New Wave legenden og indieprinsessen klæder hinanden
Love this giant af David Byrne og St Vincent er en delikat lytteoplevelse spækket med tolv mangefacetterede 3-4 minutters melodier, hvor de to musikere på demokratisk vis skiftes til at synge lead-vokal og kor. Albummet udkom i 2012. Et blik på albumcoveret afslører to pyntede personer som fremstår ret aparte på en krukket eller måske i virkeligheden ukrukket måde? Coveret har givetvis sin egen historie med de to photoshoppede ansigter.
Til venstre troner indieprinsessen St Vincent med en hvid flæsekrave af barokke dimensioner og en forvrænget kæbe. St Vincent aka Annie Clark blev født i Oklahoma i 1982. Hun er en uortodoks selvlært multi-instrumentalist med et veludviklet guitar-gen indenfor genrerne barok pop, cabaret jazz, art rock, indie pop og singer-songwriter. Hun bliver ofte sammenlignet med Kate Bush, PJ Harvey, Björk og David Bowie. Lytter man til hendes sang ”Cruel” bringer den da også mindelser om David Bowies ”Heroes”. Nye fans kan med fordel starte med at lytte til den melankolske sang ”Cheerleader”.
I 2006 dannede hun sit eget band. Det er blevet til tre albumudgivelser:
- Marry me (2007) blev vel modtaget og sammenlignet med David Bowie og Kate Bush
- Actor (2009) henter inspiration fra børnefilm f.eks. Disney-filmen Snehvide og The wizard of Oz
- Strange mercy (2011) fik meget kritikerros og indeholder både "Cruel" og "Cheerleader"
- Senere udgivelser er St Vincent (2014) og Masseduction (2017)
Til højre troner David Byrne med en hagekløft på størrelse med Grand Canyon. Mange tror han er amerikaner, men han er egentlig født i Skotland i 1952 og så siden opvokset i USA. Han er kendt som ham forsangeren fra det legendariske new wave band Talking Heads (1975-1991) med den særprægede stemme og de lettere excentriske bevægelser. Mange vil huske sangene ”Burning down the house”, “Psycho chicken” og VH1 klassikeren ”Once in a lifetime” med det forrygende citat ”This is not my beautiful wife” - som bl.a. Johnny Depp benytter som replik i filmen Secret window fra 2004.
Efter Talking Heads har Byrne samarbejdet med så forskellige musikere som Brian Eno, Fat Boy Slim og japanske Ryuichi Sakamoto, kendt fra Bowie filmen Merry Christmas Mr. Lawrence. David Byrne er, som St Vincent, stor Bowie-fan. Valget faldt derfor også på Byrne da Bowie i 1996 skulle have et par ord med på vejen ved induktionen til Rock and Roll Hall of Fame. Senere har man kunnet opleve David Byrne som sig selv i filmen, med Sean Penn i hovedrollen, This must be the place.
Senere samarbejdede han med sin musiske åndsfælle St Vincent. Det blev til Love this giant (2012).
På albummet Love this giant finder man tolv relativt korte, skæve og ofte ret funky melodier. Melodier der sprutter og trutter af vitalitet - understøttet af en særdeles aktiv blæsersektion. Heldigvis ikke en blæsersektion der lyder som en flue i en flaske, men mere en blæsersektion, der lyder som en tur gennem New Yorks gader, og som fint understøtter St Vincents intense og nærmest tilbageholdte stemme og Byrnes markante brægende nasal.
Det er avantgardistisk artrock med en kommerciel kant, således at man godt kan slippe af sted med at sætte albummet på til en familiesammenkomst.
Det fængende energiske nummer ”Who” åbner ballet med en insisterende saxofon og tung basgang. Den er lige så medrivende og rytmisk som noget af det gamle Talking Heads, med et strejf af den gamle Bowie sang ”Fame” fra albummet Young Americans.
Skal man fremhæve nogle numre er St Vincents stemme dejlig delikat i ”Ice age”.
I ”Lightning” modulerer hun som en anden Kate Bush.
David Byrnes energi er lige så medrivende i ”Television man” som den er sprudlende komisk i den basunhoppende ”I am an ape”.
Den fremaddrivende funky ”The one who broke your heart” får hovedet til at nikke og fødderne til at vippe. Det er lige før man er til Karneval i Rio.
Hele vejen igennem klæder de to musikere hinanden godt. Det er et meget vellykket samarbejde mellem to løjerlige giganter - på tværs af alder!