Bob Dylan gengivet og gendigtet

Ingen synger Bob Dylan som Bob Dylan, og ingen formår at variere og nuancere indholdet i Bob Dylans sangskat via nye musikalske arrangementer som Bob Dylan. Det sidste kan Dylans koncertpublikum gennem mange decennier skrive under på – ofte til samme publikums store ærgrelse og frustration, når Dylan ødelægger sine egne iørefaldende melodier ved at spille og synge dem på ikke altid lige vellydende måder. Men det er ophavsmandens privilegium, at han kan gøre med sine sange, hvad han vil. Og hvis han har lyst til at give en sang et helt nyt udtryk ved at ændre på fremførelsen af den, er det naturligvis hans egen sag. Risikoen er selvfølgelig, at publikum bliver træt af de jævnlige eksperimenter med sangkataloget; men når man har en status som Bob Dylan, er den risiko nok til at overskue.

Når Dylan fra tid til anden laver om på sine arrangementer i koncert-regi, er det vel at mærke kun melodierne, han ændrer på for at give sangene et andet udtryk end det velkendte. Sangteksterne bliver der ikke rørt ved – og hvis det sker, er det kun på grund af sangerens problemer med at huske ordlyden. Ganske vist er det ikke helt sjældent at møde forskellige tekster til de samme melodier i Bob Dylans sangunivers, som man kan overbevise sig om flere steder på de bootleg-udgivelser, der er udsendt med musikeren. Her kan man undertiden følge en sangtekst gennem flere forskellige versioner frem mod den endelige, publicerede tekst. Men når en sang først foreligger på lp eller cd, er det slut med at ændre på indholdet i den. Så er den udgivne sang den definitive version af værket, og det er den version, Dylan synger ved sine koncerter.

Overordnet set må det da også være at foretrække, at et værk bevarer sin form fra det øjeblik, hvor det publiceres. I modsat fald vil der uundgåeligt opstå forvirring om værkets autoritative form, og det kan blive vanskeligt at diskutere værkets indhold; for hvilket værk er det, man taler om? Af samme grund må man også sige, at hvis en kunstner ønsker udtrykke noget andet end det, der fremgik af den oprindelige version af et værk, kan han/hun jo skabe et nyt værk.

Indholdsmæssige ændringer i Bob Dylans sangtekster er altså ikke et aktuelt emne, når man taler om fortolkninger af Dylans sangunivers – hverken hans egne fortolkninger eller andres fortolkninger. Der foreligger utallige eksempler på andre musikeres indspilninger af sange fra Dylans store bagkatalog, og der kan naturligvis være store kvalitetsforskelle mellem de forskellige fortolkninger; men sangteksterne præsenteres altid i den form, de forelå oprindelig – dvs. når de synges på originalsproget, engelsk. Men Dylans tekster foreligger også i fortolkninger på et stort antal andre sprog end engelsk, og når man begynder at tale om oversættelser af Dylans tekster til de forskellige nationalsprog, bliver spørgsmålet om versioner og udgaver særdeles interessant. For man kan oversætte tekster på mange måder!

På hjemmesiden expectingrain.com kan man finde en omfattende oversigt over de mange foreliggende indspilninger af forsøg på at oversætte Dylans sangtekster til andre sprog end engelsk (under overskriften: Dylan Cover Albums – Translations). Men oversigten er ikke udtømmende, og desuden er den ikke ajourført siden 2010, så der er helt sikkert flere kandidater til oversigten i dag. Alligevel kan det give et fingerpeg om oversættelsesvirksomhedens omfang og karakter at kaste et blik på hjemmesidens opregning af Dylan-oversættelser til italiensk, spansk, tysk, polsk, tjekkisk, finsk – samt til dansk, norsk og svensk. I denne forbindelse må man desuden huske på, at der ud over de indspillede oversættelser også findes adskillige bogudgivelser med oversatte Dylan-tekster. Alt i alt er der tale om et ganske anseligt antal oversættelser af Bob Dylans sange.

