Genre: 

Rigtige mænd bli'r ved og ved

09-01-13
Af: 
Peter Elmelund

TV-2:  Sangbogen – De 50 største

Stepnote Publishing, 2012

Forlaget Stepnote har tidligere udgivet et nodehæfte med Carpark Norths største (anmeldt her på Bibzoom), og nu foreligger denne solide sag med tre årtiers hits fra "Danmarks kedeligste orkester" – TV-2.  Efter de første seks udgivelser fra gruppen udgav Olafssongs troligt nodehæfter med tekster og noder til og med albummet Vi bliver alligevel aldrig voksne fra 1990. Siden måtte man nøjes med enkelte trykte sange i diverse sangbøger;  i hvert fald 33 af sangene fra Sangbogen – de 50 største findes på tryk i forvejen. Men i forhold til Olafssongs’ håndskrevne noder får man her et lækkert og klart tryk – og med spiralryg, så siderne ikke pludselig bladrer af sig selv midt i et nummer.

Ruder afdugges

2012 var et rigtigt TV-2 år. Og popgruppen TV-2 forstås, ikke tv-kanalen, som først kom otte år efter den aarhusianske gruppes debut. I 2012 blev det gedigne bokssæt Bag duggede ruder udgivet med de originale 19 plader, dvd samt ekstra to plader. Og gruppen startede en turné i oktober i Aarhus, hvor de spillede numrene fra de første plader. Punktum bliver sat i Tivoli i København i maj med en liveopførsel af Showtime, gruppens sidste plade fra 2010.

Fabulerende forord

Nærværende sangbog har forord af musikjournalist og –forfatter Torben Bille, der i vanlig stil giver en introduktion til TV-2’s univers spækket med citater fra forsangeren og sangskriveren Steffen Brandts tekster til tiden. Så kan man selv bladre hen til hele sangen og fornøje sig over de små dagligdags og dybe mesterværker, som her på tryk har øget min begejstring for Brandts "minimalisme presset til det maksimale", som Bille rammende siger.

Lykkelig i Det mørke Jylland

Sangbogen giver os numre fra alle pladerne. Fra de største succeser Nutidens unge, Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl og Nærmest lykkelig, alle fra firserne, er der seks numre fra hver.  Forlægget til trykket må være Olafssongs’ udgivelser, da kommentarerne er identiske. Desværre er fejl også overført; i hittet over dem alle "Bag duggede ruder" mangler et # i det karakteristiske, instrumentale mellemspil. Pyt, kun en pedantisk musikbibliotekar kan blive irriteret over det … Til gengæld er sangene i samme tonearter som indspilninger, så spil bare løs med TV-2! Husk dog at sætte capo på guitaren som venligt angivet.

Kærlighedssangene borer sig dybt og præcist ind i lytteren:

Hva’ nu hvis jeg ikke ved, præcis hva’ jeg gør
hva’ nu hvis du sir’, det er helt i orden
er vi så nærmest ikke lykkelige vi to?

En tilgivende kærlighed "Nærmest lykkelig" – tidløs tekst skrevet for et kvart århundrede siden!

Hvad læser du? Ord, ord, ord

Det er de ældre sange, der naturligt har bundfældet sig dybest, men jeg ser ikke eet korn til en mulig tilsanding; tværtimod gøres der brug af en stadig bredere palet, som elegant kombinerer det patetiske med det lune glimt. I den enkle tekst fra 2007 "For dig ku’ jeg gøre alting" lover sangeren, at han "for dig kunne gøre lige hvad det skulle være", men sør’me også "omformulere alt hvad du siger". Hmm – og i musikken får vi hertil et glad og uforpligtende Ba-ba-da-ba-dam bam! Som et tra-la-la, der giver sangen et lethed og opfordrer til, at man ikke skal tage det for mere, end det er: Ord, ord, ord.

Denne dobbelthed viser sig også insisterende i titlerne "Kys det nu (det satans liv)" og den nyeste "Fuck den kærlighed" fra Showtime. Her bliver kærligheden netop ikke fuck’et, men overlever på trods: "Jeg drømte et svimlende ja / og vågnede til en helt ny dag / jeg tænkte, okay så, så kom med den kærlighed".

Hvad der i TV-2’s historie starter som en spinkel, rød tråd, bliver til et altbesejrende, rødt redningsreb: "Kærligheden overvinder alt".

"Spille her eller med hjem?"

Forlaget Stepnote tilbyder allerede nu mange af sangene som enkelttryk til download. Det er endnu en "blandet landhandel" på TV-2’s hjemmeside, hvor man gratis kan downloade de ældre noder fra Olafssongs og kan købe de nye, fine udgaver til typisk 15 kr. Første side kan ses gratis, og da "Lanternen" kun er på én side, er der nok ikke mange, der vil spendere de 11 kr., som siden koster. Som et kuriosum kan nævnes, at "Fuck den kærlighed" er i et arrangement for 3-stemmigt lige kor.

Det må være en smagssag, om man tager hele pakken eller plukker de numre ud, man har brug for her-og-nu. Jeg er ikke i tvivl; det er en fornøjelse at have dette store værk i hus – og så lige snuppe en sang mere.

Der er ingen tvivl om, at papirnodeudgivelser bliver en mindre og mindre del af den samlede musikproduktion, ligesom man nu opererer på mange platforme. Hvilket sidste side i Sangbogen – De 50 største tydeliggør med den lille krølle "Eventyret fortsætter på www, facebook, myspace, youtube og app’s."

Jo, TV-2 er med på noderne – i den sædvanlige, men overførte betydning. Og nu også i urdefinitionen.

Selvom de fire herrer måske ikke "skaber en verden perfekt", er svaret på spørgsmålet "Vil du danse med mig" et klart JA.