Jay-Z: Reasonable doubt
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 248
Der var engang en ung, lovende rapper ved navn Jay-Z. Han havde gode kontakter, heriblandt Mary J. Blige og The Notorious B.I.G., der begge allerede var succesfulde, da Jay-Z fik udgivet sit første album, Reasonable doubt, i 1996. Når man lytter til det, er det en lidt underlig oplevelse. Jay-Z er nu et af de største navne i hip hop, og alle hans gæster på denne plade er enten døde eller irrelevante i dag. Hvornår hørte du sidst nyt fra Foxy Brown eller Memphis Bleek? Det er også helt utroligt, hvor god han var dengang. Jeg synes stadig godt om ham på albums som Watch the throne, men her er han på et helt andet niveau. Han er her ridset op som en mafioso a la film som The godfather, der bliver refereret så tidligt som på første track, "Can’t knock the hustle". På omkvædet til dette nummer synger Mary J. Blige, og de går fuldkommen naturligt sammen. Blige fjerner ikke fokus fra Jay-Z, og trods de mange gæster og samples, så er det gennemgående vores kære rapper, der er i fokus. Og på intet album er han så lyrisk imponerende som på dette album, end ikke på min favorit, The blueprint.
Men nu er lyrisk kunnen jo ikke alt, vigtigt er det også at have noget at snakke om. Og mange af sangene handler ikke rigtig om andet end hvor sej en mafioso og rapper, Jay-Z er, og det er han dygtig til at gøre med sjov legen med sproget. Der er dog nogle undtagelser blandt de 14 sange, men de kommer ret sent inde. Jeg forstår, at man lige skal introducere Jay-Z, før man undersøger ham dybere, men de første fem sange handler ikke om andet end det sædvanlige. Der er dog nogle fede numre imellem. Åbningsnummeret er fantastisk, og "Brooklyn’s finest", hvor selveste The Notorious B.I.G. er med, er en af de fedeste energibomber på pladen, selvom Biggie nok kommer med en af sine værste linjer nogensinde. Og "Dead presidents, Pt. 2" er muligvis pladens bedste sang, den har et dramatisk beat og et godt oldschool Nas-sample i omkvædet, og Jay-Z er rå og direkte i sin levering. Han siger ganske vist, at han er en sej gangster, men han får det ikke til at lyde glamourøst. Det er dog først med track 6, "D’evils", hvor man får ordentlig indsigt i Jay-Z’s problemer som gangster – og det ender med at være en af pladens allerbedste sange.
Andre afvigelser inkluderer "Ain’t no nigga", der nok er den sang på pladen, jeg er mest usikker på. På den ene side er den funky og fængende, og Jay-Z spytter virkelig stærkt – samtidig er den frygtelig sexistisk. Sangen maler ham op som noget kvinder bør sigte efter, selvom han kun er sammen med dem på grund af sex, og han er dårlig til ikke at være utro. Der er også den meget korte "Friend or foe", hvorpå Jay-Z er stillet overfor et dilemma, hvor en af hans nære partnere er ved at udvikle sig til en konkurrent. Det er kort, og det er godt fortalt. "Coming of age" er det stort set modsatte. Her introducerer vores mafioso en ung mand, Memphis Bleek, til mafia-livets gode og dårlige sider. Man føler et nærvær mellem dem, og Memphis Bleek er faktisk også ret skarp. Afslutningsnummeret, "Regrets", handler om lige det, titlen antyder. Det er en god måde at afslutte en plade, der ellers har fokuseret på at vise hvor sej, Jay-Z er, for så virker han stadig meget menneskelig. Der er nogle tidstypiske problemer på Reasonable doubt: For mange skits, pladen er for lang, og for mange tracks er for ens i tema. Men selv med alle disse problemer er Reasonable doubt en virkelig imponerende hip hop-plade.