At oversætte Bob Dylan

Beskæftigelsen med at oversætte Bob Dylans sangtekster til andre sprog er et stort og vidtspændende område, og der er i tidens løb mange, der har forsøgt sig som oversættere. At oversætte litterære tekster er i sig selv en vanskelig opgave, som involverer mange overvejelser om stil, tone, form, osv. At oversætte digte er nok den sværeste disciplin inden for de litterære oversættelser, fordi det hele tiden gælder om at finde præcis det rigtige ord i sammenhængen – og det er ikke altid det ord, man først støder på i ordbogen. Men at oversætte digte, der samtidig skal kunne synges, er måske den allersværeste form for oversættelse af litterære værker – i hvert fald hvis oversætteren ud over at tænke på rytmen i versene og rimene i slutningen af linjerne også gerne vil forsøge at lægge sig så tæt som muligt op ad den oprindelige tekst. For slet ikke at tale om, hvis oversætteren desuden ønsker, at den oversatte tekst også skal give mening (mere herom senere)!

Der er mange faktorer involveret i oversættelsesprocessen, og det gælder ikke mindst i forbindelse med oversættelser af Bob Dylans sangtekster. Derfor falder oversættelserne af disse tekster også uhyre forskelligt ud, afhængigt af, hvilke hensyn til den færdige sangtekst oversætteren har vægtet højest. Det er de færreste oversættere, der ligefrem har gjort sig den umage at teoretisere over deres indsats; men når man ind imellem støder på nogle principielle overvejelser over oversættelsesprocessen, er det til gengæld ganske interessant læsning – bl.a. fordi overvejelserne giver et fint indblik i de forskellige indfaldsvinkler til arbejdet. Der er helt oplagt grund til at opholde sig en smule ved denne type teoretiske refleksioner, når man møder dem.

Et af de tidligste forsøg på at oversætte Dylan til dansk – formentlig det tidligste forsøg – er Poul Borums oversættelser i antologien Ny amerikansk poesi (1969). Her har Borum oversat 11 af Bob Dylans sange fra perioden 1962-68, og i tilknytning til selve oversættelserne har han angivet nogle få retningslinjer for sit arbejde med teksterne: ”Jeg har tilstræbt størst mulig troskab,” lyder det, og Borum fortsætter: ”Bob Dylan-digtene skiller sig ud ved at være friere gendigtninger, som også skulle synges.” Altså et ønske om tekstnærhed kombineret med ambitionen om samtidig at overholde et formkrav.

Ønsket om tekstnærhed møder man også i Ole Irenæus Wierøds langt senere Dylan-oversættelser til cd'en Dylansk (2005). I det medfølgende teksthæfte skriver Wierød bl.a. om sine overvejelser i forbindelse med oversættelserne: ”Jeg søgte i mine oversættelser at komme så tæt på Dylans texter som overhovedet muligt – det skulle ikke være gendigtninger.” Men selvfølgelig kunne Wierød i sine oversættelser ikke bare se bort fra teksternes sangbarhed, eftersom de jo skulle indspilles på cd.

Norske Håvard Rem har om sine oversættelser til Åge Aleksandersens cd Fredløs (1997) fortalt om nogle af tankerne og overvejelserne bag oversættelsesarbejdet: ”Jeg er en av dem som driver og oversetter Dylan ... Jeg begynte for tjue år siden og kommer neppe til å slutte ... Fredløs er et litt annet arbeid. På et platealbum inngår tekstene i en større helhet.” Og derefter opremser Rem en række af de dobbelte hensyn, en oversættelse, som skal kunne synges, involverer: ”Engelsk og norsk, Norge og Amerika, 60-tall og 90-tall, rim og rytme, metrikk og muntlighet, bokmål og trøndersk, form og innhold, semantikk og sangbarhet, etc.” Bortset fra forholdet omkring det norske sprogs opsplitning i bokmål og trøndersk kunne Rems opremsning vist også gælde for overvejelserne i forbindelse med oversættelsen af Dylans tekster til andre sprog.

Endnu en teoretisk tilgang til oversættelsesprocessen – eller i hvert fald et tilløb til en sådan – finder man i efterskriftet til Jep Lofts bog: Dylan på dansk. Femogtres sange af Bob Dylan (2016). Her hedder det bl.a.: ”Prioriteten i disse oversættelser har været først og fremmest at overholde sangenes struktur (antal vers, antal linier i hvert vers, versefødder og rimstruktur) og at få teksten i harmoni med melodien, så sangene kan synges; dernæst at få så mange af de meningsbærende ord og så mange af vittighederne som muligt med; og kun i sidste række at fastholde meningen i hver verslinie.” (Jep Loft har i parentes bemærket givet udtryk for nogle af de samme overvejelser i artiklen ”Om at oversætte Bob Dylan” i nettidsskriftet ”Babelfisken”, d. 9.12.16).

