Feber

Klimaforandringerne får jordkloden til at ryste i feberkramper. Corona-pandemien har givet jordens befolkning feberanfald og åndedrætsbesvær. Ruslands invasionskrig i Ukraine har givet Putin hede feberdrømme om verdensherredømmet og har samtidig givet tusindvis af russere rejsefeber efter at forlade landet. I Danmark har valgfeberen grebet både politikerne og medierne.

Regeringens forslag om kortere uddannelser kommer til at give de uddannelsessøgende eksamensfeber med korte mellemrum. Og udsigten til at se Inger Støjberg som minister kan give alle og enhver koldsved og febervildelse. Hvor man end vender sig hen, lurer feberen på én, så hvorfor ikke forene det uundgåelige med det behagelige og lytte til nogle gode sange om feber.

Fever
Der er mange former for feber i sangens verden. Til filmen ”Saturday night fever” leverede Bee Gees en af hovedsangene, ”Night fever” (1978), som danner baggrund for John Travoltas udfoldelser på dansegulvet. Nummeret er et ret gennemsnitligt disco-nummer med en ret så gennemsnitlig tekst om nattelivets forjættelser på dansegulvet – og derved tjener det sit formål perfekt. Musikken skulle jo nødig fjerne opmærksomheden fra filmens hovedpersoner.

The Beach Boys har sunget om den specielle form for feber, de kalder ø-feber, ”island fever”, i sangen af samme navn på albummet ”Summer in paradise” (1992). Til en afveksling er det ikke Brian Wilson, der har skrevet sangen, men derimod Mike Love og Terry Melcher – men sangen er lige så sommerligt vederkvægende som alle The Beach Boys´ øvrige sommersange: ”I´ve been picking up a love vibration/ got the island fever/ coming from a little island nation/ I got the island fever”.

Hos The Kinks er feberen den for andre lidt komiske, men for den feberramte selv bestemt ikke morsomme type feber, der går under navnet høfeber. Det er ganske typisk, at Ray Davies her har lavet (endnu) en sang om en lidt ynkelig person, som man nok har ondt af, men som samtidig er lidt til grin: ”I got hay fever, blocking up my head/ hay fever, I ought to be in bed/ how can I dance when I can hardly breathe/ wish I could cure this infernal allergy” (”Hay fever”, 1978).

Den kendteste febersang af dem alle er dog uden tvivl Cooley og Blackwells sang med tilen ”Fever”. Sangen blev første gang indspillet af Little Willie John i 1956 og blev en pæn succes i den version; men det er to andre versioner, der for mange feber-dyrkere står som de ”rigtige” versioner: Peggy Lee´s udgave fra 1958 og Elvis Presleys fra 1960. Begge versioner formår at understrege sangens bagvedliggende erotiske indhold via et særdeles minimalistisk arrangement med bas og fingerknips som hovedingredienserne og med fuldt fokus på sangerens sensuelle fremførelse. Peggy Lee var den første, der fik succes med sangen, som blev hendes signatursang; men Elvis´ version lader ikke Lee´s meget efter. Med en stemme som Elvis´ er det jo også næsten umuligt at spolere en god sang, hvis man ellers havde intentioner om det: ”Never know how much I love you/ never know how much I care/ I´ve got a fever that´s too hard to bear/ you give me fever”.

En anden, næsten lige så suggestiv febersang som den ovennævnte er Bruce Springsteens ”The fever”, som først blev tilgængelig med bossen selv via udgivelsen ”18 tracks” fra 1999, men som allerede i 1976 blev indspillet af Springsteens kolleger og venner Southside Johnny and the Asbury Jukes. Oprindelig skrev Springsteen ”The fever” i 1971 og indspillede den også selv i starten af 1970´erne, men inkluderede ikke sangen på nogen af sine udgivelser. I 1975 forærede han den i stedet til Southside Johnny (John Lyon) i forbindelse med dennes debut-LP, og samtidig hjalp han kollegaen med at tilrettelægge sangen, så den kom bedst muligt til sin ret. Den færdige version var da også en født klassiker, som ikke engang blev overgået af Springsteens egen udgave fra 1999, og sangskriveren har fortalt, at han selv foretrækker Southside Johnnys udgave frem for sin egen. Sangen er igen en sang om kærlighedsfeber, men desværre ikke af den lykkelige slags. I Springsteens sangtekst har den dejlige kvinde forladt manden, som derfor får feber af at skulle undvære hende: ”Now my days grow longer/ ´cause my love grows stronger/ and the fever gets worse/ I´ve got the fever for this girl”.

Svensk feber
I svenske Bo Kaspers sang ”Feber” fra udgivelsen ”Hund” (2006) er situationen for hovedpersonen en del værre end situationen for Springsteens hovedperson: han befinder sig i et andet land end den elskede, han har haft feber i 4 uger, og han er bange for aldrig mere at komme hjem til Sverige. Tekstens udsagn om, at han ”har letat lycken” i det andet land kunne tyde på, at han bevidst har forladt kæresten for at finde noget andet (og bedre) i nye omgivelser. Resultatet for sangens jeg-person er imidlertid blevet et helt andet end det ønskede, så det nu nærmere er et spørgsmål om liv eller død end om lykkelig eller ulykkelig kærlighed: ”Och fast jag vet att det finns de/ som har det värre/ vill jag ändå att vår herre/ ser till mig/ För varje dag som går/ bliver febern bara värre”. Trods de alvorlige perspektiver i sangteksten formår nummeret dog ikke at gøre rigtigt indtryk på lytteren, måske på grund af det lidt for strømlinjede, elektroniske akkompagnement på en af gruppens mindre mindeværdige udgivelser.

Cajsastina Åkerström synger om flere former for feber på nummeret ”Feber” fra albummet ”Picknick” (2002), men trods de talrige påberåbelser af at være feberramt er heller ikke denne febersang ganske overbevisende. Måske hænger det sammen med, at Cajsastina Åkerströms særdeles nydelige, klassisk skolede stemme egner sig bedre til at fortolke svenske viser end til at illudere feberramt elskende: ”Feber, feber av längtan/ jag lever med feber-förväntan/ du ger mig feber av alla slag/ feber, feber av längtan/ jag lever med feber-förväntan/ du ger mig feber av välbehag”. Ikke nogen dårlig sang – men det er svært at se den artige pige på pladeomslaget som en elskovssyg kvinde.

Hvis man vil have ægte stemning af kærlighedsfeber i musikalsk form, er der heldigvis en anden mulighed for det i den svenske musikverden, nemlig i Totta Näslunds duet med Sara Isaksson på nummeret ”Feber” fra albummet ”Duetterna” (2001). De to sangere synger hver et vers af sangen, inden de slutter af med en egentlig duet, hvor lytteren for alvor mærker de varme vibrationer mellem de to sangere. Ikke fordi der går ”Je t´aime, moi non plus” i fremførelsen; men Tottas sensuelle blues-stemme danner den perfekte modvægt til kvindestemmerne i sangene på ”Duetterna”, og duetten med Sara Isaksson er ingen undtagelse (selv om flere af de andre duetter på pladen faktisk rummer noget mere hed elskovsfeber end nummeret ”Feber”): ”Feber/ jag skälver i din hand/ din skugga når i fatt/ Feber/ du smeker mig i brann/ jag vill va där du är i natt”. Så behageligt kan det altså også være at have feber.