Idioter
Der er idioter overalt. Dem, der kører vanvidskørsel. Dem, der brænder fyrværkeri af ved fodboldkampe. Dem, der lægger fødderne op på sædet i S-toget. Osv. osv. Og hvis de ikke er idioter, opfører de sig i hvert fald idiotisk. Ordet ”idiot” kommer af græsk, ”idiotes”, som betyder ”udannet person”.
Ifølge ordbogen er en idiot en person, der opfører sig dumt, mærkeligt eller irriterende. Inden for psykologien og lægevidenskaben brugtes ordet ”idiot” tidligere om stærkt udviklingshæmmede personer, og denne betydning har sat sig spor i hverdagssproget, hvor ordet ”idiot” i dag som regel betegner en mindre begavet person eller en, der ikke er god til bestemte ting. ”Idiot” er dermed et ganske kraftigt skældsord.
Inden for politik, ikke mindst international politik, er der mange idioter i betydningen ”udannede personer”. En del af disse er nok også nyttige idioter; men det er jo langt fra sikkert, at de samtidig er idioter til at manipulere, intrigere og rage til sig. Her kan de tværtimod være ganske udspekulerede og bestemt ikke idioter.
Inden for litteraturen møder man idioten i Dostojevskijs ”Idioten” (1868), og inden for filmverdenen er Lars von Triers ”Idioterne” (1998) et kendt idiot-værk.
Inden for rockmusikken optræder der adskillige idioter, bl.a. i Green Days stærkt aktuelle ”American idiot” (2004), som for nylig har fået ny tekst for at passe på Donald Trump og hans valgkamp. Men også mange andre rockkunstnere har sunget om idioter. I det følgende vil jeg kigge på et lille udvalg af disse sange.
Lykkelige idioter
I Shu-bi-duas sang med titlen ”En glad idiot” (1995) skyldes sorgløsheden ikke manglende begavelse, men derimod medicinske hjælpemidler. Jeg-personen i sangteksten var tidligere trist og bedrøvet, men er nu fri for alle bekymringer i kraft af de lykkepiller, hans læge har ordineret, så nu er han altid fløjtende glad – ”en glad idiot”. Den kunstigt frembragte, lalleglade idioti kan dog næppe karakteriseres som ægte idioti, og sangen er primært en satire over den moderne verdens forsøg på at afskaffe problemer ved at fornægte dem. De afsluttende linjer i sangen er ganske sjovt fundet på: ”Og når jeg har fået et bad/ så er jeg en ren idiot”.
Shu-bi-duas idiot er ikke idiot i den psykologiske betydning af ordet, altså mindre godt begavet. Denne type ægte idioter optræder imidlertid i adskillige rocksange, og fælles for disse idioter er, at de er glade – eller ligefrem lykkelige – fordi de ikke bekymrer sig om den slags hverdagsproblemer, vi andre ”almindelige” mennesker går op i: hvor skal pengene til en ny bil komme fra? Hvornår kan jeg komme på ferie? Osv. Den rigtige idiot er bl.a. idiot, fordi han/hun ikke tænker på morgendagen, men kun lever i øjeblikket – og derved har idioten måske i virkeligheden en fordel frem for det såkaldt normale menneske.
Van Morrison synger om en mindre godt begavet landsbytosse i sangen ”Village idiot” (1991), og den person, man møder her, opfører sig faktisk temmelig dumt i forhold til det normale: han har overtøj på om sommeren og går med korte ærmer om vinteren. Han smiler altid, men siger ikke meget, og så hænger han ud ved væddeløbsbanen, fordi han har forstand på heste. Morrisons billede af en glad idiot er kun et lille uudfoldet portræt, uden mange detaljer, men med den pointe, at landsbytossen ved noget, vi andre ikke ved. Hvad det er, kommer
Van Morrison dog ikke nærmere ind på.
Jack the Idiot Dunce i The Kinks´ sang af same navn (1975) ligner Van Morrisons landsbytosse derved, at han heller ikke går op i sit tøj eller sit udseende. Jack er en enfoldig person, som ikke tager sig af omgivelsernes drillerier, men blot nøjes med at smile ad dem. Men Jack har en fordel frem for alle andre på den måde, at hans problemer med at koordinere sin bevægelser gør ham til skaber af en helt ny dans, The Idiot Dunce: ”And he´s finally proved/ that you don´t need a high IQ/ to make your body move”. Så nu er Jack både en glad idiot og en stor succes hos pigerne. Sangen bekræfter forestillingen om den lykkelige idiot; men den skal nok ikke tages for andet og mere end en vittighed, i familie med vittigheden om, hvordan Forrest Gump inspirerede Elvis til hans specielle bevægelser på scenen.
