Elvis: Aloha from Hawaii via Satellite 50 år

Sidste år, 2022 som vi netop har lagt bag os, bød på en fornyet interesse for Elvis Presley og hans musik. Ikke mindst på baggrund af Baz Luhrmanns fænomenale film "Elvis", med Austin Butler i hovedrollen. Uden at være en dokumentarfilm kom den bredt rundt i Elvis Presleys liv og karriere, men vi skal ikke glemme den "ægte vare": Elvis himself. Et godt sted at slå ned er  januar 1973...

Året er 1973. Elvis kommer. Ud til hele verden - via satellit. Ovenpå de seneste års comeback både på scenen, i pladestudiet og gennem et par koncertfilm var tiden nu inde til at bringe Elvis ud live til hele verden. Elvis var et stort navn - ingen tvivl om det. Selvom det ikke var allerførste gang overhovedet, at der blev tv-transmitteret via satellit, har netop dette show fået nærmest ikon-status inden for tv-shows.

Hvad var det så verden fik at se dengang i 1973?  Husk på:  det var en tid før internet og hurtige medier. Der blev ikke lige uploadet fra mobiltelefoner nærmest samtidig med at koncerten fandt, så det her var spændende. Herhjemme kendte man jo kun til Elvis fra plader, film og skriverier - han havde aldrig besøgt Danmark eller resten af Europa for den sags skyld bortset fra militærtiden i Tyskland. Nu fik man ham endelig live - næsten.

Showtime

Selve showet fandt sted i Honolulu, Hawaii og  skulle transmitteres den 14. januar 1973 kl. 00.30. Selvom det hed sig, at det var world-wide, skal det tages med et gran salt. Det var især de fjernøstlige lande som Japan, Filippinerne og Australien, der så det live. På grund af tidsforskellen blev det i visse europæiske lande først vist den efterfølgende dag og i England og USA endda senere endnu. Men ikke desto mindre regnes det stadig for at være den meste sete tv-optræden med en entertainer, med anslåede seertal på omkring 1 -1,5 mia. Flere end der så den første månelanding. Dertil kommer så alle genudsendelser, video- og dvdudgaver osv. 

Showets instruktør var Marty Pasetta, som på den tid var kendt for at stå for bl.a. Oscaruddelingsshows. Og det man fik at se var imponerende -  i hvert fald efter datidens forhold. Den fattige dreng fra sydstaterne, den hofteswingende rock'n'roller, den 'pæne' all-american good-guy fra de tamme film fra 1960'erne entrede nu scenen til tonerne  af "Also Sprach Zarathustra"... Så en tromme-intro, der går over i "See See Rider" og Elvis træder ind på scenen. Han bærer en af de jump-suits, der nærmest er blevet symbol på den 'sene' Elvis... Skinnende hvid, høj krave, besat med glitrende sten og 'guld og sølv'. Men netop denne dragt har et helt særligt motiv - den amerikanske ørn. Efter Elvis egen idé ville han gerne med dette show signalere 'Amerika' og mente, at netop ørnen var perfekt til dette. Det skal nok ikke så meget ses som et egentligt politisk statement. Mere som hans måde at udtrykke en form for stolthed eller taknemmelighed over, at han var nået dertil hvor han var. Den amerikansk drøm udlevet. Og nu udsendt til hele verden via satellit. "Phew, it's hard to comprehend" havde Presley udtalt i et interview forinden, da showet første gang blev præsenteret, og hvor alle modtager-landenes navne var linet op på en væg. Det var stort for  Elvis. 

Efter to sange byder Elvis velkommen - og med let bævende stemme bekendtgør at "We're gonna try to do all the songs you wanna hear"... Han er forståeligt nok nervøs...Det er MANGE der sidder der og kigger på...

Som nævnt entrede Elvis scenen til tonerne af "Also spach Zarathustra" og i det store og hele er set-listen den samme, som ved hans andre koncerter på denne tid. Og så endda ikke helt. Ved generalprøven et par dage før havde man konstateret, at showet blev lige lovlig kort, hvorfor man i hast tog et par ekstra numre med på repertoiret. Det blev  "I Can't Stop Loving You" og "I'm So Lonesome I Could Cry". Sidstnævnte blev af Elvis introduceret som "probably the saddest song I ever heard".

Og Elvis kaster sig ud i en bred vifte af sange. Det er hans egne sange, det er fortolkninger af andres, det er country, rock - og det er modne sange. Verden bliver præsenteret for en sanger, der kan andet og mere end "Hound Dog". Han leverer en fin fortolkning af The Beatles' "Something" og  flotte vokalpræstationer  i  sange som  "What Now My Love", "You Gave Me a Mountain" og "It's Over". Elvis var på dette tidspunkt nyskilt, og det er gennem tiden ikke gået upåagtet hen, at netop disse  sange kan tillægges et vist selvbiografisk indhold.  Selvfølgelig får vi også Elvis-klassikere som "Hound Dog", "Suspicious Minds" og "Love Me", men det er som om, at han meget bevidst vil vise verden en anden side også.

