En god historie om guitaren

En bog om guitaren er altid velkommen. Guitaren er faktisk et af verdens mest udbredte instrumenter – så vi er rigtig mange, der bruger den seksstrengede.

Den 71-årige guitarbygger Jakob Bondo Schultz blev som 14-årig fascineret af guitaren. En fascination, der stadig holder og som nu bliver udlevet som kompetent guitarbygger på fødeøen Bornholm. Og i dag kan Bondo også kalde sig forfatter: på det bornholmske forlag Hakon Holm Publishing er netop udkommet en fin bog med den enkle titel ”Guitaren”.

Bondo skriver selv i forordet, at ”guitarister vil hellere spille, derfor er bogen letlæselig og fattet i korthed”. Tak, det ka’ vi li’, men trods forfatterens beskedne udmelding er denne bog vægtig med dens velbalancerende indhold.

”Guitaren” er en appetitlig bog på 180 sider og med mange billeder. Derfor fylder den luftigt opsatte tekst mindre end halvdelen af bogens sider. Så ja, den er hovedsageligt fattet i korthed; en uddybning af de spændende emner må jeg finde andetsteds.
Guitarister er et folkefærd, der også kan li’ gode historier. Og det gør ikke så meget, om de passer eller ej, når bare de er gode. Og vi får enkelte anekdoter ind i mellem.

Der er dén med afvisningen af guitaristen Les Paul, der i første omgang ikke fandt genklang for sine ideer om en elektrisk guitar hos det etablerede firma Gibson. Vi ved, at det ændrede sig: Hvem har ikke hørt guitaren Gibson Les Paul?

Og den sandfærdige historie om det tyske firma Höfner, hvor efterspørgslen efter elektriske guitarer i 1960’erne var så stor, at guitarernes lak ikke kunne nå at tørre. Så i stedet gav man guitarerne et plasticovertræk …

En lang historie – kort
Jacob Bondo giver os først en kronologisk guitarhistorie startende for 4.000 år siden og frem til vor tids digitaliserede spader.
Vi hører om den florissante tid omkring renæssancen og barokken, hvor guitaren (og cembaloet) fortrængte den mere volumensvage lut. Og får igen den velkendte hø-hø-oplysning: En lutenist bruger lige så megen tid på at stemme som på at spille.

Fra 1850’erne får guitaren den form, som vi kender i dag. Den største klassiske guitarist gennem tiderne nævnes: Andres Segovia. Men med lidt malurt i bægeret: Segovia var stokkonservativ og afviste store modernistiske komponister som Ravel og Stravinskij. Dét var en ny oplysning for mig.

I det tyvende århundrede vandt guitaren med stålstrenge frem med guitarmærket C.F. Martin som det fremmeste. Disse guitarer kalder Bondo konsekvent countryguitarer. Lidt pudsigt, da vi er rigtig mange (nok alle andre), der kalder det en westerguitar, ikk’?

Jacob Bondo nævner igennem bogen navnkundige guitarister. I dette afsnit nævnes blandt andre virtuosen Kaki King. Som oftest spiller på den amerikanske guitar Ovation, der udmærker sig ved at have en krop i glasfiber. Og derfor har en meget lav status blandt guitarbyggere. Det er da lidt sjovt. (For resten, jeg spiller selv på Ovation.)

Og så kom el-guitaren
Efter gennemgangen af den akustiske guitar kommer vi til den elektriske. Som Bondo skriver, er guitaren født med et handicap: Den bliver overdøvet! Men i 1930’-40’erne foregik et opfinderkapløb - hvordan kan man forstærke guitaren?

Her kom både det kendte navn Rickenbacker og Gibson på banen. Gibson har en stolt akustisk tradition som baggrund, og derfor afviste de som nævnt den innovative Les Paul. Til gengæld havde elektroingeniøren Leo Fender ingen musikalsk baggrund, men han var en dygtig forretningsmand, der forstod at bygge et kæmpe imperium ridende på velfærdsbølgen og købedygtigheden efter 2. verdenskrig.

I 1950 skabte han og sin stab den navnkundige Fender Telecaster – og resten er historie. Det er imponerende, at Telecasteren – og få år efter Stratocasten – i dag ser ud, stort set, som for mere end 70 år siden. Den var hjemme i første hug. Ups, det bemærkede Gibson, som nu godt kunne bruge Les Paul, og et andet ikon blev født: Gibson Les Paul.

Denne bog handler om guitaren, den beslægtede basguitar får dog et par sider. I 1950’erne så Fender P- og Jazzbas dagens lys – også de lever i dag i bedste velgående.
Til slut i denne historiske gennemgang nævnes de digitale guitarer. Det drejer sig om MIDI – lydmoduler enten fra synthesizer eller fra sampling af ’rigtige’ instrumenter. Her ville jeg gerne høre om nogle konkrete eksempler, dem må jeg så selv finde. Jeg mener i øvrigt, at vi ikke taler om digitale guitarer, men om digital guitarlyd. Så derfor er en guitar i min optik stadig et instrument med strenge på, som man spiller på - rent fysisk.

Træ er ikke bare træ
Bondo vover overskriften ”Hvad er en god guitar?” og skynder sig at fortælle, at det altid er guitaristens øre, der er overdommer. Men alligevel spiller mange elementer ind, og forfatteren informerer sagligt om den klassiske guitars klang, lydstyrke, balance m.m. Og naturligvis spilbarheden. Igen er opfordringen: Prøv selv.

En vigtig kvalitet – Hvordan ser guitaren ud? – bliver ikke berørt. Bondo konkluderer knastørt: ”Det emne vil bogens forfatter helt trygt overlade til læseren”.
De mange eksotiske træsorter gennemgås, og fremtidens bæredygtige guitarbyggeri debatteres. For mange træsorter er i dag ikke tilgængelige, og man må kigge på alternativer: genbrug og sammensatte materialer.

Der produceres og sælges globalt guitar for 20 milliarder kr. om året. Det er altså meget. Og ingen kan vide, hvad fremtiden vil byde guitarens eksistens. Bondo ved ikke, hvordan det ser ud om 100 år. Jeg tror, guitaren stadig er særdeles levende - mon ikke også guitarbyggeren Bondo tror det?

"Guitaren” slutter med et indblik i guitarbyggerens værksted. Som ifølge Bondo er fyldt med ensformige dage, men med en dyb tilfredsstillelse af arbejdet med materialerne. Vi får historien om Bondos guitarer, der er bygget med materialer fra gamle skibe; både fra fyrskib og fra Fregatten Jylland. Her er fine billeder, der taler for sig selv.
For Jakob Bondo vælger meget sympatisk ikke at føre salgstaler for egne produkter. Men se selv – flot håndværk.

En dejlig og indbydende bog, der er den oplagte gaveidé til en guitarinteresseret, du holder af. Samt den gode sidegevinst: Kom i gang med at spille (mere) guitar!