Genre: 

Bob Marley og kampen mod Babylon

25-06-20
Af: 
Karsten Flugt

Robert Nesta Marley blev født 1945 i St. Ann's provinsen på Jamaica. Hans forældre var en hvid kaptajn ved navn Noval Marley og en sort kvinde ved navn Cedella Booker.

Bob voksede op i en skurby (trenchtown) i udkanten af Kingston (hvor han flyttede til som 12-årig). Livet i en trenchtown synger han lidt om i  "No woman no cry". Den unge Marley sad hver dag henne ved Leslie Kongs Coxone-studie, som havde højttalere installeret, der spillede alle de nye hits uden for bygningen.

Moderen var meget aktiv i den apostolske kirke, hvor Bob fik sin første musikalske opdragelse ved at synge spirituals.

Da Bob var 12 år gammel, indspillede han med Bunny Livingston (aka. Bunny Wailer) og Peter Tosh (fremtidige medlemmer af the Wailers). I 1965 indspillede han den første single med The Wailers. Musikken som den unge Marley indspillede var ikke reggae, men i stedet ska-musik. Nogle af disse indspilninger kan høres på boxsættet Songs of freedom,  herunder første single "Judge not". Disse indspilninger var for produceren Leslie Kong. Derefter indspillede Marley også nogle sider for Lee Scratch Perry, nogle af disse kan ligeledes høres på Songs of freedom.

Reggaemusikken får først navn i slutningen af 1960'erne, hvor The Wailers også udviklede sig i denne retning. Bob Marley opfandt ikke genren, men i 1970'erne blev han genrens første virkelige superstjerne.

I 1966 giftede han sig med Rita Anderson, men Marley var ikke særlig trofast og fik en række børn udenfor ægteskabet. Den mest kendte af Marleys børn er nok Ziggy Marley, som har haft en ok karriere.

Bob Marley og the Wailers blev tilknyttet pladeselskabet Island, grundlagt af Chris Blackwell, som fik reggaemusikken ud til mainstream-markedet i Vesten. Marley valgte Island, da Blackwell er født på Jamaica og han ikke snød sine musikere, de fik en fast løn.

Marley & the Wailers fik deres gennembrud med albummet Catch a fire fra 1973 med det berømte lighter-cover. Men den endelige mainstream-respekt nåede Marley and the Wailers, da Eric Clapton i 1974 bragte "I shot the sheriff" til toppen af den amerikanske hitliste. Keith Richards var også en af Bob Marleys tidlige fans og har arbejdet med mange reggaemusikere gennem tiden.

Gruppen havde ikke deciderede monsterhits, men deres koncerter og albums solgte godt. Men Marleys største bidrag til musikken er mere som symbol for reggaescenen. Han er i dag blevet en myte i stil med Che Guevara og symbolet på kampen mod uretfærdighed og for fred. Som ung mand opdagede Marley rastafari-religionen, som blev omdrejningspunktet i hans liv og musik.

Hans eneste koncert i Danmark var på Roskilde Festivalen i 1978.

Han var politisk aktiv, og han blev hyldet som frihedskæmper, da Rhodesia blev selvstændigt som Zimbabwe i 1980. Sangen "Buffalo soldier" er skrevet om soldaterne i Rhodesias frihedskrig. Et andet eksempel på hans politiske side er "One love" koncerten på Jamaica i 1978, som bragte stridende politiske kræfter på Jamaica sammen i musikken, da landet var tæt på en borgerkrig.

Marley døde i 1981 på et hospital i Miami af kræft, kun 36 år gammel.

Diskografi

Bob Marley er svær at lave en diskografi over, da rettighederne til de sider han indspillede på Jamaica i 1960'erne er spredt på mange hænder, som udsender mange ligegyldige Marley-albums. I en lind strøm. Hvis man har interesse i den periode, så er Songs of freedom et godt sted at starte.

Her kommer Bob Marley and the Wailers vigtigste udgivelser, alle albums fra perioden 1973-1984 er udgivet i udvidede og remastered udgaver.

Catch a fire med “Concrete jungle” og “Stir it up” Udgivet april 1973

Burnin' med "Get up, stand up" og "I shot the sheriff" Udgivet november 1973

Natty dread med "No woman no cry" og "Rebel music" Udgivet januar 1975

Live med "No woman no cry" og "Get up, stand up" Udgivet november 1975

Rastaman vibration med "Positive vibration" og "Roots rock reggae" Udgivet april 1976

Exodus med "Exodus" og "One love - people get ready" Udgivet maj 1977

Kaya med "Sun is shining" og "Is this love?" Udgivet marts 1978

Babylon by bus Dette er endnu en liveplade. Udgivet november 1978

Survival med "Ride natty ride" Udgivet oktober 1979

Uprising med "Could you be loved" og "Redemption song" (den sidste sang Marley indspillede) Udgivet juni 1980

Confrontation med "Chant down Babylon" og "Buffalo soldier" Udgivet maj 1983

Legend (greatest hits) med alle de vigtigste :) Udgivet maj 1984

Songs of freedom Første cd med Marley-indspilninger fra 1960'erne Udgivet september 1992

Natural mystic (greatest hits II) med "Iron lion Zion" og "Natural mystic" Udgivet 1995

Chant down Babylon Dette er en hyldestplade, men jeg vil anbefale Lauryn Hills udgave af "Turn your lights down low"Udgivet 1999

De tre vigtigste Bob Marley-plader

1. Legend - Den har alle de kendte sange og er et godt sted at starte i Marley-universet

2. Exodus - Den mest helstøbte af de almindelige albums, her er ikke et svagt nummer

3. Live - Et godt dokument over Bob Marley and the Wailers som liveband

Først bragt på Bibzoom 8.5. 2013