17. DECEMBER - Slayer : Hell Awaits

Hver dag fra den 1. december og frem til jul sætter vi fokus på et legendarisk album, som du bør give en chance.

Det var en sørgelig nyhed, da Jeff Hanneman i 2013 døde efter leversvigt. Jeff, der for et tre år tilbage pådrog sig en aggressiv kødædende bakterie, som efter omfattende operationer på armen gjorde ham ude af stand til at spille guitar. Manden, der egenhændigt stod for at skrive Slayers allerstørste sange og plader var nu væk. Taget fra os alt for tidligt ligesom en række af andre vigtige metalmusikere, såsom Cliff Burton, Pete Steele, Dimebag Darrell, Chuck Schuldiner osv. osv. Men hvor førnævnte var ikoner, kan Jeff Hannemans afgørende betydning sommetider godt blive glemt fordi han på scenen står i skyggen af Tom Araya og Kerry King, der på hver sin måde præsenterer Slayer udadtil.

Tom Araya er den chilenskfødte forsanger, der med sin store, sorte manke, der dog godt nok er ved at gråne nu, er frontmand og indpisker. Arayas stemme, sceneoptræden og store smil er det naturlige omdrejningspunkt til en koncert med Slayer. Samtidig har vi Kerry King, der med sin fysiske fremtræden, tatoveringer, udklædning, hårpragt (i gamle dage var det langt hår, nu er det langt skæg) og guitar står som det perfekte visuelle udtryk som metalmusiker. Og så havde vi den introverte Jeff Hanneman, der godt nok havde fået lavet en guitar med et logo, der minder om Heineken-mærkatet fra deres øl, blot med hans efternavn på og så nogle skinnebensbeskyttere. Han kunne på ingen måde hamle op med de to andre på scenen.

Det kunne han så til gengæld bag scenen. For Jeff Hanneman skrev nærmest egenhændigt al musikken på Slayers første fire-fem plader, hvorefter Kerry King stille og roligt også fik cementeret sin position som sangskriver. Indtil da havde han kun været med til at skrive tekster og ganske sporadisk også været med til at skrive musik. Hanneman var arkitekten bag Slayers musik!

Svendestykket

Her kommer vi til 'Hell Awaits'. Fans af Slayer og metalmusik generelt vil måske studse over, at vi ikke valgte den oplagte 'Reign in Blood'. Men opfølgeren til 'Hell Awaits', der i folkemunde anses som en af de mest indflydelsesrige metalplader nogensinde udgivet må lige vente lidt. Det kan ikke udelukkes, at vi senere kigger nærmere på den historiske udgivelse, men denne gang er det pladen, der kom før 'Reign in Blood', der får opmærksomheden.

For 'Hell Awaits' var en vigtig plade for Slayer. De havde udgivet debutpladen 'Show No Mercy' i 1983 og efter nogle turnéer og en EP var de klar til at gå i studiet igen i 1985 og lave opfølgeren. Debutpladen havde de selv finansieret, men den havde solgt så godt, at pladeselskabet Metal Blade nu godt ville give Slayer en smule forskud, så de kunne hyre en producer og komme i et rigtigt studie. Sangskrivningen havde fået et hak opad. Sangene var mere komplekse, længere og der var skruet godt op for effekterne.

På starten af pladen er der en skummel intro til titelsangen 'Hell Awaits', der ligesom skal skabe lidt spænding og en dyster stemning. Det var i tiden i USA, hvor skræmte forældregrupper heksejagtede rockmusikere for at være satanister. Mens grupper som Judas Priest og Twisted Sister kæmpede kampe i retten for at rense deres navne, gik Slayer linen ud og gav de skræmte forældre noget at komme efter. Albummets titel og cover i sig selv gjorde et godt stykke af arbejdet. Og at når man spillede introen baglæns, så sagde Araya faktisk "join us" gjorde kun det kontroversielle endnu værre. Sangtitlerne og teksterne understregede så blot med al tydelighed, at Slayer ikke havde tænkt sig at pakke noget ind. Satan blev i høj grad brugt som chokværdi.

Hell Awaits' er fra første trommeslag en knytnæve lige i mellemgulvet. Titelnummeret går i gang og sætter med det samme standarden for, hvordan midtempo thrash lyder anno 1985. Der, hvor sangen så for alvor åbner sig, ændrer det markant karakter. Mere brutalt og hurtigt. Slayer!

