Sonic - svensk musikmagasin med skjult dagsorden

Ligesom Danmark har to store tidsskrifter om rockmusik, Gaffa og Soundvenue, har svenskerne to store, regelmæssigt udkommende rocktidsskrifter: Gaffa og Sonic.

Det svenske Gaffa startede i 2010 som en aflægger af det danske Gaffa, tillempet svenske forhold, og var ligesom det danske søsterorgan oprindelig et gratisblad. For et halvt års tid siden ophørte den gratis distribution af Gaffa til de svenske musikforhandlere imidlertid, men bladet kan fortsat læses gratis på nettet og er stadig en vigtig aktør inden for svensk rock-kritik. Gaffa er dog ikke helt så stort et blad som Sonic, der nu på 14. år udkommer 4-6 gange om året med et faktaspækket magasin, indeholdende interviews, baggrundsartikler, anmeldelser, mv. Hvis man vil vide noget om, hvad der rører sig inden for svensk rock- og popmusik (samt naturligvis i vid udstrækning også på den internationale scene), er Sonic et godt sted at begynde.

Men – for der er et men – Sonics dækning af den svenske rockscene er hverken tilstræbt objektiv eller tilstræbt neutral, men derimod stærkt påvirket af redaktionens smag og musikpolitiske holdninger, hvorfor læseren må være forberedt på at møde en mere eller mindre subjektivt farvet præsentation af den nye rockmusik i Sonics spalter. Det er der næppe noget mærkeligt i – men det er værd at bemærke, at den subjektive indfaldsvinkel ikke fremtræder som et eksplicit udtalt udgangspunkt, men kun kan læses ud af redaktionens udvalg af titler til behandling, gennem præsentationen af disse titler, osv. Man bliver altså nødt til at nærlæse et eller flere numre af bladet for at finde ud af, hvor det befinder sig musikpolitisk.

De 100 bedste svenske albums

Præcis hvor subjektiv og hvor tendentiøs, udvælgelsen af emner til behandling i bladets spalter er, får man et glimrende indtryk af i Sonics seneste nummer, et tykt temanummer med overskriften: ”100 bästa svenska albumen”. Over hele 138 tætbeskrevne sider med tilhørende illustrationer gennemgås redaktionens bud på de 100 bedste svenske pladeudgivelser gennem tiden, og selv om der ikke direkte siges noget om, at det her drejer sig om rock/pop-musik, er det sådan, det forholder sig. Uvist af hvilken grund indeholder hitlisten alligevel et par udgivelser, som genremæssigt falder uden for rock-kategoriseringen; men omkring 95 af de udvalgte titler er renlivet rockmusik, og listen over de ”100 bedste” kan derfor med god ret betragtes som redaktionens udvalg af de bedste svenske rock/pop-albums.

At en hitliste nødvendigvis må være subjektiv er indlysende. Sådan vil det altid være, og redaktionen skriver da også selv i sit forord til temanummeret: ”Vi vet att ni kommer att bli både lyckliga och upprörda – ”hur kan de inte ha med den skivan, och hur kan de låta den plattan komma före den här?!” – men den sortens våndor och stridigheter har vi redan haft åtskilliga av internt när vi satte ihop det här numret. Hundra skivor är försvinnande få, flera hundra förtjanar egentligen plats på listan. Alla har sin egen bild av svensk musik.”

Men hvis en hitliste som den foreliggende ikke på den ene eller anden måde forsøger at rumme en rimelig grad af repræsentativitet, forsvinder meningen med den – den bliver privat og uden interesse for andre end hitlisteopstilleren selv. Denne balancegang er imidlertid et led i en problemstilling, man bør kunne regne med som forudsætning for et forsøg på at foretage et – mere eller mindre – subjektivt udvalg af emner inden for et givet område – i dette tilfælde altså rock/pop-udgivelser.

Hvordan lever Sonics top 100-liste så op til det uudtalte krav om (en vis grad) af almengyldighed og repræsentativitet? Umiddelbart er udvalget af udgivelser bredt og indeholder musik fra mange af rockens genrer, ligesom hitlisten rummer musik fra en periode på ca. 50 år, nogenlunde svarende til rockmusikkens egen levealder. Bredden og den tilsyneladende omfattende dækning af et i sig selv omfattende område var da også det, der i første omgang fik mig til at købe temanummeret.

Ved en hurtig gennembladning i kiosken stødte jeg på mange kendte navne, som jeg altid gerne vil læse om, og også på navne, jeg kun havde hørt om og godt kunne tænke mig en nærmere introduktion til. Begge dele gjorde, at jeg fik lyst til at stifte bekendtskab med Sonics 100 anmeldelser, og den situation er vel i bund og grund hovedformålet med en hitliste som den foreliggende. Så det kunne vel ikke være bedre?

