Min Amanda var fra Kerteminde

Egentlig er det en temmelig banal historie om svigtet kærlighed. Men under overfladen er der flere ting,  der hæver “Amanda” over gennemsnittet.

Først og fremmest melodien. Næsten alle kan synge med på første linje, der er det samme som titlen:

Min Amanda var fra Kerteminde ...

Derefter bliver man nødt til at nynne, for næsten ingen kan huske mere af teksten. Men melodien er førsteklasses. Den er så iørefaldende, at den sidder fast, bare man har hørt den en enkelt gang. Sangens oprindelige titel er “Le pendu”, og den er skrevet af visesangeren Maurice Mac-Nab, der sidst i 1800-tallet optrådte i den parisiske cabaret Le Chat Noir. Det er let at forestille sig sangen serveret a la chanson med en trækharmonika i baggrunden.

I februar 1893 kunne københavnerne opleve visen med dansk tekst. Det var i revyen Harper i luften på Nørrebros Teater, et af tidens mange morskabsteatre, hvor der var folkelig underholdning på programmet. Visen om Amanda fra Kerteminde gjorde lykke både hos publikum og anmeldere, og den blev straks trykt af landets største forhandler af skillingstryk. Inden længe var “Amanda” og “Kerteminde” uløseligt forbundet overalt i Danmark.

Den danske tekst var skrevet af Axel Schwanenflügel og fortalte om en ung mand, der forelsker sig i den skønne pige, som lige er flyttet til København fra provinsen. En dag, de er ude at spadsere, møder de en mand, som Amanda præsenterer som en barndomsven. De to drikker fortælleren fuld og fordufter sammen. Så langt, så almindeligt. Men i sidste vers kommer en uventet drejning. Studenten er mediciner og ansat på Kommunehospitalet, så fortælleren frygter, at

... når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka’ske lavet til skelet.

Det kan man efter temperament kalde plat nonsens eller Danmarks første eksempel på sort humor. Men der er ingen tvivl om, at publikum i Nørrebros Teater har grinet højt over den vanvittige slutning.

Der har verseret historier om, at Amanda var en virkelig pige fra Fyn, som i 1890’erne flyttede til København for at blive skuespillerinde, men brugte det meste af sin tid på at knuse hjerter. Historierne er mulige, men aldrig bevist.

Derimod er det sikkert, at Kerteminde i 1954 hædrede sin “Amanda” med en granitskulptur, som forestiller en fiskerpige og bærer hendes navn. Den er blevet byens vartegn og kan ses af alle, som krydser Kerteminde Fjord over Langebro.