Frøhlich – den flittige håndværker

Frøhlich? J.F. Frøhlich?
Øøh – hvem har hørt om ham?
Riberhus March? Nå ja, og musikken til ”En søndag på Amager”!

Forlaget Multivers udgiver den fine serien ”Danske komponist” om knap så kendte komponister.
Vi har allerede en snes bøger, og nr. 21 i serien er cand.mag. i musikvidenskab Lisbeth Ahlgren Jensens grundige bog om Johannes Frederik Frøhlich.
Ahlgren Jensen har tidligere skrevet bøger og artikler om kvindelige forfattere, i nærværende serie om Hilda Sehested og Nancy Dalberg.
Men her går vi længere tilbage – til brydningstiden mellem enevælden og den fri forfatning.
J.F. Frøhlich blev født i 1806 og døde som 54-årig i 1860.

Denne bog er en såre sympatisk og velskrevet traditionel biografi om en såre sympatisk komponist og musiker, der levede et flittigt og slidsomt liv.
Vi får på godt 120 sider, som er standarden i denne serie, en kronologisk gennemgang af Frøhlichs arbejdsliv som violinist, syngemester og kapelmester. Som i sig selv udfyldte hans tid, men alligevel komponerede han samtidig en del musik; kammermusik, scenemusik, vokalmusik og symfoniske værker.

Frøhlichs privatliv fylder ikke meget. For mit indtryk efter læsning af bogen er, at han ikke rigtigt havde noget.

Den talentfulde håndværker
Der er gennemgående ord i beskrivelsen af musikmennesket Frøhlich: Han var en musikalsk håndværker, han beherskede de kompositoriske virkemidler og var dygtig til instrumentation. Sympatiske beskrivelser. Men samtiden karakteriserede ofte hans spil og musik som manglende varme og ild.
Hmm – det var måske ligefrem lidt kedeligt?

En mission for denne bog er at gøre opmærksom på den megen musik fra Frøhlichs hånd, der ligger klar til at blive spillet. Nutidens musikere og orkestre er altid på udkig efter lidet spillet musik, og ifølge forfatteren byder Frøhlichs musik på værker, der har fortjent at blive støvet af og spillet. Lige fra strygekvartetter til en symfoni og violinkoncerter.

Og selvom Frøhlichs musik ikke indeholder de store hits, som straks dukker op i vores hukommelse, når navnet nævnes, indeholder hans musik kvaliteter, der retfærdiggør hans navn i koncertprogrammerne.
Jeg har med fornøjelse hørt hans musik under læsningen af bogen. Bland andet hans fine fløjteduetter, violinkoncerten i d-moll og symfonien i Eb.
Og så selvfølgelig Riberhus March.

Vidunderbarnet
Johannes Frederik Frøhlich bliver født i ’beskedne kår’ i en musikerfamilie i København. Han spiller som 5 ½-årig violin for de kongelige og bliver ansat i Det Kongelige Kapel som 15-årig. Han har sin komponistdebut tre år senere. Allerede her nævner anmelderne hans ’overlegne beherskelse af de kompositoriske virkemidler’. Det er desværre ukendt, hvor han har lært komposition, selvom forfatteren har gjort en enorm research med denne bog. Noteapparatet indeholder ikke mindre end 221 noter, og litteraturlisten er imponerende.
I udlandet

I 1929 modtager Frøhlich et rejselegat, som sender ham på en rejse i to år. TO ÅR, det er i nutidens øjne sandelig lang tid.
Vi hører – gennem breve – om hans færden i store tyske byer, i byernes by Paris og i Rom. Her møder han blandt andre Bertel Thorvaldsen og H.C. Andersen, der omtaler Frøhlich venligt i sine breve.
Foruden de mange koncertoplevelser, Frøhlich suger til sig, får han også komponeret en del på rejsen – en flittig mand.

