Hyldest til tilfældighederne

I en af Carl Barks´ mest kendte 10-siders historier om Anders And introducerer han begrebet ”flipism” (på dansk ”platisme”). Det sker i fortællingen ”Flip decision” fra 1952 (på dansk ”Plat eller krone”, Anders And & Co., 1954, nr. 2), hvori Anders under påvirkning af den anmassende professor Fup bliver platist og begynder at lade sine beslutninger styre af en mønt.

I platismen træffes alle afgørelser ved at slå plat eller krone om, hvad man skal gøre efterfølgende, og som man kan tænke sig, resulterer Anders´ forsøg med den latterlige fidusfilosofi i en række komiske og absurde situationer. For selvfølgelig kan man ikke lade sit liv styre af tilfældigheder (selv om også Luke Rhineharts hovedperson senere forsøgte det i romanen ”Terningemanden” fra 1971).

Livet består af konstante valg mellem mulige alternativer, og hvis man vælger ikke at gøre noget, er det også et valg. Hvilket dog ikke betyder, at tilfældigheder ikke spiller en rolle i den enkeltes tilværelse – man kan bare ikke ophøje dem til en form for livsfilosofi.

Overraskelser
Jeg har aldrig selv forsøgt mig med platismen som rettesnor for mine handlinger, men alligevel har jeg i det små gjort det til en dyd at lade tilfældigheder styre mine beslutninger og mine valg – i bestemte situationer og inden for stærkt afgrænsede områder af tilværelsen!

Og trods alt ikke ganske uden indflydelse af personlige præferencer og smagsmæssige ledetråde. Når jeg f.eks. altid har syntes, at det var sjovere at købe musik på plademesser og i brugtforretninger end i pladebutikker (dengang de eksisterede) og på nettet, skyldes det, at jeg gerne vil overraskes.

Hvis jeg leder efter musik på nettet, finder jeg som regel kun det, jeg eksplicit leder efter – hvilket selvfølgelig også kan være godt nok, hvis jeg er ude efter noget specifikt. Men jeg bliver sjældent overrasket. Det sker til gengæld ind imellem, hvis jeg – med et opladt sind – leder efter musik på en plademesse eller i en brugtforretning, hvor der ikke er nogen fast lagerbeholdning eller noget varemæssigt standardrepertoire, men hvor man tværtimod præsenterer de varer, man p.t. ligger inde med.

Her er der mulighed – men naturligvis ingen garanti – for at blive overrasket, og selv om man ofte må gå tomhændet fra den slags butiksbesøg, er muligheden for noget uventet altid til stede. Og denne målrettede opsøgning af tilfældigheder kan vel med lidt god vilje betragtes som en variant af platismen.

I hvor høj grad tilfældighederne får lov til at råde ved denne type musikjagt afhænger af flere forhold, bl.a. af musikjægerens aktuelle præferencer og ønsker samt naturligvis af pladekøberens økonomiske formåen. Det er jo trods alt ikke gratis at købe musik i brugtforretninger eller på plademesser, selv om cd´er ikke mere er så højt prissat, som de var tidligere.

Faktisk er cd´er i dag ofte så lidt værd, at der er råd til flere fejlskud i indkøbene end tidligere, uden at det ryster pladekøberens økonomi. Og dette større råderum i forbindelse med musikkøb kan vel i virkeligheden ses som en forbedret mulighed for at lade platismen råde, når man står over for et valg om at købe eller ej (hvis man da ikke bare køber alt, hvad man støder på).

Inden jeg forfølger tankegangen om de billige cd´ers indflydelse på at lade tilfældigheder styre ens musikkøb, skal jeg lige nævne et område, hvor min tilgang til sagen minder endnu mere om platismen, end det er tilfældet inden for musikområdet.

Det handler om mit valg af læsestof, som selvfølgelig langt hen ad vejen styres af anmeldelser, anbefalinger og tidligere erfaringer med litteratur. Men ud over disse oplagte inspirationskilder ynder jeg også at lade min læsning afhænge af, hvad jeg tilfældigvis støder på i diverse bogbytteskabe og 5-kroners kasser i genbrugsbutikkerne.

At lade sin læsning afhænge af, hvad andre læsere tilfældigvis har ønsket at skille sig af med er en praksis, der som et minimum er i familie med platismens filosofi. Men faktisk har mine jævnlige møder med det tilfældige indhold af kommunale bogbytteskabe o.lign. givet anledning til en række læseoplevelser, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg ”kun” havde holdt mig til bibliotekernes (i øvrigt udmærkede) tilbud.

Ikke mindst har møderne ført til en stribe fornøjelige bekendtskaber med nogle af 1960´ernes danske krimiforfattere, som for længst er udrangeret fra bibliotekernes hylder (Frits Remar, Poul Henrik Trampe) samt med adskillige solide udenlandske kriminavne, som ligeledes kun kan findes på Statsbiblioteket i vore dage (Patrick Quentin, Ross McDonald). Længe leve de uventede møder i bogbytteskabene og i 5-kroners kasserne!

Platisme
Men tilbage til platismens indflydelse på min (og muligvis også andres) musiklytning. Som ovenfor nævnt har de faldende priser på brugte cd´er betydet – i hvert fald for mit vedkommende – at der ikke mere er så meget grund til at være tilbageholdende med sine pladekøb som tidligere (bortset fra at de lavere priser ikke løser problemerne med opbevaring af de fysiske materialer). Ganske ofte kan man i genbrugsbutikkerne købe cd´er for 5 kr. stykket, og undertiden er prisen endda endnu lavere, helt ned til 1 kr. pr. stk.

