Margot Price på Tønder Festival

Med blot sit soloalbum “A  Midwest Farmer's Daughter” i bagagen indtog Margot Price fredag aften Tønder Festivalen scenen i det største spejltelt Palais de Glaces. Hun er spået af det amerikanske musikblad The Fader til at være “Country’s next star”, og af Rolling Stone er hun blevet udnævnt til en af de countrysangerinder, som man bare skal kende til, hvilket må lægge et vist forventningspres på den unge Margo. Som en ekstra topping kan det nævnes, at hun derudover har formået, som første og eneste countrysangerinde, at blive signet af Jack Whites pladeselskab Third Man Records.

Dette formodede forventningspres tog Margo Price nu sådan temmelig oppefra og ned. I knaldrød rød heldragt modtog hun det forventningsfulde publikum og med masser af charme lagde hun ud med den selvbiografiske “Hands Of Time”.

Margo Price voksede op i en lille flække i Illinois. Hun har igennem igennem sit 33-årige liv brogede oplevelser nok til at kunne skrive med hjerte og smerte, som er en ægte retrocountry-stjerne værdi. Hun oplevede som lille, at familiens gård måtte sælges på grund af pengeproblemer. Hun droppede ud af college for at forfølge musikdrømmene og flyttede til Nashville. Her spillede hun på diverse barer, mødte de forkerte type af mænd, drak for meget og fik et par fængseldomme på c.v’et. 

Hendes opvækst og turbulente oplevelser i voksenlivet skinner da også tydeligt igennem i hendes tekstunivers, hvor hun synger om de uforudsigelige og bratte omvæltninger livet kan bringe. Hun formår på bedste country-vis at stikke kniven i hjertet og dreje rundt. Sange som “Weekender” og “Four Years of Chances”- førstnævnte om Margo Prices egne oplevelser i fængsel og dernæst en hyldest til alle kvinder, der ligesom Margo Price har været i kløerne på de forkerte mænd.

Som mange andre musikere hyldede Margo Price Tønder Festivalen for den helt unikke stemning, der findes hernede. Hun var dog også begejstret for landskabet i Tønder og omegn, da det mindede hende om hendes opvækst i Illinois, hvor det flade landskab, majsmarkerne og traktorerne også er et velkendt syn, hvilket jo passende kunne kobles op på “Poor Old Dirt Farmer” oprindelig en sang af Levon Helms - men som jo Margo Price havde lånt til lejligheden.

I bedste gypsy-style med tamburin med påhæftet tørklæde dansede Margo Price sig gennem koncerten med sin stærke vokal gav hun publikum hvad de havde betalt for - og lidt mere til.  For selv om Margo Price nok som udgangspunkt vil betegnes som Country med masser af slideguitar, så sniger der sig også en hel del rockede elementer ind i hendes musik. I numre som “Tennessee” og “Hurting (On The Bottle)” skrues der lige en ekstra gang op for trommerne og guitaren.

En vigtig lektie i livets skole er, at man selvfølgelig ikke tage ting for givet, men efter at have lyttet til Margo Prices melodier og tekster vil jeg dog vove at påstå, at ret oplagte inspirationskilder kunne være Countrydronningen over dem alle; Dolly Parton, Emmylou Harris og sidst men ikke mindst Loretta Lynn. Under alle omstændigheder henledes opmærksomheden på ligheden mellem Lynns albumtittel “A Coal Miners Daugther” og Prices “A  Midwest Farmer's Daughter” - tilfældigt er det nok næppe.