Nick Drake: Pink moon
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 320
Nick Drake er en alt for overset musiker. Hans deprimerede, torturerede sjæl var byggesten for tre fantastiske album, men den gjorde ham også meget sky, og den ledte desværre også til hans alt for tidlige død, da han begik selvmord i 1974 som blot 26-årig. Den sidste plade, han nåede at optage hed Pink moon, og han udgav den i 1972, to år før sin død. To år før denne udgav han Bryter layter, som var en teknisk imponerende plade med sin varierede, barokke instrumentation. Med Pink moon ville han tage musikken ned på et mere basalt niveau. Det er et godt gammeldags folk-album, det varer under en halv time. Nick Drake er den eneste, der spiller på hele albummet, og kun på en enkelt sang, nemlig titelnummeret, spiller han foruden guitar også klaver. Det gør, at Pink moon bliver en meget intim plade, hvor Drakes følelser kommer tydeligt igennem. Han starter albummet godt ud med det smukke titelnummer, der opgivende taler om dommedagens komme. Det er dramatisk, men mest af alt er det trist. Man får rigtig ondt af Drake, og klaveret gør faktisk det hele tristere, fordi det kun optræder, når han ikke synger.
Nick Drakes sangskrivning er noget for sig. På sangen "Know" begynder han ikke at synge før halvvejs gennem nummeret, og efter 20 sekunder med sang vender Drake tilbage til bare at nynne. Den kører over et ret ensformigt guitarriff, men det virker faktisk. Det lyder som et forvirret indblik i Drakes sind, og det føles lidt som en Groundhog Day-situation. Drakes guitarspil er naturligvis en stor del af pladen – og det er helt sublimt. Han spiller som sådan ikke noget specielt kompliceret, men han får det til at lyde som en drøm, nok fordi han lægger så mange følelser i, og nok også fordi det føles utrolig godt sammensat. På en sang som afslutningsnummeret, "From the morning", går guitaren konstant op og ned, og ikke en tone lyder forkert, selvom den gør mange forskellige ting. Blandt de mange flotte numre finder man også to instrumentale, og det er virkelig smukt at høre, hvor flot Drake kan udtrykke sin depression uden at sige et ord.
Hvis et album rammer en perfekt længde, så er jeg altid rigtig glad, og jeg er ikke bange for at kritisere albumlængde. Når man har en plade på under 30 minutter, så kan det ofte ske, at man synes, pladen er ufuldendt. Pink moon føles dog fuldstændig afrundet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne forlænge dette album. Desuden er tempoet generelt meget langsomt, lyden er meget stille, sangene er meget triste, og de er næsten alle spillet udelukkende på guitar. Man har brug for mere varieret instrumentation og nogle hurtigere, mere højlydte og gladere sange, hvis man skal have et længere album til at fungere dynamisk, men sådan noget ville bare ikke passe ind på Pink moon. Det er et dybtgående, seriøst indblik i en deprimeret mands sind, og ingen musik kunne reflekterer det bedre end det, der er på pladen. Mere ville gøre denne korte plade for lang, for så ville vi bare få mere af det samme. Pink moon er det, alle, der sætter sig ned og skriver triste sange med en akustisk guitar, burde drømme om at lave. Den har kvalitet fra hoved til hale.