Man bemærker, at de fire anførte holdninger til det at oversætte Bob Dylans sangtekster bevæger sig mellem et ønske om størst mulig troskab over for indholdet i den oprindelige tekst og ønsket om muligheden for at kunne synge samme tekst – med Wierøds formulering om, at det ikke skulle være gendigtninger, og Lofts udsagn om, at fastholdelsen af teksternes mening kommer i sidste række, som de to yderpositioner. Der er dog ikke tale om absolutter, hvilket de konkrete oversættelser også viser; men man kan nok gå ud fra, at en specifik oversættelse, hvor formkravet har været overordnet, vil adskille sig temmelig meget fra en oversættelse, der først og fremmest forsøger at ramme meningen i en given tekst. Denne antagelse bliver bekræftet, når man mere konkret sammenligner de forskellige oversættelser.

Måske man med fordel kan opdele de forskellige oversættelsesstrategier i to overordnede kategorier: gengivelser (hvor tekstnærheden er i højsædet) og gendigtninger (hvor der ikke er tale om ordrette gengivelser af indholdet i teksterne, men snarere om frie bearbejdelser af indholdet). Man kan sige, at en oversættelse altid vil være udtryk for en fortolkning af en given tekst og derved tendentielt altid vil være en form for gendigtning; men samtidig er det klart, at der i praksis som regel vil være en større eller mindre forskel mellem de to yderpunkter: gengivelse og gendigtning. Det er denne forskel, jeg i den følgende gennemgang vil eksemplificere via en række punktnedslag på forskellige nordiske oversættelser af de samme Dylan-sangtekster.

”Absolutely Sweet Marie” som eksempel

At ville opstille en udtømmende oversigt over de mange nordiske oversætteres forsøg på at formidle Dylans tekster på deres eget sprog er en umulig ambition – i hvert fald for undertegnede. For det første er der simpelt hen for mange forskellige bud på oversættelsesopgaven, og desuden har jeg kun kendskab til et begrænset antal af oversættelserne – også selv om jeg måske kender til eksistensen af flere oversættelser. Af samme grund må jeg her nøjes med at beskæftige mig med et ganske lille antal Dylan-oversættelser, som til gengæld er udvalgt, så de præsenterer en række prægnante sange fra Dylan-kataloget – eventuelt blot en række prægnante udsagn fra de forskellige sange. Flere af disse udsagn har i tidens løb nærmest antaget karakter af aforismer.

Sangen ”Absolutely Sweet Marie” (fra albummet Blonde on blonde, 1966) indeholder bl.a. et par tankevækkende linjer, som ofte ses citeret: ”But to live outside the law, you must be honest / I know you always say that you agree.” Meningen med den tilsyneladende paradoksale påstand er klar nok: der er forskel på at rette sig efter loven og at være ærlig; men hvordan har oversætterne grebet opgaven an? Danske Jep Loft har givet dette bud: ”Men når man svindler skal man være ærlig / Det husker jeg så tyd'ligt, at du sa'e.” Men hvad betyder det så? Forskellen mellem at ”live outside the law” og at svindle må vel mildest talt siges at være betragtelig; men så har Jep Loft jo heller ikke i sin teoretiseren over oversættelsesprocessen lovet andet, end at meningen med indholdet i en given tekst kommer i sidste række i oversættelsen.

Steffen Brandt har i sin oversættelse (som han besynderligt nok har kaldt ”Absolute Sweet Marie”) forsøgt sig med følgende formuleringer: ”Men for at leve lige på kanten skal man godt nok være ærlig / man risikerer at miste balancen i et svagt øjeblik.” Igen kan man indvende, at det at leve ”lige på kanten” og at leve ”outside the law” kun med en kraftig dosis god vilje kan siges at betyde det samme. Men nok så mærkværdigt har Brandt ønsket at digte videre på Dylans tekst ved at give en form for begrundelse for, hvorfor det er en god ide at være ærlig. Oversættelsen må nok som et minimum karakteriseres som en fri gendigtning; og faktisk viser det sig da også ved et nærmere eftersyn, at stort set alle Steffen Brandts oversættelser på cd'en Baby Blue (2009) snarere må siges at være gendigtninger end gengivelser. Brandt har selv kommenteret dette forhold ved at give sin udgivelse undertitlen Bob Dylan gendigtet.