Svenske Peter LeMarcs ”Lycklig idiot” (1992) beretter om en person, der nok er idiot, men ikke mere end at han ved, at han er det – og tilmed gerne vil være det: ”Gode Gud låt mig vara/ en lycklig idiot/ låt mig aldrig nånsin höra/ vad dom viskar bakom ryggen på mig”. LeMarcs idiot er måske ikke for alvor en idiot; men hans indifference over for fremtiden kvalificerer ham alligevel til betegnelsen ”en lykkelig idiot” – et af den slags mennesker, andre måske godt kan misunde: ”Låt dom jaga, skuggarna man aldrig får/ nej, jag tar en skål för varje gång klockan slår”. Sådan skal det lyde fra en rigtig lykkelig idiot: ”Jag tror på fotsteg i sandet/ jag tror på tecken i det blå”- og så passer den optimistiske og iørefaldende melodi til sangen oven i købet som hånd i handske til sangtekstens indhold.
De andre idioter
Der er flere lykkelige idioter i rocklyrikken, f.eks. i Jackson Brownes ”The pretender” (1976): ”I´m going to be a happy idiot/ and struggle for the legal tender”. Her er der dog ikke så megen grund til at misunde tekstens lykkelige idiot hans idioti. Men der er naturligvis også andre former for idioter i rocksangene end de lykkelige, og i disse tilfælde er det ofte ”de andre”, der er idioterne. Det er bl.a. tilfældet i Paul McCartneys ”Who cares” (2018), hvor jeg-personen i sangen taler til et ”du”, som er blevet såret og behandlet dårligt af ”de andre”, der opfører sig som idioter: ”Who cares what the idiots say/ who cares what the idiots do/ who cares about the pain in your heart?/ Who cares about you/ I do”.
I nogle sange skælder jeg-personen ud på sig selv for at være en idiot (Thåström: ”Jag är en idiot”, 2009), eller jeg-personen skælder ud på en anden person, der opfører sig som en idiot (Lars Winnerbäck: ”Idiot”, 1998). Ikke mindst Bob Dylans store episke sang ”Idiot wind” (1975) rummer en lang række irettesættelser i forhold til det ”du”, hele sangen handler om og er tilegnet – og det ”du” er vist desværre ingen anden end Dylans daværende kone Sara, som han lå i strid med, da han skrev ”Idiot wind” (selv om der også kan være tale om andre kvinder, f.eks. Joan Baez).
Den snævert selvbiografiske indfaldsvinkel til sangens indhold er imidlertid totalt ligegyldig i forhold til læsningen af ”Idiot wind” som en billedmættet og stærkt suggestiv beretning om dumhedens og ubehjælpsomhedens gode vilkår i en tid og et samfund, hvor folk er parat til at tro på hvad som helst og er elendige til at danne sig selvstændige meninger om tingenes tilstand.
Hele den dramatiske dommedagsprædiken om idiotiens tidsalder er flot tænkt og skrevet, og sangen hæver sig langt over gennemsnittet i Dylans sangkatalog (hvis der ellers eksisterer sådan et gennemsnit). Hør blot dette uddrag af sangen, hvor Dylan/tekstens jeg-person både bebrejder sine omgivelser og sin kæreste: ”People see me all the time/ and they just can´t remember how to act/ Their minds are filled with big ideas/ images and distorted facts/ Even you, yesterday/ you had to ask me where it was at/ I can´t believe after all these years/ you didn´t know me better than that/ Sweet lady”.
Og senere i sangen bliver det endnu værre, så jeg-personen ikke engang kan røre ved de bøger, kæresten har læst(!); men heldigvis slutter den voldsomme opgørssang med en selverkendelse, som gør det udholdeligt at have været igennem den næsten apokalyptiske udmaling af kærlighedsforholdets omkostninger: ”We´re idiots, babe/ it´s a wonder we can even feed ourselves”. Der skal som bekendt to til en tango – og til et parforhold.
Bob Dylans monumentale opgør med dumheden og idiotien overgås nok ikke andre steder i rocklyrikken. Men i Ulf Lundells ”Idiot City” (1996) er målet for sangtekstens udskældning til gengæld en hel by – eller måske et helt land. Sangen tager udgangspunkt i en flytur til New York, hvor alt tilsyneladende er galt: ”Sen åttisex verkar allting ha gått snett här”. Ingen har længere nogen ide om, hvad der er rigtigt og forkert, alt liv er visnet, alle ansigter er døde. Det var en stolt by engang, men nu er den i forfald; ingen ler, ingen leger, ingen morer sig, folk bider tænderne sammen. Osv. osv.
Lundells opsang til New York er ganske skarp, hvilket jo også fremgår af titlen, ”Idiot City”. Men faktisk er det nok lige så meget livet i den vestlige verden – og ikke mindst i Stockholm – der generer sangskriveren og får ham til at tale med så store bogstaver. Sangen indgår på dobbeltalbummet ”På andra sidan drömmarna”, og det er i den kontekst, kulturopsangen skal ses.
Lundell er romantiker og vil så gerne have lov til at holde sin ungdoms drømme i live; men det er ikke let i en verden, hvor alle blot tænker på hurtige gevinster og letkøbt succes. Livsstilen i Idiot City har fortrængt drømmene, og man skal passe meget på ikke selv at blive en del af livet i idioternes by; men heldigvis er der håb at finde i flere af de andre sange på Ulf Lundells dobbeltalbum fra 1996.