Michelle Birkballe: 2023

Sangerinden og sangskriveren Michelle Birkballe har sin baggrund i den jyske bluesscene, men har en mere singer/songwriter-præget tilgang til musikken. Hun har således aldrig været bange for at følge den vej, hendes sangskrivning på ethvert givent tidspunkt har udstukket for hende, og det har resulteret i ture ud ad nogle sideveje, som til tider har ført Michelle Birkballe et pænt stykke væk fra bluesmusikkens landevej.

Birkballes forrige album, 2021 (læs anmeldelse her), anlagde således en mere let, poppet og også til tider country-influeret tone, end hun hidtil havde været kendt for, og dén retning holder hun på 2023. Faktisk synes sigtet på 2023 at være skarpt indstillet på P5, og kanalen har da også allerede haft flere af cd’ens sange i rotation.

Det gælder et par af albummets mest vellykkede numre, nemlig den charmerende countrysang ”Come along with me” – komplet med pedal steel-guitar af Leif Bruun – og den New Orleans R&B-påvirkede ”Wheels keep spinning around”.

Hvor 2021 efter Michelle Birkballes eget udsagn var resultatet af en harmonisk tilfredshed med livet, er der lidt mere frustration at spore i teksterne på 2023. På forskellige måder beskæftiger ”Once upon a time”, ”Just for peace”, ”I don’t wanna keep it down” og “He cares for me” sig med genvordighederne i et liv, hvor hverdagen og tilværelsen som midaldrende nager – om det så er manglende interesse eller omklamrende ditto fra det modsatte køn, madlavningen eller gulvvasken, der udpeges som irritationsmomentet.

Det betyder dog ikke, at 2023 er en vred plade. Michelle Birkballe besidder en ru og særdeles karakterfuld sangstemme, men poprock-produktionen er simpelthen for radiopæn og uskadelig til, at man kan komme til at rive sig på stemmens ellers ganske skarpe kanter.

Sanne Salomonsen ville have været stolt af en sang som albumåbneren ”Just get away” – en advarsel om at se at komme ud af et toksisk forhold – og sangen besidder åbenlyse ørehængerkvaliteter, men man savner en musikalsk farlighed, der kunne afspejle tekstens alvor: ”Don’t you see it, girl, he’s crazy / no one believes you anyway / he would even take you baby / just get away”, synger Michelle Birkballe, men den musikalske ledsagelse fremmaner billeder af skrålende Rock under Broen-publikummer snarere end truende ægtemænd.

At sangene er produceret med en stærk popsensibilitet, betyder naturligvis ikke nødvendigvis, at de er kedelige. ”Away” er for eksempel næsten henførende med sin drømmende, Jeff Lynne-agtige produktion og faktisk rigtig vellykket. Andre steder flirtes der let med rhythm & blues, som nævnt eksempelvis på ”Wheels keep spinning around” med Josef og Jakob Baumgartner på henholdsvis klaver og guitar a la New Orleans eller på ”Meant to be”, hvor det især er Rasmus Bøgelunds blæserbidrag, der sætter R&B-stemningen.

Men trods en afsluttende rock & roll-pastiche i form af ”My Japanese car” sidder man tilbage med indtrykket af en plade, der aldrig rigtig bider fra sig og følgelig også har svært ved at blive hængende i erindringen.

På 2023 er Michelle Birkballe omgivet af velkendte medspillere som netop Baumgartner-brødrene og bassisten Jakob Skytte. I forhold til den forrige plade er Per Kolling trådt til på trommer i Eddi Jarls sted. Ud over de allerede nævnte medvirker desuden Nikolaj Lippert på synth.

Alle sangene er skrevet af Michelle Birkballe selv, og hun og bandet har i det store hele også stået for produktionen. Dén er altså en kende fersk, især i forhold til Birkballes berømmelige rock & roll-stemme og nærværende live-persona.