Ølhunden

Osvald Helmuth turnerede som ung i mere end 15 år med teatre og revyer, både i provinsen og i hovedstaden, uden at blive kendt for alvor. Det ændrede sig i maj 1929, hvor han var med i Poul Henningsens revy på Nørrebros Teater. Her sang han “Ølhunden” med tekst af PH, og det blev et gennembrud på landsplan for både sanger og tekstforfatter. Ved et pudsigt tilfælde var Liva Weel, som blev den eneste alvorlige konkurrent til Helmuth, med i samme forestilling, hvor hun bl.a. sang den smukke “ABC-vise”. Revyen var en succes og gik 154 gange.

Melodien til “Ølhunden” var ikke dansk. Den stammede fra en italiensk serenade, “Carmela ‘a picciotta”, skrevet i 1893 af komponisten Ernesto de Curtis. Han protesterede, da han hørte om PH’s uromantiske tekst til melodien, men det kom der ikke noget ud af; dengang var ophavsret ikke så stort et nummer som i dag.

“Ølhunden” viser de sider ved Osvald Helmuth, som gjorde ham til et hovednavn i dansk revy. Humoristisk fremførelse på københavnsk, betydningsfulde pauser, klar udtale (selv når der blev slået knuder på sproget) og ikke mindst en varm solidaritet med de ofte lidt medtagne og forhutlede personer, han skildrede.

Visen er selvfølgelig en hyldest til dansk øl og et rap over snuden til de lyseslukkere, der går rundt med en afholdshund. Hvorfor skal det være så kedeligt? Som den samtidige Storm P. skrev: “Øl er sundt. Øl er nærende. Lad børnene få øl med på skolemaden.”

Hørt i vore dage, hvor der er fokus på alkoholisme, unges drukkultur og det tilrådede antal genstande om ugen, bemærker man, at noget af visen handler om afhængighed:

Når du bades i ølsvedens pinsler,
og du kaster dig frem og tilbasje,
så’r det dyret, der laver ravasje,
så’r det hunden, der kræver sin pilsner.

Og hvad med denne her:

Lige fra vuggen
har jeg lyttet til ølhundens sukken ...

Det har PH og Helmuth næppe tænkt på som noget særlig alvorligt. Visen fejrer den danske øl og kalder på det danske grin. Og den er stadig en evergreen, som mange kan nynne med på.