Elvis holder fast i "Amerika-tanken". Gennem nogen tid har han haft nummeret "An Amrican Trilogy" på repertoiret - en sammenkædning af numrene "Dixie"," All My Trials" og "Battle  hymn of the Republic" - og giver her en fantastisk version til hele verden. Pompøst? ja, Storslået? ja, Meget amerikansk? ja! Man kan næppe forestile sig noget længere væk fra den  generte unge fyr, der 20 år tidligere havde kæmpet for overhovedet at blive hørt på Sun-studiet i Memphis...  

Musikalsk bakkes Elvis op af sit sædvanlige orkester. Rytmegruppen består af det band, der senre blev kendt som "The TCB (Taking Care of Business) Band", med James Burton, lead-guitar; Ronnie Tutt, trommer;  Jerry Scheff, bas; John Wilkonson, rytme-guitar; Glen Hardin, piano og Charlie Hodge, guitar, kor og tørklæder. Dertil kom back-up sangerne J.D. Sumner & The Stamps, The Sweet Inspirations og Kathy Westmoreland samt The Joe Guercio Orchestra - jo der er godt fyldt op på scenen, men det var med til at give Elvis en form for tryghed. Oprindeligt havde det været tanken, at selve scenen skulle udformes således, at Elvis så at sige var alene på den og musikerne sad gemt. Men både fordi Elvis havde en tæt interageren med sine musikere - og vel også var en kende nervøs - blev det ændret. Han havde som vanligt sine musikere lige bag sig.

Holder showet så i dag, her 50 år efter? Ja. Som fænomen holder det. Godt nok er der i årene efter Elvis' død dukket tonsvis af andre koncerter op, og især mange samlere eller Elvis-fans vil sige, at Aloha som koncert isoleret betragtet ikke nødvendigvis er den bedste. Elvis kan forekomme nervøs og afmålt gennem showet, men karismaen og ikke mindst stemmen er der. Igen er det vigtigt at holde sig det historiske aspekt for øje. Det var for så vidt første gang man så Elvis live uden for USA. Albummet fra koncerten blev et hit. Samtiden blev præsenteret for en modnet kunstner, og i dette show ser vi stadig  Elvis på toppen. Nogle vil hævde, at det var sidste glimt af 'Kongen på toppen', hvilket også til dels er rigtigt. I hvert fald kom Elvis aldrig til Europa eller Asien i levende live. Og det næste nye man så fra Elvis var koncerter filmet kort før hans død i 1977. Og det var en anden Elvis - og en anden historie.

Men hvorfor?

Men hvorfor et sattelit-transmitteret tv-show? Hvorfor ikke en verdensturné? Baggrunden var at Elvis Presleys manager, 'Colonel' Tom Parker havde set en tv-transmission fra et besøg, som den daværende præsident Nixon aflagde i Kina. Samtidig var der enorm efterspørgsel fra hele verden for at få Elvis til at give koncerter, så den model måtte da kunne bruges, mente Parker.  Der var bud fra England, Australien, Japan - ja, selv Danmark. I en mindebog der udkom kort efter Elvis' død i 1977 udtalte speedwaystjernen og ejeren af Vojens Speedwaycenter Ole Olsen, at han på et tidspunkt havde fået følere på, om man mon evt. kunne være interesseret... Men Elvis gav aldrig oversøiske koncerter. Angiveligt fordi  førnævnte manager var illegal indvandrer til USA fra Holland, og ikke turde satse sit gode liv i USA... Resultatet blev altså, at man valgte at sende denne koncert "world-wide".

Lidt nørderier her til sidst

Showet var et velgørenhedsarrangement, hvor der blev samlet ind til 'The Kui Lee Cancer Fund'. Der blev indsamlet 75.000 USD. Kui Lee havde i øvrrigt skrevet sangen 'I'll Remember You', som Elvis bl.a. sang ved showet

Satellitteknikken var stadig fhv. ny dengang i 1973, og det var vigtigt at man var 'på' og fangede signalet i rette øjeblik. Derfor havde man i forvejen optaget generalprøven to dage før, så den kunne sendes, hvis det skulle glippe med at gå på live.

Da publikum havde forladt salen efter showet d. 14, gik Elvis og musikerne på scenen igen. Her indspillede de en håndfuld bonusnumre, primært fra filmen "Blue Hawaii". Disse blev brugt i den amerikanske udgave af showet og på senere udgivelser.

Du kan låne dvd'en  'Elvis - Aloha From Hawaii, de-luxe edition' på dit lokale bibliotek. På youtube findes der også masser af klip fra de to shows og det originale show kan ses her.