Dengang jeg drog af sted

Denne vise er historisk: den drejer sig om den sidste krig, Danmark er gået sejrrigt ud af. Efter denne krig i 1848, kendt som Treårskrigen, har vi haft krigen i 1864, Danmarks besættelse i 1940 og senest krigene i Balkan, Afghanistan og Irak. Nederlag på stribe.

I foråret 1848 var Danmark optændt af nationalisme og optimisme. Ganske vist fik den slesvig-holstenske oprørshær støtte fra Preussen og det Tyske Forbund. Men danskerne mente, at de havde retten på deres side, og ønskede død over “tysken”, koste hvad det ville. I denne ophedede stemning skrev den unge polytekniske ingeniør Peter Faber “Den tapre landsoldat” - som senere fik titel efter første linje i visen. Komponist og musikforlægger Emil Horneman skrev, i tæt parløb med Faber, den festlige, stramt marcherende melodi. Visen blev udgivet som skillingstryk og måtte optrykkes igen og igen, for hele landet ville synge med på denne slagsang. Visen udløste et ridderkors til både Horneman og Faber.

I visen opregner den tapre landsoldat fem grunde til at gå i kamp mod tyskerne. Han vil forsvare sin kæreste, sine forældre, det danske sprog, det danske flag og Frederik 7., som netop havde sat sig på landets trone. Det er en krigserklæring for fuld udblæsning med mange gentagelser og et omkvæd, der slet og ret lyder: Hurra, hurra, hurra!

I sjette og sidste vers gentages grundene til soldatens kampvilje:

For pigen og vort land,
for pigen og vort land
vi kæmper alle mand,
ja, vi kæmper, alle mand.
Og ve det usle drog,
der elsker ej sit sprog
og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!

Den unge mand ved, at det også kan blive hans eget liv og blod, der må ofres. Så de afsluttende linjer giver en særlig rolle til kongen:

Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,
kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat!
Hurra, hurra, hurra!

Efter denne omgang krigsrabalder kan man undre sig lidt over, at det også er makkerparret Faber og Horneman, der står bag vores herlige julesang “Højt fra træets grønne top”.