Oversættelsen af ”Absolutely Sweet Marie” til lp'en Gaia (1983) er foretaget af den svenske musiker og sangskriver Ola Magnell, som har givet sangen titlen ”Isa Bell”. Magnell har ligesom Brandt i langt højere grad gendigtet end gengivet, og han har byttet rundt på både indhold i og rækkefølge af sangens fem vers. Men et sted i sangen møder man dog de prægnante formuleringer fra Dylans originaltekst, og her lyder de således: ”En laglös måste även vara ärlig / en tjuv är inte bara kriminell.” Igen må man ligesom i tilfældet med Brandts oversættelse konstatere, at Magnell har digtet videre på indholdet for egen regning; og desuden har han – formentlig af hensyn til versefødderne – ændret en smule i Dylans oprindelige udsagn. For at udtrykke præcis den samme mening som i Dylans sang burde Magnell vel have skrevet: ”Även en laglös måste vara ärlig” – men det er altså ikke tilfældet.

Den flittigste Dylan-oversætter i Sverige er uden tvivl Mikael Wiehe, som i mere end 40 år har arbejdet med at oversætte forbilledets tekster – lige siden den tidlige udgivelse Sjömannsvisor (1978). Wiehe har naturligvis også prøvet kræfter med ”Absolutely Sweet Marie”, og det har han gjort på sin og Ebba Forsbergs cd Dylan på svenska fra 2007. Her optræder sangen under titlen ”Utan tvekan min Marie”, og her møder man omsider en oversættelse, som kan siges at ramme meningen i Dylans tekst helt præcist: ”Ska man va laglös får man hålla det man lovar / och ingen var så lovande som vi.” Anden linje er ganske vist (igen!) frit opfundet af oversætteren; men dels er formuleringen en ganske vittig udnyttelse af ordvalget i den foregående linje, og dels er den vigtige linje om nødvendigheden af at være ærlig, hvis man vil leve uden for loven, glimrende oversat af Wiehe. Dermed kan oversættelsen fungere som et memento om, at ord faktisk betyder noget, og at det ikke er ligegyldigt, hvilke ord man bruger i sin oversættelse.

It's all over now, Baby Blue

Bob Dylans sangskat er i sandhed omfattende, og det betyder, at der er en stor spredning i udvalget af de sangtitler, de forskellige oversættere har taget fat på. Der er simpelt hen utroligt mange ”store” Dylan-sange at vælge imellem, og det gør sammenfaldet af udvalget hos de forskellige oversættere meget mindre, end man måske skulle have troet på baggrund af det store antal oversatte sangtekster. Nogle titler går dog igen hos en del af de oversættere, jeg har haft mulighed for at stifte bekendtskab med, f.eks. ”Mr. Tambourine Man”, som ligefrem foreligger i flere forskellige oversættelser på både dansk, norsk og svensk.

Også sange som ”I want you”, ”Forever young”, ”I shall be released”, ”It ain't me babe”, osv. osv. har i tidens løb fået tilsat andre ord end de originale, og det er der kommet nogle meget forskelligartede nordiske oversættelser ud af. De oversatte sange stammer ofte fra Dylans ”guldalder” i 1960'erne, mens sangene fra Dylans religiøse trilogi fra tiden omkring 1980 til gengæld kun i mindre grad har været blandt oversætternes favoritter. Og den sang, som jeg måske selv er allermest glad for blandt alle Dylans metafor- og betydningsmættede sange, ”My back pages”, er jeg kun stødt på én gang, nemlig i Jep Lofts oversættelse i bogen Dylan på dansk; og den oversættelse er for at sige det pænt mindre tilfredsstillende, altså ud fra et indholdsmæssigt synspunkt. (Svenske Dan Hylander skulle også have lavet en oversættelse af sangen, men den har jeg desværre ikke haft mulighed for at høre eller læse).

