ABBA: The definitive collection
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 180
Opsamlinger skal ikke være for lange. Hvis man synes, at en opsamlings job er at introducere nytilkomne lyttere til en kunstners værk, bliver indtrykket uoverskueligt, hvis albummet varer to en halv time. Men hvis vi derimod vil have en samling numre, der næsten skal erstatte gruppens øvrige diskografi. For har du nogensinde lyttet til et ABBA-album? Det har du måske, men I dag hører de fleste bare deres hits, og den bedst sælgende ABBA-plade har år efter år været den jævnligt genudgivne opsamling ABBA gold. Det er en af den slags plader, som alle hjem vist har, måske i flere forskellige udgaver. Det kan man ikke just sige om Arrival eller ABBA: The album, og man kan ikke engang rigtig sige det om gruppens andre opsamlinger. End ikke den ellers ret roste The definitive collection fra 2001 er nær så populær. Og den kan ellers med rette kaldes definitiv. Hvis man går mere op i de individuelle numre end plader som helhed, har denne plade det hele, og den er med sin 2,5 timer dobbelt så lang som den oprindelige udgave af Gold.
Det er vigtigt, når vi har at gøre med sådan en stor opsamling, at der ikke mangler noget i tracklisten. Her er det oplagt at sammenligne med den oprindelige udgave af Gold, og hvert eneste nummer derfra er til stede. At sammenligne med fortsættelsen, More gold, viser dog et par mangler, men jeg vil mene, at de fleste af disse numre ikke er særlig væsentlige. Det mest berømte nummer, der ikke er på The definitive collection er "Our last summer", og det er efter min mening ikke en mærkbar eksklusion. Så den består i forhold til at have hits. Så er noget andet vigtigt selvfølgelig rækkefølgen. Og den er på The definitive collection helt kronologisk efter singlernes udgivelsesdato. ABBA er en gruppe, der har udviklet sig meget fra pop-rock til eurodisko. Og de har lavet imponerende numre i alle genrer, de har beskæftiget sig med, hvilket ikke er almindeligt. Dog lavede de meget musik i bølger, så på The definitive collection får man alle de gamle pop-rock-numre lige i rap. Det gør selvfølgelig, at man kan følge udviklingen, men det gør også pladen mindre dynamisk end f.eks. Gold eller More gold.
Men hvorfor bliver jeg ved med at sammenligne med Gold og More gold? Dels fordi jeg har haft dem i lang tid, og som med så mange, der ligesom jeg ikke var der dengang, har de været min væsentligste adgang til deres musik i mange år. Jeg har hørt dem sammen med venner, jeg har hørt dem med familien, jeg har hørt dem til uigenkendelighed. Og noget af det smarte ved dem er, at hvis du vil have de allerstørste hits, lytter du til Gold, og hvis du bliver glad for det, kan du give dig i kast med More gold. Det væsentligste, The definitive collection har givet mig, er et indblik i nogle af de tidligere sange, fra deres rock-år, som jeg ikke kender så godt. Det er ikke ligefrem min foretrukne afdeling af deres diskografi, men det var sjovt at lære at kende. Men jeg har virkelig et godt forhold til ABBA, som end ikke ti dårlige musicals ville kunne ødelægge. Jeg elsker et stort antal af deres sange, så i mangel på bedre, kan The definitive collection godt anbefales, og der er ikke grund til udskiftning, hvis du allerede har den. Men Gold og More gold er lettere at få fat på, og du har dem måske allerede.