Genre: 

The Wailers: Burnin'

Bob Marley & the Wailers: Burnin'
12-04-15
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 319

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil han højst sandsynligt blive ved at være i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley ikke den eneste forsanger, og i stedet for Bob Marley & the Wailers hed de dengang blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og her finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig "Get up, stand up" og "I shot the sheriff". "Get up, stand up" starter pladen, så det er en formidabel start, og "I shot the sheriff" er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre gode sange. En af dem er "Hallelujah time". Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra "Get up, stand up", men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende "I shot the sheriff".

Mange af numrene er genindspilninger af sange, The Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som "Small axe" og især "Duppy conqueror" i dag kan virke lidt gammeldags i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også, navnlig på "Small axe". Dynamikken på "Duppy conqueror" er også flot, men jeg bliver altid ret irriteret over en bestemt lyd på nummeret; en af sangerne laver en irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som "One foundation".

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang "Rasta man chant" ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt skæve. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor reggae-fan, så er Burnin’  bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.

Besøg Kjartans musikblog