Sangen ”It's all over now, Baby Blue” fra lp'en Bringing it all back home (1965) er der mange oversættere, som har forsøgt sig med – med blandede resultater. Steffen Brandt, som ligefrem har opkaldt sin dobbelt-cd efter sangtitlens Baby Blue, har som i forbindelse med mange af sine andre Dylan-oversættelser leveret en meget fri gendigtning af indholdet i Dylans tekst. Jo friere en tekst forholder sig til forlægget, jo mindre kan man måske bebrejde oversætteren, at han/hun har snydt lytteren/læseren for nogle af originaltekstens guldkorn. Men hvorfor Brandt har byttet den stærkt suggestive beskrivelse: ”Yonder stands your orphan with his gun” ud med ordene: ”Et barn skriger halvt opløst i gråd”, kan man spørge sig selv om. Og hvorfor Dylans lige så suggestive billedsprog i sangens sidste vers: ”The vagabond who's rapping at your door / is standing in the clothes that you once wore” hos Brandt er blevet til: ”En hjemløs står og banker på din dør /i den frakke jeg havde på lige før”, er et lige så godt spørgsmål. Hvorfor bibeholder Brandt ikke pointen i, at det er Baby Blues tøj, den hjemløse har på? Svaret blæser i vinden.

Hos Jep Loft er billedet af den forældreløse med pistolen blevet til ”Hittebarnet står med sin pistol”. Men herved mister den kryptiske og foruroligende beskrivelse (”dit forældreløse barn”) jo fuldstændigt sit indhold og dermed sin slagkraft. Norske Håvard Rem har, uvist af hvilken grund, benyttet præcis den samme formulering om ”hittebarnet ditt med sin pistol” i sin tekst til Åge Aleksandersens Fredløs. Men heldigvis har Rem ramt plet i billedet af ”Uteliggeren som banker på di dør / vandre runt i de klæerne som du brukt før”. Det samme gælder svenske Ferne (Lars Fernebring), som på sin cd Inte ens ett farväl (2003) har oversat linjerne til: ”Luffaren i spegeln vid din dör / är klädd i samma kläder du bar för”.

Mikael Wiehe, som ellers generelt befinder sig tættere på de tekstnære gengivelser end på de frie gendigtninger, har i forbindelse med ”It's all over now, Baby Blue” droppet alle ambitioner om at gengive indholdet i Dylans originaltekst. ”Sakta lägger båten ut från land” er en sang, som kun deler tema og melodi med Bob Dylans sang – og det endda kun til en vis grad. Sangtekstens indhold er et helt andet end det blomstrende billedsprog i ”It's all over now, Baby Blue”, så her er der ingen mulighed for at sammenligne mere eller mindre vellykkede valg af formuleringer. Men så er sangen også Wiehes allerførste Dylan-oversættelse, idet den var med på lp'en Sjömannsvisor.

Velkommen til Trøstesløshedsvej

Man kunne fortsætte øvelsen med at sammenligne originaler og oversættelser længe endnu – meget længe endda! – men lad mig slutte denne lille appetitvækker til et omfattende emne med et kig på en af Dylans mest originale og mest flertydige sange nogensinde: ”Desolation Row” (1965). Og lad mig så i øvrigt samtidig opfordre læseren til selv at gå videre med øvelsen ud fra de kilder, det nu er muligt for ham/hende at skaffe sig adgang til. Med hensyn til de svenske og – især – de norske oversættelser kan det desværre godt knibe gevaldigt med at finde hjælp via bibliotekernes interurbane lånesamarbejde.

”Desolation Row” er ikke en af Bob Dylans mest oversatte sange, formentlig både på grund af sangens omfang og på grund af dens umiddelbart uigennemskuelige tekst. Alligevel er der hen ad vejen flere, der har forsøgt sig med en oversættelse, og en af de interessanteste faktorer i den forbindelse er, at (mindst) tre af oversætterne har forsøgt at ”nationalisere” sangen gennem at oversætte de mange navne i teksten til navne på lokale steder og personer. Jep Loft har i sin oversættelse bl.a. omdøbt Desolation Row til Nørre Nebel Havn (!), med hvad deraf går tabt af associationer og konnotationer i forbindelse med ordet ”desolation”. Håvard Rem har foretaget et lignende kunstgreb, idet han har erstattet Desolation Row med Oslo-gaden Karl Johan og i øvrigt har befolket sangen med skikkelser fra Norges kulturliv: Johan Galtung, Jostein Gaarder, Arnulf Øverland, osv. Endelig kan man i denne sammenhæng nævne, at svenske Mats Zetterberg i sin oversættelse til Dan Tillbergs lp Kärlek minus noll (1982) bl.a. har ladet Jan Guillou og Janne Myrdal indgå i sangens omfattende persongalleri. Desolation Row er i øvrigt i Matz Zetterbergs regi meget passende blevet til ”Hopplöshetens Gränd”.

