Gary Moore: Still Got The Blues (1990)

En gang imellem kan jeg godt tage mig selv i at stå til en koncert og tænke: "Hvad skete der egentlig med guitarsoloen?" Det er nemlig ikke ret mange nyere bands og kunstnere, der exceller i den - nu tydeligvis glemte - kunst at levere en solid gang tråd midtvejs i et nummer.

Det kan der sikkert siges meget fint om, for når alt kommer til alt, så kunne en femten-tyve stykker af disse i løbet af en koncert eller et album også være ret enerverende. På den anden side; hvis man nu har en virtuos på lead-guitaren, så kan en velanbragt solo også være på sin plads; især hvis den ikke blot bliver brugt til at demonstrere guitaristens tekniske velfunderthed og høje niveau, men lægger sig til musikken og accentuerer og understreger, hvor det giver mening.

Skulle man nu have lyst til at høre, hvad en tydeligt hørbar og velspillet guitar kan gøre ved musikken, så er Gary Moores Still Got The Blues fremragende til at demonstrere dette. Ikke nok med, at der langes guitar-soli ud i højtalerne for et godt ord, guitaren er også på samtlige skæringer på albummet aldeles dominerende i både melodiskabelsen og i det samlede lydbillede. Her er ikke så mange dikkedarer, det er 1-2-3-4 og så deruda' i en skønsom blanding af up-tempo, elektrificeret blues, standard poprock i langhårsudgaven - nogle gange i 1950'er-stil - og et par enkelte ballader.

Den sidste først: titelnummeret "Still Got The Blues" er en smægtende break-up sang, som de fleste, der har passeret 40 vil kunne genkende, hvis de hørte den i dag. Det er Gary Moores største hit fra solo-karrieren, og på trods af fortiden i mere hårdtslående bands som Skid Row og Thin Lizzy, så viser Moore her, at han også mestrer ballade-formatet - igen med en solid gang tråd ind over. Her spiller guitaren - iøvrigt lidt på samme måde, som det er tilfældet i Dire Straits' storladne "Brothers In Arms" - både med som stemningssætter og stemningsforstærker (lyt bare til introen), og selv i soliene understreger den klagesangen fra Gary Moore, der i parentes bemærket synger fremragende på dette nummer) om den tabte kærlighed i en banal tekst, der dog er svært identificerbar for alle, der har været igennem the fine art of heartbreak. Lidt det samme, men i mindre hit-egnet format, kan iøvrigt høres på pladens anden ballade, "As The Years Go Passing By".

Ellers er albummet smækfyldt med fine sager: "Walking By Myself" er en ualmindelig traditionel blues-sag, der leveres med tempo og swing, så den er ret svær ikke at ryste bagdelen til, og den indledende skæring "Moving On" kunne ZZ Top ikke have leveret bedre i dens glade, swingende rock-tradition. At der generelt har været hentet inspiration fra den anden side af Atlanten er også mere end diskret antydet i "Texas Strout", der indledes blødt med et hammond-orgel og stilfærdig guitar-riff inden det eksploderer i hurtig 50'er-lignende guitar-blues, perfekt til en solid gang hay-seed-dixie eller hvad sådan noget nu hedder.

Og sådan er det hele vejen igennem. Moore lader fingrene tale, som Sort Sol sang, når guitaren som altdominerende og bærende for hele svineriet leder os igennem den let moderniserede bluesrock, han præsenterer os for. Og hvis man nu er en af dem, der har savnet guitar-soloens plads i moderne musik, kan man bare sætte pick-uppen ned i "Oh Pretty Woman" (og nej; det er ikke en cover af Roy Orbison-nummeret); her er nemlig ikke færre end tre af slagsen.

Måske hører Gary Moore og den elektriske blues-rock fortiden til og falder ind under den kategori, der på moderne dansk hedder "Far-rock". Men sjovt nok fik jeg altså lidt af en fest, da jeg lagde pladen på. Det er ikke stort, nytænkende og avantgarde, men det er solid, fodtrampende, røvrystende rock'n'roll, der sgudda ikke er til at stå for, udført af en mand og et band, der kender deres virkemidler, de musikalske traditioner - og som kan levere skidtet! Oven i købet med den tekniske kunnen, ja vel egentlig virtuositet, der skal til, når guitaren skal bære et helt album.

Jeg blev med andre ord lidt glad i låget af at høre det igen, men på den anden side; jeg er jo også far og derfor pr. definition en del af målgruppen for far-rock. Men andre burde nu også kunne være med.