Queen: A night at the opera
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 230
Hvis du spørger folk om hvad historiens bedste rocksang er, så er chancen stor for, at de svarer "Bohemian rhapsody" af Queen. Sangen stammer fra deres klassiske plade A night at the opera fra 1975, som også ofte opfattes som deres bedste. Den er et virkelig varieret udbud af sange, og den er konstrueret meget som man kunne forvente hos en progressiv rockgruppe. Sangene er ganske forskellige, men de er sammensat, så det giver mening. "Lazing on a Sunday afternoon", "Seaside rendezvous" og "Good company" er simple, overdrevent lystige numre, der er inspireret af varieté-musik, men de er krydret godt med Queens personlighed. Der er noget camp over at høre så simple sange mellem store musikalske visioner som "Death on two legs (Dedicated to …)", "The prophet’s song" og "Bohemian rhapsody". Det er dog virkelig forfriskende, og noget af det, der har gjort Queen meget mere populære end f.eks. Yes og The Alan Parsons Project, er da netop, at de ikke er særlig selvhøjtidelige, men de er samtidig lige så talentfulde som disse grupper.
Og selvom de har meget til fælles med progressiv rock på A night at the opera, så er der også meget pop over deres tilgang til sangskrivning. Det tydeligste eksempel er "You’re my best friend", der er øjeblikkeligt fængende med sit fantastiske klaverriff. Men også sange som de noget hårdere og mere komplicerede "I’m in love with my car" og "Death on two legs" lægger sig med det samme i hukommelsen. Selv "Bohemian rhapsody", en sang, der end ikke har et omkvæd, og som skifter struktur mere eller mindre konstant, er så fængende og mindeværdig, at den toppede hitlister overalt i hele verden. Og jeg er langt fra den eneste, der har lært den sang udenad. "Bohemian rhapsody" er endda ikke den mest komplicerede sang på pladen. Det er nok den 8 minutter lange "The prophet’s song", der ganske vist starter simpelt, men mod midten er der nogle helt vilde a capella-sektioner, som virkelig får lytteren til at vifte med ørerne. Det er fuldkommen episk, og det fortsætter i lang tid. Nogle ville måske sige, at det er for længe, men selv elsker jeg nummeret rigtig højt.
A night at the opera er en sær sammensætning af sange. Hvis du spillede dem i tilfældig rækkefølge, ville mange sikkert have svært ved at tro, at det var det samme band. Men når man hører dem i rækkefølge, så er det smukt. Det hele passer fuldkommen perfekt sammen, og det er også derfor at numre som "Seaside rendezvous" og "Good company" er så gode. De er jo bare små, sjove sange, og ved siden af "Bohemian rhapsody" kunne de have virket banale, men det er sat sådan op, at pladen er en rutsjebanetur mellem høje og lave dynamiske punkter. Og efter en gennemlytning er man altid på en gang tilfreds og har mod på at høre pladen en gang til. Når man lader første sang gå i gang, er det svært at stoppe igen. Dette er også fordi en sang går i gang stort set så snart den forrige er slut, og af og til er det ikke helt til at finde ud af, hvad der er intro til en sang og outro til en anden. A night at the opera er en fantastisk plade fra start til slut, som alle bare burde lytte til.