Heltene

Svaret må blive et både-og. Jeg har læst en række af bladets 100 anmeldelser med stor fornøjelse og kan ikke med rimelighed påstå, at jeg ikke er blevet klogere og godt underholdt undervejs. Men samtidig har nærlæsningen af teksterne givet mig et godt billede af nogle uudtalte værdikriterier, som helt tydeligt ligger til grund for udvælgelsen af de 100 albums, og som samtidig forklarer nogle af de – i mine øjne – helt uforståelige udeladelser af albums fra listen.

Som redaktionen selv gør opmærksom på i forordet, vil der altid være læsere, der savner denne eller hin titel på en hitliste; men hvis udeladelserne antager karakter af et mønster på grund af en bagvedliggende, ikke eksplicit udtalt agenda, er listen måske ikke længere så interessant læsning – i hvert fald ikke for de læsere, som kan lide den på forhånd ”bortcensurerede” musik. Samtidig mister listen formodentlig en del af sin nødvendige repræsentativitet (og dermed sin legitimitet), hvis en stribe potentielle hitlistekandidater på forhånd er sorteret fra af redaktionen. Og det er næppe hensigtsmæssigt for hele projektet.

Men hvad er det så for nogle albums, Sonic har kåret til de seneste 50 års bedste svenske udgivelser? Hvem er bladets helte, og hvem er bladets skurke? Et hurtigt vue over de udvalgte titler afslører, at den store helt over dem alle er Håkan Hellström, som både optræder på hitlisten med to soloalbums og som medlem af gruppen Broder Daniel. Håkan Hellström er et stort navn i Sverige, og Sonics hitliste afspejler hans status – naturligvis på bekostning af andre mulige kandidater til listen. I Sonics optik er Hellström tilsyneladende bare den bedste – hvilket man også kan aflæse af forsiderne på de hidtil udkomne numre af bladet, hvor Hellström optræder på ikke færre end fire. En absolut rekord i sammenhængen.

Ud over Hellström møder man en anden gammel kending på hitlisten mere end én gang, nemlig Joakim Thåström, der både er registreret med et soloudspil og med en plade med gruppen Ebba Grön, hvor han i sin tid startede sin karriere. Og så er der den unge og efter denne lytters mening temmelig overeksponerede gruppe The Knife, der optræder på listen med hele to titler: ét album fra 2003 og ét fra 2006.

Der er naturligvis ingen facitliste, som kan fortælle, om disse to albums faktisk ikke netop er to af de bedste rockalbums, der nogensinde er udgivet i Sverige. Men sandsynligheden taler måske for, at det snarere er redaktionens uudtalte værdikriterier, der her stikker næsen frem og lader søskendeparret Karin og Olof Dreijers elektroniske musik stjæle værdifuld plads på en liste, der udviser en lang række markante udeladelser til fordel for et antal titler af mere døgnflueagtig karakter. Mener altså denne læser.

Skurkene

Men hvad er det da for navne, som kunne have udfyldt pladsen på top 100-listen i stedet for det ene af de to albums fra henholdsvis Håkan Hellström og The Knife? Tja, et hurtigt skud fra hoften kunne være albums af navne som Roxette (Sveriges internationalt største band efter ABBA), Bo Kaspers Orkester, Staffan Hellstrand, Lars Winnerbäck (de seneste års mest prisbelønnede musiker i Sverige), Lisa Ekdahl (hvis debutalbum er kendt af enhver svensker – og af de fleste danskere), Tomas Andersson Wij, Ola Magnell, Mauro Scocco (som kun optræder på listen via et tidligt album med gruppen Ratata), Björn Afzelius og Mikael Wiehe (der kun optræder via et tidligt album med Hoola Bandoola Band), Hep Stars, osv. osv. Samt Ulf Lundell.

Jamen, Ulf Lundell er da med på listen, nemlig med albummet , vil en oplagt indvending lyde her. Det er helt korrekt, at det knap så kendte og lidt atypiske dobbeltalbum fra 1980 faktisk repræsenterer den svenske rockmusiks grand old man gennem snart 40 år på Sonics top 100-liste. Men når man læser omtalen af albummet, kunne man godt få den lumske mistanke, at hovedårsagen til overhovedet at medtage det på listen skal findes i redaktionens ønske om at få lov til at nedsable Lundell og hans musik. Det er da også redaktøren selv, Pierre Hellqvist, der er ophavsmand til den offentlige henrettelse af Lundell i form af en sønderlemmende kritik af hans musik.

Hellqvist skriver bl.a.: ”Av alla de olika scener ur äktanskap som Ulf Lundell har gett den svenska kulturen är 1985 års ”Den vassa eggen” den mest kända, i vissa bemärkelser den mest definitiva. I dag går tyvärr den skivan knappt att lyssna på utan att utveckla en avsevärd aggression gentemot maskiner och teknik. För herregud vad dåtidens otympliga, sterila och överlastade ljudideal fördärvar upplevelsen av detta i grunden storartade drama.”