Mikael Wiehe & Co.'s lp fra 1982 med titlen De ensligas Allé rummede bl.a. også en oversættelse af ”Desolation Row”, som altså hos Wiehe kom til at hedde ”De ensligas Allé”. Navnevalget kan vel ligesom Zetterbergs valg af navn til den forladte (eller de forladtes) gade siges at have ramt stemningsindholdet i originalnavnet udmærket; og i overensstemmelse med normen for Mikael Wiehes oversættelser følger den oversatte tekst indholdet i Bob Dylans sang ret nøje. Så hos Wiehe får lytteren fornøjelsen af at møde både Ezra Pound, Ofelia, Casanova og Cinderella (som jo på svensk hedder Askungen) – ligesom man gør det hos Dylan selv.

Noget tilsvarende gælder – og måske i endnu højere grad! – for den formentlig ældste danske Dylan-oversættelse nogensinde: Poul Borums ”Trøstesløshedsvej” fra bogen Ny amerikansk poesi. Borums tekst følger originalteksten minutiøst, så læserens oplevelse under læsningen ligger meget tæt på oplevelsen ved at høre/læse Dylans tekst på originalsproget. Det er imponerende flot udført; og selv om teksten vist aldrig er blevet indspillet på plade, ville der ikke være nogle metriske eller betoningsmæssige problemer ved at synge teksten – ordet ”Trøstesløshedsvej” svarer stavelses- og trykmæssigt ganske udmærket til ordene ”Desolation Row”. Så hvorfor det skulle være nødvendigt, som Jep Loft har gjort det, at døbe vejnavnet om til ”Nørre Nebel Havn”, er i denne lytters ører ret uforståeligt; ordet ”Trøstesløshedsvej” kan sagtens bære at blive sunget med tryk på stavelsen ”løs”.

Der er ingen facitlister for oversættelser, og det kan være svært at afgøre, om den ene oversættelse er ”bedre” end den anden. Det er der da heller ingen grund til; men hvis man skal vælge mellem Trøstesløshedsvej og Nørre Nebel Havn, ved jeg godt, hvad jeg ville foretrække. En del af forklaringen på, hvorfor Jep Loft tilsyneladende mener, at de to oversættelser kan være lige gode, finder man måske i hans tidligere omtalte artikel til nettidsskriftet ”Babelfisken”, hvor man bl.a. kan læse: ”Jeg vil ikke påstå, at jeg har fundet deres (dvs. sangenes) præcise mening. Jeg vil nærmere påstå, at en sådan ikke findes. Jeg tror ikke, at man skal underkaste teksterne dybsindige analyser for at finde deres budskab”. Det er selvfølgelig også et synspunkt …

Kilder

Bøger:
Bob Dylan: Lyrics 1962-2001 (2004)
Ny amerikansk poesi /v. Poul Borum (1969)
Jep Loft: Dylan på dansk (2016)
Jan Erik Vold: Damer i regn (1977) (ikke benyttet)

Musik:
DanskBob: Dylansk (2005)
Steffen Brandt: Baby Blue (2009)
Johannes Andersen: Natten er nær (2012)

Kåre Virud: Sitte fast på Notodden (1977) (ikke benyttet)
Kåre Virud: Stein, regn (1981) (ikke benyttet)
Åge Aleksandersen: Fredløs (1997)
Oddvar Torsheim: Tur-retur blues (2000) (ikke benyttet)
Tom Roger Aadland: Blod på spora (2009) (ikke benyttet)

Dan Tillberg: Kärlek minus noll (1982)
Ola Magnell: Gaia (1983)
Blyga Läppar: Styggt regn (1987) (ikke benyttet)
Mikael Wiehe & Kabaréorkestern: Sjömannsvisor (1978)
Mikael Wiehe: De ensligas Allé (1982)
Totta & Wiehe: Dylan (2006)
Mikael Wiehe & Ebba Forsberg: Dylan på svenska (2007)
Wiehe & Forsberg: Kropp och själ (2019)
Claes Malmberg: Rastlös exrebell (1996)
Ferne: Inte ens ett farväl (2003)
Lars Fernebring: Ödets nyckfullhet (2013)
Vargen: Tänk inte efter (2019)