En komponist har sin enegang

Et enestående særsyn i musiklitteraturen, også på verdensplan: En længere serie om nationale komponister, der nu er nået til bind nr. 22.
Det er forlaget Multivers, der udgiver disse relativt korte biografier om danske komponister, der ikke huserer i toppen af musikken, men som har fortjent et værdigt eftermæle.

En sympatisk samling, der har gødet min interesse for komponister, der ellers har huseret perifært i bevidstheden. Og der må jo være købere, siden forlaget bliver ved - dejligt. Målgruppen er også bred, og bøgerne er oplagte gaveideer til hende eller ham, det er svært at finde noget til.

Vi er nu nået til Ebbe Hamerik, der levede 1898-1951. En sjælden og egensindig personlighed; komponist, dirigent, sejlsportsmand.
Ja, sejlsporten fyldte meget i Hameriks liv og blev også hans fatale skæbne.

Cand.mag. i musikvidenskab Eva Hvidt, der også er formand for Carl Nielsen Selskabet, har her skrevet en gennemresearchet bog med mange velvalgte citater.

Musikfamilie
Ebbe Hameriks familie havde i generationer været fyldt med musik. Faderen Asger Hammerich var et hovednavn i det københavnske musikliv og var i en årrække direktør for musikkonservatoriet i Baltimore i U.S.A.

Hvidt har et flydende sprog, der til tider hælder til det altmodische. Da vi får en grundig beskrivelse af faderen, skriver Hvidt ”[…] men da Asger tidligt viste udprægede evner for musikalsk udfoldelse, blev tonernes verden hans eventyrlige livsbane”. Sjældent set formulering i 2024.

Nuvel, jeg synes, det er sympatisk, at bogseriens forfattere har fået lov til at skrive i så forskellige stilarter. Det giver den personlige beretning, som vi så kan goutere eller ej.
I otte kapitler får vi en læseværdig gennemgang af Ebbe Hameriks liv og virke. Med tryk på virke; hans forholdsvis lille produktion får en grundig gennemgang.

Ebbe Hameriks tid var brydningstiden fra senromantikken til den ny saglighed. Hvor Hamerik så at sige var født ind i den romantiske musiktradition, men tidligt arbejdede med en forenkling med stor inspiration fra de tidlige tider.
Lige som samtidens store navne Thomas Laub og Carl Nielsen. Nielsen, der kom til at fylde så meget, at tiden efter ham kun lod plads til to muligheder: at være pro-Nielsen – eller kontra.

Og det sidste var ikke let; her er det grelleste eksempel Rued Langgaard.

Hamerik og Nielsen
Efter den nævnte beskrivelse af Hameriks forfædre kommer vi i gang med den unge, ambitiøse Ebbe. Allerede som 22-årig bliver han assisterende kapelmester i Det Kgl. Kapel. Første opgave på Det Kgl. Teater er Helge Rode og Carl Nielsens ”Moderen”; dén med ”Tågen letter”. Eva Hvidt kan ikke dy sig og skriver ”med dejlig musik af Carl Nielsen”. Jeg – og nok mange andre – er enige, men vi vil nok gerne selv bedømme.

Hamerik skriver en symfoni, der ikke får megen omtale, men han omformer i 1921 sin sang ”Sommer” til ”en pragtfuld gennemkomponeret orkesterledsaget lied”. Og andre må også have fundet den pragtfuld, for den bliver spillet af både berlinerfilharmonikerne og wienerfilharmonikerne; det er da stort.

Ebbe Hamerik bliver Carl Nielsens afløser som dirigent for Musikforeningen. Og Eva Hvidt blotlægger fint situationen i Danmark med landets orkestre og den nystartede statsradiofoni. Det fremgår, at Hamerik er en enerådende person, der kommer på kant med flere samarbejdspartnere. Her udredes også sagen om Hameriks ”fine lille ominstrumentering” (forfatterens formulering) af Nielsens første symfoni. En ændring, som Nielsens svigersøn Emil Telmanyi opponerer voldsomt imod. Og først 2001 kommer ”Den rette sammenhæng for en dag”. Ja altså ’offentlig’ dag.

Mod slutningen af sin produktion skriver Hamerik flere symfonilignende ”Cantus Firmus” med fastlagt tema og med veludviklet kontrapunktisk flerstemmighed. Spændende; dem vil jeg gerne høre!

Den stærke sejler
Vi hører ikke meget til Hameriks privatliv. Første ægteskab opløses efter en årrække, og i 1944 bliver Hamerik gift med ”den 14 år yngre Brita Møller”. Parret får to børn, og datteren Nina har medvirket til denne bog.

Den ellers pæne og pragmatiske mand, der ikke ønsker fnidder og offentlighed, melder sig overraskende som frivillig i den finske vinterkrig i 1939. Herfra gengives stærke breve, og vi får den enestående historie om soldatersangen, som Hamerik skrev sammen med en svensk forfatter i 30 graders kulde. Dén historie kan der da skrives mere om!

Mod slutningen får vi et grundigt indblik i Hameriks passionerede sejlerliv. Her er musiktermerne udskiftet med avancerede sejlerord; Hvidt har sandelig sat sig ind i materialet. Og vi får et tydeligere billede af mennesket Ebbe Hamerik, der her er et passioneret menneske.

Under en sejltur 1951 i stormvejr slynges Hamerik overbord – liget bliver aldrig fundet.

Eftertiden
Sidste kapitel omhandler efterladte værker, hvor det polytonale musikdrama ”Drømmerne” – i samarbejde med Karen Blixen – omtales grundigt. Et værk, der i første omgang afvises: for utraditionelt, anderledes og moderne. Først i 1974 opføres det. Både som radioopera i DR og scenisk med Jyske Opera i Aarhus Festuge.

Eva Hvidt slutter den sympatiske bog med en rammende opsummering, hvor hun bl.a. skriver ”Ebbe Hamerik var en modig og alvorlig kunstner, der turde gå sine egne veje. Med sin særprægede og moderne musik skabte han en karakterfuld kompositionsstil”.

Der er desværre ikke indspillet meget af Ebbe Hamerik. Endnu.

Som jeg plejer at skrive, giver disse fine komponistbiografier altid lyst til at høre mere. Og det gælder sandelig også her – kom så, orkestre: spil noget af Ebbe Hamerik – gerne hans Cantus Firmus!