The Seldom Scene – bluegrass med himmelske harmonier

Bluegrassmusikkens første generation tegnedes af navne som bl. a. Bill Monroe & His Bluegrass Boys, Lester Flatt & Earl Scruggs, The Stanley Brothers, Jim and Jesse og Don Reno & Red Smiley, der igen havde deres udspring i 1930'ernes og 1940'ernes country- eller hillbillymusik. Betegnelsen bluegrass blev først hæftet på denne akustiske, folkprægede subgenre af countrymusikken i 1950'erne.

The Seldom Scene, der blev dannet i 1971 som en udløber af den popularitet som bluegrass havde opnået under 1960'ernes folk revival, tilhører den anden generation, der også er blevet kendt som "progressive bluegrass". Sangeren og mandolinspilleren John Duffey, der var med i bandets mange inkarnationer indtil sin død i 1996, havde dog som medlem af The Country Gentlemen en karriere der gik tilbage til 1950'erne. Bandets navn er et ordspil der refererer til en fælles beslutning om ikke at blive et turnerende orkester, så medlemmerne kunne bibeholde deres civile jobs, men det skal ikke tages alt for bogstaveligt. Faktisk inkluderer deres diskografi hele tre livealbums, ligesom der kan findes utallige klip fra koncerter på YouTube, og deres kombination af teknisk dygtighed, humor og fantastiske vokalharmonier har givet dem et navn ud over den egentlige bluegrassscene, bl. a. i flere optrædener med Emmylou Harris.

Duffeys død var et kæmpetab for bandets udtryk, både musikalsk og visuelt. Hans lyse tenor stod i skærende kontrast til hans fysiognomi, der godt kunne minde lidt om Jerry Lee Lewis', og var præget af næsten uhyggeligt præcise fraseringer og skift. Man kan blive helt fortumlet af kombinationen af vokal ækvilibrisme og den tilsyneladende legende lethed med hvilken han leverede sangen (John Duffeys far var operasanger, så han kan have lært et og andet fra ham). Hør f. eks. "San Antonio Rose" og "Girl in the night" fra Act four (1979) - nej, hør hele albummet, for bedre melodier, samspil og vokalharmonier skal man faktisk lede meget længe efter. Man kan sætte "San Antonio Rose" i et interessant perspektiv ved at sammenholde den med den også fremragende originalversion "New San Antonio Rose" med Bob Wills & His Texas Playboys fra 1944. Duffey og The Seldom Scene skruer tempoet op til det næsten vanvittige, men der er ingen slinger i valsen. Hvert millisekund afleveres med uovertruffen præcision.

John Duffey
Bandets meget komplicerede medlemshistorie kan ses anskueliggjort grafisk på Wikipedia. Lou Reid, der i årene 1986-93 spillede guitar og sang, trådte ind igen efter Duffeys død, nu i tilgift på mandolin. Reid har en stemmepragt der kan måle sig med John Duffeys, men han lyder mere i retning af Roy Orbison, hvor Duffey lyder meget personlig og indlevet. Om det skyldes tabet af Duffey som visuelt omdrejningspunkt og personlighed skal jeg ikke kunne sige, men der er i de efterfølgende år kun udsendt to albums med nye indspilninger, Scene it all (2000) og Scenechronized (2007). Ingen af de to albums fejler noget som helst, men Duffeys fravær gør at det er som at høre et Beatlesalbum uden John Lennon. Det er i mere end én forstand en tung arv at løfte.

1960'ernes folk revival blev i bluegrasskredse set som et nyt, potentielt marked at appellere til. Hvor country i bredeste forstand havde et imageproblem i forhold til de unge og hippe, var bluegrass umiddelbart langt mere salgbar som en variant af folkemusikken. Forsøget på at hægte sig på den nye bølge afspejledes i titler som Country Gentlemen-albummet Folk session inside (1963), og i coverversioner af sange af nye opkomlinge som Bob Dylan og  Paul Simon. "Mother" Maybelle Carter fra The Carter Family optrådte, ligesom svigersønnen Johnny Cash, flere gange på Newport Folk Festival. I dag kan forsøget på tilnærmelse mellem genrerne virke uforståeligt, og man vil sikkert betragte folk og bluegrass under én hat som "Americana" eller "roots". Bluegrass selv har bevæget sig meget langt i de mellemliggende årtier, med kunstnere som Alison Krauss & Union Station solidt etableret som et mainstreamnavn, bl. a. som følge af at optræde på soundtracket til film som O brother, where art thou? og Cold mountain. Der er næppe i dag nogen fine fornemmelser af "vi, de hippe" contra hillbillies i overalls.

At der overhovedet skulle være skel mellem folk og bluegrass er også absurd når man betænker at det i høj grad var de samme traditionelle melodier der spilledes i de respektive miljøer. F. eks. Bob Dylan havde i de tidlige år melodier som "Man of constant sorrow", "Naomi Wise" (også kendt som "Omie Wise"), "Handsome Molly" og Hank Williams' "(I heard that) lonesome whistle" på repertoiret, sange der også blev spillet flittigt af bl. a. The Stanley Brothers, Doc & Merle Watson og Flatt & Scruggs. Der var ikke noget kalkuleret her, det var bare de fælles rødder.

