The Cure: Disintegration
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 326
The Cure er et band, der virkelig har udviklet sig. Prøv at lytte til deres tidlige numre som "Boys don’t cry", "Killing an Arab" eller "Primary". Det er punkede sange, og forsanger Robert Smith er meget aggressiv. I løbet af 80’erne udviklede de sig meget; deres sange blev længere, keyboards blev mere fremtrædende, de begyndte at eksperimentere mere, og måske vigtigst af alt blev deres musik mere melankolsk og deprimeret. The Cure var allerede ret kendte på grund af deres tidligere materiale, men deres store gennembrud var Disintegration fra 1989, som siden er blevet gruppens mest kendte plade. På den finder vi nogle af gruppens mest kendte numre, heriblandt "Pictures of you", "Love song" og "Lullaby". Mange af sangene på denne plade er rigtig lange. Faktisk er halvdelen over 6 minutter lange. På de længere sange er der ofte lange instrumentale passager, hvor du bare skal synke ind i stemningen. Det er tit virkelig smukt, og der bliver bygget rigtig godt op mod forsanger Robert Smith, der med sin hulkende stemme bliver pladens højdepunkt.
Med det sagt, det er let at forstå, hvis du ikke kan lide Robert Smith som sanger. Han kan være overmelankolsk, og for visse lyttere kan han sikkert være svær at tage seriøst med sin konstante vrælen, der ofte ikke engang rammer tonerne ordentligt. Sådan er min personlige mening dog ikke. Jeg kan slet ikke få nok af ham. Han optager som sagt ikke frygtelig meget af den ellers ret lange plade grundet de lange instrumentale passager, men når han er der, så er han fuldkommen fortryllende. Nu hvor jeg lige har nævnt det, ville det være godt at røre ved, at denne plade er virkelig lang. Jeg bliver altid lidt bange, når jeg skal lytte til plader på over en time, for det er forfærdeligt svært at retfærdiggøre sådan en længde. Gør Disintegration det? Det meste af tiden, ja. Jeg må dog sige, at det ikke er tilfældet ved hver gennemlytning. Nogle gange kan pladen være lidt af en mundfuld, og visse af numrene kan, hvis jeg ikke er i godt nok humør, bare føles uendeligt lange, når de stemningsrige instrumentale passager går i gang.
Sangskrivningen på Disintegration er helt fænomenal. Ikke alene sidder mange af sangene godt fast i hjernen, men de er også virkelig følelsesrige. Jeg mærker tydeligt den inderlige kærlighed på "Love song" og det skræmmende mareridtsscenarium på "Lullaby". Det mærkelige er, at jeg mærker dette allertydeligst i de instrumentale passager. Jeg mærker længsel, sorg, pinsel og alle mulige andre følelser virkelig tydeligt gennem hele pladen, og nu og da kan det faktisk ske, jeg selv går igennem dem – helt uden udefrakommende strabadser. Albumstrukturen er godt gennemtænkt. Især er slutningen en fascinerende, sammenhængende rejse. Jeg vil dog også sige, at slutningen kan være svær at komme igennem i starten, da de fire sidste numre tilsammen varer en halv time, men hvis du har tid til at høre det hele ud i et, så er det smukt sammensat. Jeg har ikke hørt specielt mange albums af The Cure, men mange siger, at denne er deres allerbedste, og det har jeg ikke svært ved at tro, for den er virkelig, virkelig god.