Hellwitch: At Rest

Ved indgangen til 90’erne var Ricardo Campos nogenlunde lige kendt for den ihærdighed, med hvilken han skød udgivelser på Wild Rags Records afsted fra sit soveværelse, og for beskyldningerne fra de bands, han udgav, om langt fra at være lige så hurtig til at betale dem royalties. Det var dengang, hvor alle troede, de skulle være det næste Sepultura eller Morbid Angel og leve som konger af at spille thrash og dødsmetal, og det tager ikke mere end et hurtigt kig ned over listen af udgivelser fra de år for at konstatere, at størstedelen af dem hurtigt sank tilbage i glemslen igen, og at der nok var en grund til, at limousinerne og A&R-folkene fra Roadracer og Earache udeblev. Hvis man skrev for et zine dengang, og hey, vi skrev alle for et zine dengang, lå der flere gange om måneden promopakker med nye kassettebånd fra Wild Rags, og en plade som Blasphemys debut, ‘Fallen Angel of Doom....’, var en øjeblikkelig klassiker, men resten har det med at fortabe sig i glemslen.

Et af de bånd, jeg dog med nogle års mellemrum har været nede i kælderen og hente på hylden, er debuten ‘Syzygial Miscreancy’ med Fort Lauderdale-bandet Hellwitch. Sidst, det kom frem, var i anledning af Vektors mesterlige ‘Terminal Redux’ sidste år, fordi den plade så tydeligt tog sit udspring i det, Hellwitch i 1990 prøvede at opnå. Hvis Hellwitch havde været bare et år eller to tidligere ude med deres debut, hvis thrash ikke var blevet først kommercielt og bagefter skånselsløst umoderne, hvis Sadus ikke havde været bedre end Hellwitch til at krydse over til Atheists tech-death-publikum: Hvis omstændighederne havde været anderledes, havde Hellwitchs eneste oprindelige fuldlængde været begyndelsen på noget stort og ikke bare en perle blandt connaisseurs. I 1990 var ‘Syzygial Miscreancy’ alt for ekstrem og voldsom i forhold til den fremherskende, polerede Bay Area-thrash og alt for teknisk og indviklet i forhold til deres labelmates Brutalitys Tampa-død.

Komplekst vanvidsridt

Når Hellwitch vender tilbage med ep’en ‘At Rest’ nu, skyldes det dog ikke alene, at metalscenen har genopdaget dem i kølvandet på Vektors succes. Faktisk vendte Hellwitch tilbage allerede i 2004 og udgav endda endnu en fuldlængde i 2009, ‘Omnipotent Convocation’, som der bare ikke er nogen i hele verden, der har hørt, selvom det var en glimrende plade. Men måske er jorden gødet bedre nu af Vektor. ‘At Rest’ er i hvert fald ikke nogen dårlig 7” at vende tilbage med efter otte års studiestilhed og et enkelt livealbum fra sidste år. Nok er titelsangen i lange stræk mere straight, end hvad man umiddelbart husker Hellwitch for, selvom den faktisk er en genindspilning af en sang fra demoen ‘Anthropophagi’ fra 1994. Men Patrick Ranieri har stadig sin højt-pitchede snerren, der kammer over i rædselsskrig, og J.P. Wilson pisker blastbeats af i mangedobbelt tempo henover melodilinjerne i valsetakt, inden det hele brydes ned i talrige mellemspil og et Voivodsk synkoperet koda.

‘Megalopalyptic Confine’, der fik sin premiere på livealbummet ‘A Night at the 5th’ sidste år, er endnu tættere på det vanvidsridt, Hellwitch i sin tid præsterede: Melodilinjerne er komplekse og hvirvlende, guitarharmonierne herligt skæve, temposkiftene konstante og sangen så ubønhørligt frådende, at det er en sand fryd. Flangerintroen er egentlig det eneste, der rigtig skæmmer nummeret som et lidt for nostalgisk throwback til firser-thrashen. At den samtidig er et nik til introen på ‘Viral Exogence’ fra ‘Syzygial Miscreancy’ forstærker kun det indtryk. Ellers er det tydeligt, hvordan det her var med til at angive den retning, som den kompositionsmæssigt mere ambitiøse del af den norske black metal-scene slog ind på op igennem halvfemserne. Pludselig virker det i hvert fald ikke længere helt så opportunistisk, at Wild Rags sidenhen licenserede kassettebåndsudgivelserne af Emperor og Gorgoroths debutplader i USA, for den gren, de kom til at tegne på deres efterfølgende klassikere, havde den mest fremsynede del af thrashen allerede skabt blåtrykket for.

Hellwitch var et af de bands, der var med til at forme den gren af metal og ikke fik ordentlig credit for det. I 2017 trækker de en rød tråd gennem tredive års ekstremmetalhistorie. Det er under alle omstændigheder værd at lette på thrasherens omvendte kasket for.