Det betyder alt andet lige, at man ikke mere behøver at være så selektiv i sine indkøb, og at man kan tillade sig at købe musik, som man ikke kender på forhånd, men som måske taler til en i kraft af et godt coverbillede, i kraft af en god titel, el.lign. Der er mange muligheder, og ved sådanne tilfældighedskøb kan man for alvor begynde at sammenligne musikvalget med Carl Barks´ platisme.

For mit eget vedkommende har situationen med de billige cd´er bl.a. betydet, at jeg har udviklet en helt speciel afart af platismen i forhold til et par musikgenrer. Jeg er en stor tilhænger af den musikgenre, der går under navnet countryrock, mens jeg til gengæld ikke er så meget for den mere traditionelle countrymusik.

Forskellen mellem de to musikformer er svær at definere entydigt, men generelt kan man nok sige, at mens countryrocken gerne involverer elektriske instrumenter, er countrymusikken ofte akustisk. Desuden har countryrocken ofte mere varierede tonegange og harmonier, mens countrymusikken holder sig tættere til de traditionelle genreskabeloner og som regel anvender melodier i 4/4 takt.

Der er naturligvis masser af afvigelser fra disse meget firkantede retningslinjer, som imidlertid giver en løs ide om forskellene på de to former for country (som kan inddeles yderligere i en række underkategorier, hvis man måtte ønske det). Men hvordan navigere i disse særdeles usikre vande? Man kan selvfølgelig bare blive ved med at høre det, man godt kan lide, og det gør jeg også.

Men hvordan få ny inspiration og nye musikalske indtryk uden at spilde alt for megen tid og energi på fejlskud?
Jo, man kan f.eks. have nogle overordnede pejlemærker, som man går efter, når man køber ny musik, og som i kombination med de lave priser på brugt-cd-markedet gør, at eventuelle fejlkøb får mindre betydning. Ved en sådan blanding af platisme og rettesnore er der gode muligheder for at stifte bekendtskab med ukendt musik.

Hatisme
Helt konkret bruger jeg selv en stærkt uvidenskabelig, men ikke af den grund ubrugelig metode, når jeg forsøger at finde ny countryrock, som ikke falder alt for meget i countrygrøften. Jeg ser nemlig gerne på de (for mig) ukendte musikeres hattestørrelse på coverfotoet som en første ledetråd, når jeg støder på eventuelt interessante cd´er. Countrymusikere har traditionelt altid cowboyhatte på, når de bliver fotograferet til albumomslagene, og her gælder det om at vurdere, hvilken type countrymusik, hatten indeholder.

Min tommelfingerregel siger, at alt for store hatte peger i retning af traditionel countrymusik, mens mindre hatte signalerer countryrock – en regel, man for rimets og parallellitetens skyld kunne benævne ”hatisme”. Dertil kommer naturligvis instrumenteringen på den pågældende udgivelse, samt et – igen – aldeles uvidenskabeligt udvælgelseskriterium: hvis cd´en indeholder sange med ordet ”train” i titlen, er det et godt tegn.

Hvad man går glip af af god musik med denne form for absurde/tåbelige udvælgelseskriterier, melder historien heldigvis ikke noget om. Men jeg kan tilføje, at min specielle form for platisme ikke kun indskrænker sig til at grovskelne mellem countrymusik og countryrock. Jeg lader også ofte tilfældet og førstehåndsindtrykket råde, når jeg ved mødet med meget billige cd´er udvælger danske cd´er af navne, jeg i øvrigt ikke kender noget til.

På denne måde har jeg i tidens løb stiftet bekendtskab med en stribe udmærkede sange om det at blive ældre (se artiklen herom på hjemmesiden: ”Gamle er unge der er blevet ældre”), sange om sygeplejersker (”Sygeplejerskesange” med Bente Kure) og andre professioner samt mange andre interessante sange om emner, som jeg ikke umiddelbart ville være gået målrettet efter.

Men handler disse møder med (for mig) ukendte kunstnere overhovedet om platisme, eller er der bare tale om udnyttelse af et marked under økonomisk afvikling? Det er klart, at de lave priser på cd´er i dag spiller en vigtig rolle i sammenhængen; men selv om musikken skulle være helt gratis, er der trods alt grænser for, hvor mange udgivelser man orker at arbejde sig igennem, hvorfor man altid må træffe valg.

Og hvis disse valg mere eller mindre beror på tilfældigheder, kan man vel godt tale om en form for platisme her. Også selv om ens tilsyneladende tilfældige valg nok i virkeligheden bygger på en blanding af fornemmelser, tommelfingerregler og vilkårlighed.

PS:
Rendyrket platisme er der ikke tale om i forbindelse med mine bestræbelser på at opsnuse ny musik. Men når det er sagt, kan man vel tilføje, at det er tvivlsomt, om den rendyrkede platisme overhovedet eksisterer.

Når Anders And i Barks´ fortælling om platismen kaster en mønt for at finde ud af, om han skal dreje til højre eller til venstre, er det jo allerede udtryk for et bevidst valg mellem muligheder.
For hvad med at køre ligeud eller tilbage?
Og når han slår plat eller krone for at finde ud af, i hvilken lejlighed den skøre professor Fup gemmer sig, er der også tale om et valg, som udelukker nogle muligheder. For hvad med lejlighederne på første sal eller på den anden side af gaden? Osv.

Platismen er en filosofi, der overlader begivenhedernes udvikling til hasard og tilfældigheder; men inden man kan udføre møntkastet, er man nødt til at opstille nogle valgmuligheder, mønten skal vælge imellem, og denne udpegning af mulige scenarier vil altid udelukke endnu flere scenarier, som også kunne indgå i hasardspillet. Udpegningen udspringer af et bevidst valg, som altså ikke kan undgå at relativisere platismens påberåbelse af det rene tilfældighedsprincip.