Solen er så rød, mor

Indtil 1942 gik det godt. Harald Bergstedt var gennem mange år en førende kulturdebattør og flittig skribent hos Social-Demokraten. Han skrev også digte i en lun, folkelig form. Han var velrenommeret og kom på finansloven. Men i begyndelsen af 1940’erne blev Bergstedt begejstret for Tyskland (dårligere timing findes ikke), og Social-Demokraten smed ham ud. I stedet fik han ansættelse på den nazistiske avis Fædrelandet og blev desuden medlem af det danske nazistparti. Efter besættelsen kom han to år i fængsel, hans statsstøtte blev inddraget, og i efterkrigstiden helt op til 1963 var der i Danmarks Radio forbud mod at spille de tre sange, han havde skrevet ind i den danske folkesjæl: “Solen er så rød, mor”, “Jeg ved en lærkerede” (begge med melodi af Carl Nielsen) og “Hør den lille stær” (melodi af Poul Schierbeck).

Den sidste er en decideret børnesang. De to første har derimod bud til både børn og voksne, især “Solen er så rød, mor”, hvor der er flere lag af alvor. Det er en aftensang, skrevet i 1915, en mørk tid i Europa.

Teksten er lagt i munden på et lille barn og henvendt til moderen, der sidder på sengekanten. Barnet tænker højt om de ting, der befinder sig uden for lampens beskyttende kreds. Ræven lusker om derude, vinden er kold, katten mjaver for at komme ind, nattehimlen er så ufattelig stor, mon der bor drenge på nogle af stjernerne? Og overalt er der mørkt, for solen er død. Hvorfor blir det nat, mor? Der er næppe andre tekster, der så loyalt - og med så få ord - har skildret et barnesind, der på grænsen til søvnen bevæger sig mellem utryghed og undren og stiller de store, besværlige spørgsmål, vi voksne kender så godt. Til sidst glider virkeligheden og drømmen sammen.

Å hør, nu synger stjernerne.
De synger mig til ro.

Der har været tolket på sangen. Er det i virkeligheden en skildring af moderens frygt for den kolde verden, der venter hendes barn? Eller handler sangen om et febersygt barn, der dør i de sidste to linjer? Den sidste udlægning er ikke slået an, ellers ville “Solen er så rød, mor” nok ikke have vandret som godnatsang fra generation til generation.

Selvfølgelig har Carl Nielsens melodi fra 1924 hjulpet til. Den er lige så enkel som teksten, fuld af sødme, en vuggen mellem dur og mol med mest vægt på det mørke. Den er let at synge og en væsentlig grund til, at sangen er blevet så umådelig populær.