Den ene symfoni
Tilbage i Danmark fortsætter han sit job som syngemester på Det Kongelige Teater samtidig med, at han optræder ’ude i byen’ med sine nye værker. Men hans skrantende helbred medfører også en del aflysninger.
Endelig i 1833 opføres hans symfoni i Eb. Og det bliver kun til én opførelse. Anmelderne kalder den ”lærd og kunstfærdig’. Ahlgren Jensen giver os en grundig og begejstret gennemgang, og hun kan rettelig beklage, at det kun bliver til én opførelse. For vi ved jo, hvor meget mere lytteren får ud af gentagelse af et nyt værk.

I værkfortegnelsen kan vi læse, at Lisbeth Ahlgren Jensen står bag udgivelsen af symfonien i 2011, så man må sige, at bogens forfatter er godt inde i musikken.
Arbejdsmiljøet på Det Kongelige Teater er sandelig ikke fremmende for Frøhlichs svage helbred; her er ævl og kævl og lurende intriger overalt.

Frøhlich får et godt samarbejde med den bestemmende balletmester Bournonville, og i balletten ”Erik Menveds barndom” optræder ”Riberhus March” første gang. Et iørefaldende stykke musik, der bruges i andre balletter og som i dag bliver spillet i mange blæserensembler.
Men helbredet er kronisk dårligt, og på vej til ansættelsesmøde på teatret brækker han hånden, han får senere gigtfeber og apopleksi – stakkels mand.

Frøhlich får et ’frikvarter’ med endnu en italiensrejse, hvor han medbringer både violin og klaver; det er da et lille lyspunkt i alt det triste. Jeg kan levende forestille mig de varme stunder i kaptajnens kahyt rundt om klaveret.
Hjemme igen skriver Frøhlich kroningsmusik til Christian d. 8’s kroning i 1841; vi får her en indgående beskrivelse af den pompøse musik. Efter opførelsen konstaterer Oehlenschläger tørt, at ingen kunne høre musikken på grund af larm …
Verdensdrama og vaudeville

Vi får en interessant sidehistorie fra Det Kongelige Teater om komponisten Nicolas Bochsa og hans medsammensvorne, sangerinden Anna Bishop. Et farverigt par, der drog gennem Europa og svindlede og bedrog. De er også i København nogle år, hvor Bochsa faktisk har et godt samarbejde med Frøhlich.

En historie, de liver historien om den pæne Frøhlich lidt op. Dén historie er da lige til en opera – både dramatisk og komisk …
Efter lang ventetid efter sin afskedsbegæring får Frøhlich endelig i 1843 sin afsked fra teatret. Hans sidste år bliver mere rolige. Han når at få stor succes med musikken til Johanne Louise Heibergs succesfulde vaudeville ”En søndag på Amager”. Det er faktisk fru Heiberg selv, der har skrevet melodierne, som Frøhlich har arrangeret og instrumenteret. Men i 1848 er det ikke velset – eller forståeligt – at en kvinde kan skrive sådan musik, så Heibergs navn nævnes ikke.

Endelig mod slutningen får vi enkelte ord om privatpersonen Johannes Frederik Frøhlich. En omgængelig og flittig mand, der forstår at have de vigtige relationer. Men en stille eksistens, der til sin død i 1860 bor hos sin søster.

Hvem vil spille Frølich? – Kom nu!
Frøhlichs kompositioner blev efter hans død spredt omkring, og flere blev borte. Og man manglede en overordnet lokalisering. Symfonien bliver eksempelvis fundet på et støvet loft på Det Kongelige Musikkonservatorium i 1945.
Afsluttende konkluderer forfatteren: J.F. Frøhlich havde en fornem tilbageholdenhed. Kombineret med et dårligt helbred – en trist skæbne.

I vores tid med de mange digitale versioner kan Frølichs musik nu komme rundt i verden. Et afsluttende håbefuldt spørgsmål fra bogens forfatter: Hvem vil spille Frøhlichs musik?

Det kan jeg tilslutte mig. Efter denne bog må der være interesserede, der tager et kig på de mange tilgængelige noder og finder materiale til opførelse.
Frølich har fortjent det.

Tak for endnu en velskreven og interessant øjen- og øreåbner i denne serie om de nærmest-glemte danske komponister.