Og han fortsætter: ”Lundell och hans sorts rock har på det store och hela haft svårt att hävda sig under tjugohundratalet. Det handlar delvis så klart om hans strida ström av skivor som i regel mullrar på i sedvanligt breda hjulspår, det handlar också om att få yngre artister förutom Lars Winnerbäck har tagit musiktraditionen vidare – den känns lite konserverad, barn av sin tid.”

Tak for kaffe, fik I den? Lundell og hans ”sorts rock”, musiktraditionen ”känns lite konserverad”, dette ”i grunden” storartede drama, osv. Det er vist længe siden, jeg har læst så mange slet skjult nedladende bemærkninger og så megen stærkt modificeret ros samlet på så lille en plads. Og Pierre Hellqvist slutter sin svada med følgende bemærkning: ”Vid den här tiden kunde Ulf Lundell verkligen visa mer än de flesta.” Underforstået: de følgende 33 års udgivelser er det ikke værd at beskæftige sig med.

Måske har Pierre Hellqvist ret i, at Längra inåt landet faktisk er Lundells bedste plade, ligesom han måske har ret i, at Håkan Hellström og The Knife faktisk er berettigede til to titler hver på hitlisten. Det er en umulig diskussion. Hvad man til gengæld sagtens kan diskutere er argumentationens form og indhold, og her falder Sonic-redaktionen ærgerligt nok eklatant til jorden – i mine øjne.

At tale om at bestemte udgivelser er ”børn af deres tid” kan næppe bruges til ret meget, og i hvert fald ikke som nogen form for vurderingskriterium. Det gælder jo de fleste titler på hitlisten, at de er børn af deres tid (også Hellströms og The Knife's titler) – og det hvad enten musikken kaldes rock, progg, punk eller hiphop. Sådan et udsagn er ikke en del af vurderingen, men derimod af beskrivelsen af den pågældende udgivelses indhold.

At hævde, at Lundells ”sorts rock” har haft svært ved at hævde sig i 2000-tallet er næppe heller nogen særligt brugbar påstand. Først og fremmest kan man konstatere, at det er den ”sorts rock”, der fortsat i stor stil udgives, sælges – og inspirerer andre musikere. Lundells ”sorts rock” er simpelt hen langt hen ad vejen stadig toneangivende på markedet. Derfor giver det heller ikke meget mening at nævne i forbifarten, at ”kun” musikere som Lars Winnerbäck (et af Sveriges allerstørste koncert- og pladenavne p.t.) har ført traditionen fra Lundell videre. Det ville svare til at argumentere med, at "kun" forfattere som Kim Leine, Ida Jessen og Christian Jungersen (altså nogle af de største navne på litteraturfronten i Danmark i dag) har ført den episke romantradition videre i dagens litterære Danmark.

For at gøre Pierre Hellqvists udsagn om det umoderne i Ulf Lundells musik helt absurd kan man pege på, at Håkan Hellströms musik i bund og grund bygger på Lundells musiktradition – og at Hellström ved enhver given lejlighed udtrykker respekt og beundring for de store gamle i svensk rockmusik: Lundell, Scocco, Eldkvarn, osv. Hvordan en sådan holdning hos Sonics store helt i musikalsk sammenhæng skal passes sammen med tidsskriftets desavouering af Hellströms egne idoler får stå hen i det uvisse. Logisk konsistens i tankegangen er der næppe tale om.

Ny musik og gammel musik

Som man vil kunne forstå af ovenstående, synes undertegnede ikke, det forekommer synderligt hensigtsmæssigt eller for den sags skyld særligt begavet at tale om mere eller mindre moderne rock- og popmusik. Specielt ikke, når der kun argumenteres for synspunktet med rent subjektive værdi- og smagskriterier. Det meste musik står på skuldrene af anden musik og udvikler sig måske i andre retninger og ad andre spor end den musik, den bygger på. Derfor giver det god mening at tale om nyere eller ældre musik – men næppe at tale om moderne eller umoderne musik. Og det giver slet ingen mening at bruge alderen som vurderingskriterium på linje med egentlige kvalitetskriterier som professionalisme, originalitet, o.lign.

Derfor: læs blot Sonics præsentation af 100 mere eller mindre prægnante svenske rock/pop-udgivelser fra de seneste 50 år. Men gør det med et stort gran salt og husk, at redaktionens uudtalte udvælgelsesprincipper gør, at man ikke kan tale om et repræsentativt (eller blot tilstræbt repræsentativt) udvalg af gode plader. Hitlisten er som udgangspunkt stærkt selektiv – men derfor kan det jo godt være, at en del af titlerne på listen er blandt de sidste fem decenniers bedste.