Carl Nielsen – et overbegejstret overblik

Anmeldelse af bogen: Torben Enghoff: Carl Nielsen -  et overblik
(udgivet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2015)

Jubii – endnu en bog om Carl Nielsen, som jo fylder 150 år lige om lidt. Der bliver øvet og spillet Carl Nielsen i det ganske land, og så venter vi stadig på biografien om ham. Før jul fik vi Peter Dürrfelds fine, lille bog "Den lille Carl Nielsen", og nu foreligger Torben Enghoffs bog med den beroligende og behagelige undertitel: "Et overblik" – og det er sandelig altid rart at få.

Pladsen til begejstring bruges op

Torben Enghoff er klassisk og rytmisk saxofonist, komponist og bestyrelsesmedlem i Carl Nielsen Selskabet. Derfor har han en bred musikbaggrund og et indgående kendskab til Carl Nielsen, som er gode forudsætninger for at give et overblik over Carl Nielsens musik.
I forordet lægger forfatteren ikke skjul på, at det er begejstringen, der driver værket. Når man beskæftiger sig indgående med et emne, er det naturligvis, fordi det interesserer en. Ingen skriver vel en halvlunken biografi om en mindre vedkommende person. Derfor er denne bog også gennemstrømmet af en begejstring – en begejstring, som er så overvældende, at den efter et stykke tid næsten opfattes som unødig støj.

Opslag og overblik

Torben Enghoff har valgt at genreopdele værkgennemgangen, så vi først får de seks symfonier, dernæst koncerterne, de øvrige orkesterværker, de to operaer, korværkerne, kammermusikken, sangene, lejlighedskantaterne samt slutteligt Carl Nielsens skriverier.
Det betyder, at man ved hjælp af den omfangsrige indholdsfortegnelse let kan slå op på eksempelvis korværket ”Fynsk Foraar”, hvis det lige præcis er det, man skal ha’ på plads.
På godt to sider får vi ”Fynsk Foraar” efter den gennemgående skabelongennemgang: Forhistorien, selve værket samt modtagelsen af værket. Forhistorierne er grundige optakter, som allerede er beskrevet i de mange Carl Nielsen-biografier. Naturligvis her med den gode historie om, at den originale tekst havde puttet sig bag en skrivebordskuffe, og at Carl Nielsen – som sædvanlig – var i tidsnød.
I dette eksempel gennemgås selve musikken ikke tæt, men Enghoff siger: ”Det er lutter idyl, men ikke forloren idyl. Det er musik og tekst, der signalerer: Jeg har ret til at nyde og næres af det, jeg er runden af.” Hvad man så kan bruge det til. Her ville jeg nok have nævnt terzetten mod slutningen, der peger mod Nielsens symfoniske arbejder.
Afsnittet sluttes med citater fra anmeldelser, og gennem hele bogen er der fantastisk mange positive anmeldelser. Når de mindre pæne nævnes, er det ofte med undskyldningen, at anmelderen enten ikke forstod det eller ofte senere hen blev klogere.
Sproget i Carl Nielsen – et overblik holdes i nutidigt talesprog; om operaen ”Saul og David” hedder det, at ”så kører det simpelthen for ham”. Om samme opera skriver forfatteren, at efter premieren ”har operaen været stedmoderligt behandlet af både teater og journalistik”. Det må glæde Enghoff, at operaen har repremiere her i april.

Hellere frisk fra fad

Torben Enghoff nærmer sig den i vores tid sjældne panegyrik – det gode ord for en ukritisk forherligelse. Vi får eksempelvis side 127 et overkrængende billedsprog om den anden violinsonate: ”Fra små æbleblomster til voldsomme termikbobler”.
Enghoff må dog retfærdigvis indrømme, at der i korværket ”Hymnus Amoris” er en stille korindsats, som ikke fungerer, og mod bogens slutning er også et helt kapitel med titlen ”Diskussionen om Carl Nielsen”. Gennem årene er det gang på gang blevet påpeget, at Carl Nielsen ikke havde de største evner til at instrumentere. For komponisten var melodi, rytme og harmoni det vigtigste, og ikke, hvordan orkestret blev iklædt musikken. Betegnende er også, at grundet den evige tidsnød var det tit gode venner og elever, der orkestrerede værkerne færdige.
Enghoff pointerer, at hvis Carl Nielsen skulle have brugt mere tid på instrumenteringen, havde han ikke skabt de værker, han gjorde. Og jeg mener, han har ret, når han siger: ”Hvis der er noget, der er bærekraft i Carl Nielsens musik, så er det den vildtvoksende, hjertegribende, intuitive evne for spontant at forme melodier og dreje dem hen på de mest overraskende steder som det naturligste i hele verden.”
Flere værker udpeges som gode startsteder for nylyttere; bl.a. ”Helios Ouverture” og ”Fantasistykker for obo og klaver”. Det er da brugbare oplysninger. Brugbart er også det fine ”Rids af dansk sang før Carl Nielsen ”, inden Carl Nielsen og Thomas Laub med opsmøgede ærmer og som sande guttermænd gik i gang med at rydde op i den folkelige sang. Dette er dog undertegnedes formulering, som jeg tror både Carl Nielsen og Torben Enghoff ville godtage.
Jeg har trods ovennævnte indvendinger haft glæde og fornøjelse af at læse bogen i ét stræk. Det har givet nogle gentagelser, men som opslagsbog er dette underordnet. Ligeledes ville jeg nok have foretrukket en kronologisk gennemgang; kronologien får jeg så overblikket over med den afsluttende årstalsoversigt fra 1865 til 1931.

Som mange elsker jeg også Carl Nielsen, og derfor kan jeg godt kapere dette begejstringsskrift, som også giver et substantielt overblik. Og som Lillecarl ville ha’ sagt: ”Nu ikke flere ord – lyt til musikken!”