Hank Williams: 40 greatest hits
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 129
Jeg er ikke en stor countryfan, det indrømmer jeg, og at skulle anmelde The complete Hank Williams var derfor noget af en opgave. Men Hank Williams-opsamlingen 40 greatest hits fra 1978 har virkelig indsnævret det til creme de la creme af Williams’ værk. Størstedelen af disse sange husker jeg tydeligt fra mine oplevelser med mega-bokssættet. Når jeg får hans karriere i denne mere kondenserede udgave, er det også tydeligere, at Hank Williams faktisk var god til det med ord. Man får ikke et eneste uægte rim, og hvis det ikke var imponerende nok, er hver eneste tekst samtidig tydeligt formidlet, mens han konsekvent fokuserer på emnet. Ordvalgene er også meget naturlige for det miljø, han repræsenterer. Williams har også et rigtig godt øre for fængende melodier. Der er hele 40 sange her, men når jeg kigger ned ad tracklisten, kan jeg sagtens huske melodierne til næsten alle sange bare ved at se titlen. Dette er ej heller fordi de bare banker melodien ind, for kun ét nummer varer over 3 minutter.
Hvor Hank Williams’ melodier altid er fængende, ender han dog tit med at blive lidt for glad for visse af dem. Man skal ikke lede længe for at finde to melodier, der er helt ens: femte nummer, "Mind your own usiness", er blot en mindre energisk udgave af åbningsnummeret "Move it on over"; "A mansion on the hill", "Wedding bells" og "My son calls another man Daddy" har også alle samme melodi. Foruden dette problem skriver Hank Williams om de samme emner rigtig tit. Han skriver om kærlighed, især at få sit hjerte knust, men også af og til de mere lykkelige sider. Der er også nogle få sange om andre ting, men der er langt mellem dem. Jeg indrømme, at Williams’ stemme dog sælger disse emner rigtig troværdigt. Der er masser af følelse i hans stemme, og det er uanset emne. Hans vanlige små knæk kan dog godt ende med at være en smule irriterende i længden. Fyrre sange er trods alt ret meget. Trods deres korte gennemsnitslængde er pladen næsten 2 timer lang.
De 2 timers længde er nok en af de helt store dræbere. Hank Williams udgav aldrig et album i løbet af sin levetid, kun en lang stribe singler. Han mestrede virkelig singleformatet, selvom jeg må indrømme at visse sange stadig er lidt for vamle til min smag. Ingen af sangene holder heller helt fantastisk i dag, da de er ret simple, og mest af alt er et grundlag, som mange sangskrivere har bygget på sidenhen, men en stor del er stadig charmerende og underholdende. Williams er utvivlsomt dygtig til det, han gør, men det gør ikke nødvendigvis hans værker særlig gribende. Hans talenter er dog så åbenlyse, at jeg klart kan anbefale folk at lytte til ham, men 2 timers Hank Williams er simpelthen for meget. Det er ikke så svært at komme igennem som The complete Hank Williams, men det er stadig anstrengende. Vi lever i streamingalderen, lyt hellere til nogle udvalgte sange her og der. Hank Williams har aldrig været tiltænkt albumudgivelser, så hvis du vil gøre dig bekendt med ham, anbefaler jeg rettere at lytte til individuelle numre som "Move it on over", "Jambalaya", "I’m so lonesome I could cry", "Hey good lookin'" eller "Long gone lonesome blues".