Megadeth: Thirteen

Ja, titlen på Megadeth’s trettende album er stavet som en dårlig horrorfilm, der forsøger at fremstå hip, men lad dem ikke snyde ærede heavy hoveder, det her er en af årets bedste old school heavy metal plader. Som et uforanderligt levn fra 80erne holder Dave Mustaine fast i gamle dyder, men formår på samme tid stadig at vride imponerende og sindssyge riffs ud af den gamle formel – hipt er det satme ikke, men det holder.

Det er som om tiden står stille i Megadeth’s gammeldags univers, tilgangen virker velkendt, men på dette album alligevel frisk og uden tegn på rust. Stokkonservativt muligvis, men også herligt uprætentiøst at nogen stadig forsøger at holde den klassiske metalfane højt mod himlen.. eller bare svaje godt med den i helvede, imens spaden graver dybe huller.
Jeg havde den blandede fornøjelse at opleve Megadeth live i marts måned, sammen med Slayer, og her fremstod bandet noget trætte og rutineprægede i forhold til deres onde kumpaner i Slayer. Men på dette nye album lever bandet i høj grad, og lyder motiverede fra første anslag i åbneren “Sudden Death”.
Og herfra forsætter den egentlig blot ufortrødent med at fyrer hidsige soloer, lirede riffs og medrivende melodier af i et hæsblæsende tempo, som havde de af ren og skær stædighed fremtvunget en anden ungdom. Man anede allerede på det forrige album “Endgame”, at Megadeth ikke var klar til at blive puttet i graven endnu, men her i 2011 har de taget et stort skridt væk fra kanten.
“Public Enemy no. 1” er endnu en født klassiker til Megadeth’s bugnende bagkatalog, fornyelse er som hos Slayer en by på en fjern slagmark, men ligesom Slayer på deres seneste album “World Painted Blood”, så lyder de nye numre lige en anelse mere bidske og vitale end deres dåbsattest måske burde tillade.

Megadeth er nærmest synonym med Dave Mustaine, som over årene har haft godt gang i bandsvingdøren på de andre pladser, udover den nu tilbagevendte bassist Dave Ellefson, der var med fra begyndelsen i 83 til 02, og nu igen flankerer Mustaine. Den nuværende besætning består derudover af trommeslager Shawn Drover (fra 04-) og guitarist Chris Broderick (fra 08), og de gør det glimrende på “TH1RT3EN”. Men tag ikke fejl – det er den gamle duo der styrer løjerne, og Meagdeth ER Mustaine!
Svage øjeblikke er der ikke mange af, kun afslutteren “13” er decideret sløv og lyder som regulært genbrug af ældre ballader. Ellers holdes et tårnhøjt niveau på uomgængelige sange som “Wrecker”, “Fast Lane”, “Never Dead” og “Whose Life”, man mistænker faktisk bandet for at være på en form for doping – noget Dave’s ex bandkammerater i Metallica måske skulle overveje, for i direkte sammenligning har Los Angeles overhalet San Fransisco.

Der er noget vidunderligt kikset og vulgært over et band som Megadeth, der på samme tid lykkes med at bevæge sig fremad i en forbilledlig energiudladning og stå fuldstændig urokkeligt stille, imens verden drøner forbi, eller styrter sammen rundt omkring dem. Dette album er et ypperligt bevis på at forandring ikke altid fryder og, at holde fast ved det man mestre kan gøre, at man overhaler alle de andre der leder efter fornyelse i nødsporet. New World Order? Muligvis ikke, men mindre kan også gøre det, når det gøres på mædal manér som her.