Derfra kigger Slayer sig ikke tilbage. De næste 35 minutter går meget hurtigt. Det er Slayer, hvor de er både hurtige, aggressive og hvor samspillet er virkelig godt. Netop det, at de føler sig mere sikre i hinandens selskab bevirker også, at de tør udfordre rammerne mere end på 'Show No Mercy', hvilket gør, at de inkorporerer flere hurtige temposkift og det hele virker meget ubesværet. Og på 'At Dawn They Sleep' kan man i introen høre, hvorfra de har fået ideen til riffet til 'Raining Blood'.

'Hell Awaits' er en fantastisk mørk, skarpskåren og voldsom plade, der i dag står som en af de stærkeste thrash-plader nogensinde udgivet. Nogle har sågar kaldt den for Slayers mest progressive plade, idet de komplekse temposkift og sangkonstruktioner egentlig aldrig rigtig blev brugt af bandet siden. Tre af sangene varer over seks (6!) minutter. Kvaliteten på pladen var da også så høj, at det blev startskuddet, der skulle sende Slayer ud af undergrunden og op i superligaen af metalbands.

Jeffs afløser blev fundet i 1985

For med 'Hell Awaits' kom Slayer på turné med Venom og Exodus. Det var her, venskabet med guitaristen i Exodus, Gary Holt blev dannet. Senere skulle det jo så vise sig, at det var netop denne Gary Holt, som Slayer kontaktede da Jeff Hanneman måtte opereres pga. sygdommen nævnt tidligere.

Venom og Exodus var dog ikke de eneste, der fik øjnene op for Slayer med 'Hell Awaits'. Det gjorde en vis producer ved navn Rick Rubin også. Og det, han gjorde på den efterfølgende plade er, som de siger, historie.

I dag står opfølgeren 'Reign in Blood' fra 1986 som den måske bedste thrash-plade nogensinde udgivet. En titel, som fans stadig debatterer om er korrekt, idet Metallica også udgav en ret anerkendt plade i 1986, der måske lige så godt kunne gå med titlen.

Faktum er dog, at det var med 'Hell Awaits' at grundlaget for Slayers fremtidige succes blev lagt. Her fik Jeff Hanneman styr på sit sangskriveri og Slayer som band fandt hinanden og det univers, som de fremover skulle begå sig i.

Farlige Slayer

For Slayer har altid flirtet med det kontroversielle og danset om den varme grød med emner som satanisme, nekrofili og andet godt fra den mørke krypt. Med deres Slayer-ørn blev de sågar anklaget for at være nazisympatisører. Alt sammen var det med til at bære ved til bålet. Slayers fans blev draget af det farlige, og på den måde var 'Hell Awaits' utvivlsomt, sammen med Venom, med til at inspirere tusindvis af unge musikere, der i samme periode begyndte at udvikle genrerne døds- og black-metal.

'Hell Awaits' står i skyggen af efterfølgeren. Sådan er det. Men for kendere af bandet, genren og historien er 'Hell Awaits' mindst lige så vigtig. Produktionen er ikke nær så god som man kunne have ønsket, men sådan er det med de første plader, skrabede budgetter og et band, der lige skal finde deres ståsted. Det gjorde Slayer med 'Hell Awaits' og de har reelt ikke lavet noget nyt siden. De har blot udgivet plader i den støbeform, som de lavede færdig med udgivelsen af 'Hell Awaits'.

Med tanke på Jeff Hannemans alt for tidlige død er denne Metaldiktator dedikeret til Slayers kunstneriske livsnerve. Bandet er pt. skåret ned til kun at tælle Tom Araya og Kerry King pga. kontroverser med trommeslager Dave Lombardo. Hvordan fremtiden ser ud for Slayer er uvist. Én ting er dog sikkert. Deres plads i metalhistorien er mejslet i sten og én af de vigtigste begivenheder var tilblivelsen og udgivelsen af 'Hell Awaits', samt den inspiration, som pladen indgød i tusindvis af spirende musikere. Vigtigst af alt dog; den frygt og nysgerrighed, som blev vakt til live i deres fans' ører. Det var her, Slayer startede deres felttog, der skulle cementere deres position som én af 'The Big 4' i thrash-metallen.