører.

Eget orkester

I starten af 1970'erne dannede Koko Taylor sit eget orkester - Her Blues Machine - efter at have indspillet tre LP'er, hvoraf den første udkom i 1969.

I 1975 kom Koko Taylor så i stald hos det nyetablerede Alligator Records, hvor grundlæggeren og ejeren af samme foretagende, Bruce Iglauer, tog hånd om hende, og så var grunden til en strålende karriere i den mandsdominerede blues-verden lagt.

Den 11. februar 1997 karakteriserede Bruce Iglauer Koko Taylor over for denne skribent således:

"She is the indisputable Queen of the Blues. She's a blues woman through and through, not a rock or R&B singer trying to be bluesy. Her roots are deep in the Delta and she was taught by the best - Willie Dixon and Muddy Waters."

Og dét er der vist ingen, der kender Koko Taylors produktion, og som har oplevet hende i koncertsammenhæng, der vil bestride.

Gennem sin lange karriere nåede Koko Taylor at få udgivet 15 fuldlængdeudgivelser, hvoraf de ni så dagens lys på Alligator Records.

Afbræk

Grundet helbredsmæssige problemer og tab på hjemmefronten var der fra 1990'erne længere afbræk i Koko Taylors indspilningskarriere. Eksempelvis gik der syv år mellem det fremragende album Force of nature  (1990) og til den fine efterfølger Royal blue  (2000). Derefter skulle der igen gå syv år før Koko Taylor kom på banen med det, der skulle blive hendes sidste album, det fremragende Old school  (2007). Indspilningsniveauet har bredt set været kvalitetsmæssigt højt, og bortset fra de ovenfor nævnte album skal især fremhæves udgivelserne Koko Taylor  (1969), I got what it takes  (1975), Queen of the blues  (1975) og The earthshaker  (1978).

Gennem sin glorværdige karriere modtog Koko Taylor et veritabelt og fuld fortjent hav af forskellige priser. Eksempelvis fik hun 29 gange tildelt den eftertragtede W.C. Handy Award (nu Blues Music Award) - blues-samfundets svar på en Grammy.

Sidstnævnte pris scorede Koko Taylor i 1984, mens hun blev nomineret til en Grammy for syv af sine andre udgivelser for Alligator Records.

Koncerter

Koko Taylors koncerter var altid karakteriseret ved et højt energi-niveau og superbt musikerskab. "Wang dang doodle" fik man altid, og denne skribent havde æren af at høre Koko Taylor & Her Blues Machine ved flere lejligheder. Blandt andet under hendes optrædener på blues-festivalen Odense Internationale Bluesdage i 1997 og i 2002. Men første gang denne skribent hørte Koko Taylor var på festivalen Djurs Bluesland i 1991, hvor undertegnede også fik lejlighed til at interviewe hende.

Forbillede

Koko Taylor var helt sig selv. Uden nykker overhovedet. Da vi skulle i gang med vores snak, tog hun uanfægtet af interviewerens tilstedeværelse sit gebis ud af munden, rensede det og satte det på plads igen.

Dét var der nok ikke mange rock-stjerner, der ville have gjort! Så kunne vi tale sammen.

Undertegnede spurgte blandt andet Koko Taylor, hvordan hun havde det med at være kvinde i den mandsdominerede blues-verden, og svaret lød:

- Det har jeg det fint med. Jeg føler desuden, at jeg fungerer som en slags forbillede for unge kvinder, der gerne vil være professionelle bluessangere, og kan jeg give dem noget, er jeg glad. Kvinder kan mindst lige så meget som mænd, hvilket jeg i øvrigt synger om i "I'm a woman" som et svar på Muddy Waters' "Mannish boy."

Jo, Koko Talyor, den ukronede "Queen of the Blues", gav blues-elskere - kvinder såvel som mænd - utroligt meget, og med hendes bortgang mistede verden en stor, sympatisk kunstner, hvis lige nok aldrig kommer igen.