The Byrds: Mr. Tambourine man
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 232
Man kan få lidt ondt af et band, hvis største hit er et cover. Men det har jo aldrig stoppet Aretha Franklin, Marvin Gaye, Janis Joplin eller Jeff Buckley, og det stoppede på ingen måde The Byrds. Deres fantastiske cover af Bob Dylans "Mr. Tambourine man" var ikke blot deres første og største hit, det var også en sang, de var utrolig stolte af. Den gav titel til deres debutalbum, og ideen med at lave en mere elektrisk, psykedelisk udgave af en Dylan-sang gentog de også – der er hele fire af slagsen blandt pladens 12 tracks. Derudover fortolker de også Pete Seegers "The bells of Rhymney" og Vera Lynns "We’ll meet again". Det er så halvdelen af pladen, men de gør det faktisk rigtig godt. De mange covers sørger de for at forene nydeligt med deres flotte lydbilleder.
De er også ganske glimrende sangskrivere på egen hånd. Man behøver ikke at kigge meget længere end til track 2 for at opdage dette: "I’ll feel a whole lot better" er en fantastisk popsang, der hænger godt sammen. Og den lyder helt unikt af The Byrds. Der er mange små finurligheder, der gør den til et mesterværk. Men måske skjulte Gene Clark, der har skrevet de fleste originale sange, sine sangskrivningstalenter lidt væk. Det føles nemlig som om, der er en del fyld. Forud for denne anmeldelse har jeg lyttet til pladen adskillige gange, den er nemlig utrolig kort. Selv med alle de gennemlytninger har jeg svært ved at få særlig meget ud af de originale sange. Jeg elsker virkelig den dystre stemning på "I knew I’d want you" og "Here without you", men angående sangskrivning er der ikke så meget at komme efter. "It’s no use" og "Don’t doubt yourself, babe" er nogle mere spøjse sange, og især den sidste holder ret godt. Den er ikke skrevet af Gene Clark, men af Jackie DeShannon specifikt til gruppen. Den eneste originale sang, jeg nu mangler, er "You won’t have to cry". Den er der heller ikke så meget at fortælle om, udover at Jim McGuinn er ret imponerende på guitaren, og at introen lover mere end sangen leverer.
Man skal dog være et forfærdeligt band for at ødelægge klassiske Bob Dylan-sange, for hvis nogen sangskriver har lavet musik, der ikke kan ødelægges af selv de værste, så er det Dylan. Men Byrds er ikke dårlige, de er faktisk helt fænomenale. Der er bare fyld på deres debutplade, det er der på så mange plader fra tilbage i 1960’erne. Det bedste på pladen er da foruden "I’ll feel a whole lot better" deres mange covers. Det er ikke kun af kommercielle årsager, at de fortolker så meget Dylan på denne plade. Det er også fordi, deres lyd er utrolig velegnet til Dylans sangskrivning. De sørger for at have meget lyd af hans folk samtidig med at sætte både noget rock og psykedelia i hans musik. Deres vokalharmonier er virkelig smukke, og Dylans bevidst manglende perfektion giver gruppen noget kant, der mangler på mange af deres originale sange. Pete Seeger er som stor indflydelse for Dylan også perfekt for The Byrds, og deres cover af "We’ll meet again" runder faktisk pladen flot af med sin sentimentalitet. "Mr. Tambourine man" er en fantastisk sang, en af de bedste nogensinde, og den har givet navn til en ganske god plade. Det er fristende at kalde den en usleben diamant, men den er rettere lidt mere poleret end hvad godt er.