Forsøget på at komme ind i varmen hos det unge publikum gav pote i hvert fald indtil omkring 1970, hvor genren tabte terræn. Det er her The Seldom Scene kommer ind som en del af den begyndende "progressive bluegrass", eller "newgrass", som det også er blevet kendt. Gruppen holder sig for det meste inden for de traditionelle rammer hvad angår instrumentering, dvs. overvejende akustiske instrumenter som guitar, banjo, dobro, mandolin og gulvbas, men repertoiret bliver ofte "progressive" ved at inkludere numre fra genrer langt fra alt "roots", numre som "Stompin' at the Savoy" og "Chim-chim-cher-ee" (fra Mary Poppins). Samtidig holder de fast i det traditionelle bluegrassrepertoire med sange som "Darling Corey", "How mountain girls can love", "Working on a building" og "Rider". Hvor skal man i øvrigt placere en sang som den vittige "Philadelphia lawyer" af Bob Dylans idol Woody Guthrie? Den er særdeles kendt i bluegrasssammenhæng, hvor også John Duffeys tidligere gruppe The Country Gentlemen har indspillet en version. Igen, folk og country/bluegrass er som udgangspunkt mere to alen af samme stykke, end to adskilte verdener som de forskellige musikkulturer ved 1960'ernes start kunne give anledning til at tro.

Bluegrass er feelgoodmusik på den gode måde. Ikke i betydningen af lalleglad og postuleret, men fordi sangene kommer rundt i alle tilværelsens ender. Sange om menneskelige tragedier som "Girl in the night", "She's more to be pitied" og "Long black veil" veksler med sange om lykkelig eller ulykkelig kærlighed, og med de spirituals/gospelsange der i de rette hænder klæder bluegrass så umanerligt godt. Bill Monroe & The Bluegrass Boys mestrede de stramme, perfekte arrangementer bl. a. på gospelnumre som "Get down on your knees and pray" og "Walking in Jerusalem". Flatt & Scruggs, der begge havde rødder i The Bluegrass Boys, har udsendt opsamlingsalbummet Foggy Mountain gospel, og The Seldom Scene indspillede i 1978 gospelalbummet Baptizing.

Lytter man meget til traditionel amerikansk musik indspillet i 1920'erne og 1930'erne opbygger man en fornemmelse af hvad der optog folk dengang: Sange om at være en rodløs "drifter" eller "rambler" der måske drager fra sted til sted som "hobo" på tog, sange om pludselig, uforklarlig ondskab, om syndsbevidsthed og længsel efter at hvile ved Guds "bosom", "weary" af usikkerhed og modgang. Traditionerne føres videre hos The Seldom Scene, uden at der er noget ironisk eller corny over det, og så med den ekstra dimension der kommer af tressergenerationens nye syn på tilværelsen.

I tilgift til det traditionelle sangrepertoire har flere af gruppens medlemmer gennem tiden selv skrevet sange der er blevet en del af bluegrasstraditionen. Øre- næse- og halslæge John Starling, den første guitarist og en af flere fine sangere der har været en del af gruppens historie, har skrevet bl. a. "C & O canal" "Different roads" og "Mean mother blues". Hans afløser Phil Rosenthal står bag bl. a. "Willie boy" og "Muddy water". John Duffey har skrevet bl. a. "Don't bother with white satin", "The border incident" og "Reason for being". Der er også mange fine instrumentalnumre i deres repertoire. Især deres udgave af den traditionelle "Lorena" med Mike Auldridges meget melankolske dobrospil skal fremhæves. Det er så de små nakkehår rejser sig, og det gør for en gangs skyld ikke noget at der mangler den velkendte tekst med "the years creep slowly by, Lorena ...".

På det tidspunkt hvor gruppen gør sin entré er folk/rockkulturen for længst blevet en del af den amerikanske mainstream, og at The Seldom Scene inkluderer coverversioner af Dylansange, er ikke mere fortænkt end at bløde middle-of-the-road-kunstnere som Judy Collins gør det. Med den progressive bluegrass' ankomst kan ældgamle sange ubesværet veksle med nye klassikere af Dire Straits, James Taylor, Creedence Clearwater Revival og J. J. Cale. Duetterne på de tidlige albums mellem to så gode sangere som John Starling og John Duffey kan godt lede tankerne hen på Simon & Garfunkel, fordi deres stemmer klæder hinanden så ualmindeligt godt. Uden at man skal strække ligheden for langt kan jeg også godt se gruppen som en slags pendant til The Byrds i disses countryfase. Begge grupper gør sig i stilblandinger af traditionel amerikansk musik og sange fra rockverdenen. Begge grupper har en sprød, sprød lyd på de akustiske instrumenter, og begge grupper gør sig i åndeløst smukke vokalharmonier. Og både The Byrds og The Seldom Scene har indspillet Byrds-medlem Gram Parsons' og Bob Buchanans sang "Hickory wind"; Gram Parsons, som jo var nært knyttet til Emmylou Harris i dennes tidlige karriere, samme Emmylou Harris som selv har indspillet sangen og som har medvirket på The Seldom Scenes 15- og 20-års-jubilæums-live-cd'er. Rock og country/bluegrass har mødt hinanden fra hver sin side - ringen er sluttet - the circle has been unbroken.