Sejle op ad åen

Sejle op ad ÅÅÅÅ-en
sejle ned ad igen.
Det var vel nok en dejlig sang
den må vi ha’ endnu en gang ...

I festligt lag tænker man ikke over, hvad det er for en å. Eller hvor sangen i det hele taget kommer fra. Men alle sange har en historie, og denne her er lidt finurlig.

Åen er Odense Å. I 1882 blev der etableret en rute med små dampbåde, som sejlede fra Munke Mose i Odense op til det naturskønne område Fruens Bøge. Her lå der adskillige restauranter. Turene blev en populær forlystelse for borgerskabet, især i slutningen af århundredet, hvor man var begyndt at holde skovballer i Fruens Bøge. Undertiden var der flere tusinde passagerer på søndagsudflugt op og ned ad åen.

I 1895 blev sejladsen udødeliggjort med en vise på Odense Sommertheater.

Melodien, som var komponeret af teatrets dirigent, Emilius Wilhelmi, var den samme, vi synger i dag. Men teksten var helt anderledes. I stedet for de fire korte linjer, alle brøler med på til en fodboldkamp, strakte visen sig over tre vers med 18 linjer i hver. Teksten var forfattet af Lauritz Stephan og beskrev, hvad man kunne opleve under en udflugt på åen, med lige dele stilfærdig naturlyrik og bedsteborgerlig humor. Den begyndte sådan:

Sejle op ad åen
en dejlig sommerdag.
Hvilken lyst på engens kyst
nikke tusind blomster tyst ...

Og sluttede sådan:

Sejle ned ad åen
under stjernernes hær,
vanskeligt kan man finde
en pragt som denne her.

Visen blev en succes. Allerede året efter blev den sunget ved en velgørenhedsforestilling, også i Odense, men her var teksten ændret. Og samme år blev den trykt som en skillingsvise med endnu flere ændringer.

På sin rejse gennem landets varieteer og revyer blev teksten grundigt forvansket og endte som de fire linjer, vi kender i dag. Men melodien var hele vejen en populær ørehænger. I 1934 var Frederik, som ud over at være kronprins også var kaptajnløjtnant og en dygtig dirigent, ved at øve med Livgardens orkester i København. En af musikerne sad og spillede lidt af “Sejle op ad åen”. Det fik kronprinsen til at sige til Livgardens musikchef: “Det er en dejlig melodi, den synger vi tit, når vi er ude at sejle. Den synes jeg, De skulle spille på fodboldbanen!”

Det skete - og resten er vel nærmest danmarkshistorie.