Tilbage til 70'erne - eller: genhør med proggen

En bog på biblioteket hedder Tilbage til 70'erne  (med undertitlen: Alle de ting, du har glemt, du kan huske). Her kan man tage en nostalgisk promenade til en række fænomener, der på en eller anden måde kendetegnede 1970'erne: mælkekartoner, træskostøvler, klistermærker, ølkasser, hønsestrik, interrail - og brunt, brunt, brunt, tilsat et stænk orange.

1970'erne havde også sin karakteristiske musik. Glam- og glitterrocken slog igennem i årtiet, ligesom dansktopmusikken for alvor fik fodfæste som en særlig musikalsk genre i 70'erne. Gasolin' debuterede i starten af årtiet, og de tidlige 70'ere var også årene, hvor kunstnere som Sebastian og Skousen & Ingemann udstak nye musikalske retningslinjer via nogle stærkt personlige plader med nogle stærkt personlige sange. Shu-bi-dua præsenterede deres specielle form for musikalsk humor i starten af 70'erne; og så var der naturligvis den politiske musik, primært repræsenteret ved pladeselskaberne Demos og Agitpop.

Progg-musikken

Det er svært at pege på enkelte, dominerende musikretninger i 1970'ernes Danmark. Vender man derimod blikket mod den anden side af Øresund, ser billedet klarere ud - i hvert fald for en umiddelbar betragtning. I starten af 1970'erne var den svenske, rytmiske musikscene groft sagt delt i to tydelige fløje: en politisk orienteret "Musikrörelse" med svensksprogede sange vendt imod kapitalismen, proggen, samt en schlagerorienteret popscene med engelsksprogede tekster om kærlighed. Musikrörelsen var måske ikke særligt stor, hvad angår markedsandele, men ideologisk var den umådeligt betydningsfuld i Sverige i starten af 70'erne.

Man kan nok uden at fornærme nogen konstatere, at det meste af progg-musikken udsprang af sin tid og også var stærkt bundet til sin tid, altså 1970'erne. I sin bog Svensk rock  (1998) skriver Lars Lilliestam bl.a. om proggen: "Den var kontroversiell redan då, men den framstår i dag som än mer märklig. Det mesta av proggmusiken har inte klarat tidens tand, men somligt har överlevt. I proggens texter skildrades ett helt annat Sverige än i de rocktexter som dittills varit på engelska. En förutsättning var definitivt att man sjöng på svenska."

I slutningen af 1970'erne var tiden ved at rinde ud for den egentlige progg-musik. En række grupper fandt udfoldelsesmulighederne inden for proggen og Musikrörelsen for snævre, og mange blev trætte af den ofte hårde selvjustits inden for bevægelsens rammer, hvor der normalt var faste regler for, hvilke emner, man kunne skrive om. Lars Lilliestam udtrykker det lidt ondskabsfuldt i sin bog: "En elak tunga har hävdat att varje lp från proggtiden måste innehålla minst en låt om diktaturen i Chile med ackompanjemang av kenaflöjter."

Desuden betød slutningen af 70´erne fremvæksten af en helt ny ungdomsmusik, der i høj grad netop opstod som en reaktion på progg-musikkens snærende rammer: punken.

Efter proggen

Da ABBA i 1974 vandt melodifestivalen med "Waterloo" og drønede ind på alverdens hitlister, var det en sejr for den internationalt orienterede popmusik. Men samtidig blev ABBAs succes startskuddet til udviklingen af en svensk musikstil, som hverken var politisk progg eller pop, men som tog det bedste fra begge lejre og kombinerede det med et stænk svensk visetradition samt et stærkt personligt engagement. Sangerinden Marie Bergman formulerede det skarpt i et interview i tidsskriftet politisk revy  i 1981: "Musikrörelsens död blev musikens liv."

På grund af sproget fik den nye svenske rockmusik aldrig noget internationalt gennembrud - men til gengæld tog svenskerne musikken til sig med begejstring, bl.a. på grund af musikkens evne til at kombinere den folkekære visetradition med moderne toner. Ikke mindst på spindesiden fik den nye svenske rockmusik tag i publikum, som elskede blandingen af Röda Bönor og Anni-Frid/Agneta. De svensksprogede sangerinders senere sejrsmarch i hele Norden (Lisa Nilsson, Lisa Ekdal) blev grundlagt i disse år, som også kunne byde velkommen til en stribe store rockmusikere af hankøn (Ulf Lundell, Peter Lemarc, Staffan Hellstrand) - men det er en anden historie.

Genhør med proggen

ABBA, som "vandt" slaget om musikscenen i 1974, har aldrig været borte fra publikums søgelys siden da, og den internationalt orienterede hitmusik har fejret store triumfer såvel kunstnerisk som økonomisk i årtierne efter 70'erne. Man kan tilsvarende hævde, at progg-musikken heller aldrig har været forsvundet fra musikscenen, men blot har udviklet sig og har antaget andre former end de oprindelige, mere proklamatoriske sange. Alligevel ser det ud, som om der i Sverige i det nye årtusinde er blevet sat kræfter ind på at hive de bedste eksponenter fra den tidlige progg-musik frem i lyset igen og gøre den tilgængelig for pladepublikummet - at "rehabilitere" proggen, så at sige.

Genhøret med progg-musikken finder først og fremmest sted via pladeselskabernes udsendelse af samlings-cd'er med det bedste af tidens musik. Og der er ikke blot tale om en eller to samlings-udgivelser. Flere selskaber har taget proggen på deres udgivelsesprogram og har forsøgt at give den en velfortjent oprejsning i forhold til dens undertiden noget negative omdømme som en rigid og temmelig glædesløs musik.

Et af de helt centrale pladeselskaber i forhold til den politiske musik var og er MNW - Musik Nätet Waxholm. På to cd'er med fællestitlen Proggklassiker  fra MNW er samlet ikke mindre end 65 markante titler fra 1970'ernes overskudslager af politisk musik. De fleste af titlerne kommer fra kunstnere, som tilhørte proggen i starten af dennes levetid, men som siden udviklede ders musik ud over proggens grænser: Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Dan Hylander, Totta Näslund, Ulf Dageby, Tore Berger, osv.

Men Proggklassiker-cd'erne byder også på genhør med musikere og musik, som var så nært forbundet med 70'erne, at de ikke havde nogen klar eksistensberettigelse sidenhen: NJA-gruppen, Fria Proteatern, mv.

Og så rummer cd'erne i øvrigt en del udmærket musik, som hverken forekommer specielt 70'er-agtig eller særligt politisk for den sags skyld.

99 proggplattor - med videre

I 2006 udkom bogen 99 proggplattor, hvor de tre musikkritikere Mia Gerdin, Stefan Wermelin og Bengt Eriksson præsenterede 99 udvalgte lp'er med progg-musik og samtidig placerede udgivelserne i tid og rum. Særdeles interessant læsning for en gammel progg-fan!

Og hvis ikke bogens indhold skulle være tilstrækkeligt til at mætte læserens appetit efter informationer om den politiske 70'er-musik i Sverige, henviser forfatterne til en omfattende hjemmeside med alt, hvad hjertet kan begære af information om Musikrörelsen og dens musik - og mere til.