Den hele historie om Weyse

I 250-året for Weyses fødsel kommer nu denne grundige biografi. Og indbydende: med sarte pastelfarvelagt stregtegninger på omslaget.

Forfatteren bag den velskrevne Musik i Danmark – den korte historie Jens Hesselager har her skrevet en god og fyldig bog om komponisten C.E.F. Weyse, som sandelig skrev mere end de velklingende melodier til B.S. Ingemanns morgen- og aftensange.

Forlaget Multivers står også bag den fine serie om danske komponister, hvor hver halvkendt komponist får knap 150 sider.

Her – uden for serien - har man valgt at give Weyse den dobbelte plads; godt 300 sider. Og det han da fortjent. Og det ved jeg især efter læsningen, hvor hans centrale rolle under enevælden beskrives grundigt og oplysende.
I 1964 udkom en samlet Weyse-brevudgave, og det var oplagt, at der også blev skrevet en biografi. Det gjorde der ikke – først nu 60 år senere.

Netop på grund af de mange breve er denne biografi også en stor del selvbiografi, da det er komponistens egne ord, vi møder.

I indledningen gør Hessselager fint rede for baggrunden for bogen – og i et friskt, nutidigt sprog. Når han eksempelvis omtaler filmen om Weyse fra 1940, er det som biopic.

En tysker kommer til hovedstaden
Christoph ErnstFriedrich Weyse – for nemheds skyld blot Weyse – kommer til Danmark fra Altona som purung og får hurtigt kontakt med de rigtige kredse.
Inden da får vi en omhyggelig omtale af Altona, en slags forstad til Hamburg, og musiklivet dér. Vi hører om Weyses oplagte talent og hans svingen mellem pligt og lyst: Spiller J.S. Bachs Wohltemperierte fra bladet og slider med den kedelige teori, kontrapunkt og generalbas. Og nyder til gengæld Boccherinis sonate; Hesselager kalder det ligefrem en guilty pleasure.

Sørejsen til København bliver i øvrigt Weyses første og sidste rejse.
Modsat andre kunstnere ønsker han ikke en dannelsesrejse eller at udfordre den vide verden: Weyse bliver i København og omegn hele sit liv.

Københavnerklassikken
Straks efter ankomsten til København får Weyse undervisning af den navnkundige J.A.P. Schulz, som han også bliver logerende hos. Her præsenteres vi for Jens Heselagers nye ord.
Dén musik, der dyrkes i hovedstaden, har Mozart og Haydn som hovedkomponister; lad os kalde dette rige musikliv under den sene enevælde for: københavnerklassik.

Her er Weyse tilpas, han er konservativ på alle måder, og han skriver konservativ, men interessant musik. Og i løbet af blot fire år skriver han sine syv symfonier.
Senere er det primært musik til scenen, der bliver komponeret. Weyse har gennem årene et til tider problematisk forhold til Nationaldigter Nr. 1 Adam Oehlenschläger. Men sammen skriver de Sovedrikken, deres største succes.
Selvom Weyse bliver en central person i det københavnske musikliv, er han ikke en glad mand.

Vi får den fine, lange historie om den ugengældte forelskelse i klavereleven Julie Tutein. Og Hesselager må simpelthen skrive ”Den unge Weyses lidelser”. Jo jo, det er tiden for Sturm-und-Drang.
Weyse giver i sine senere breve udtryk for en stigende frustration, ærgrelser og uinspirerende pligtarbejde. Selvom han har får titlen hofkomponist og titulær professor, er der ikke megen glæde at spore. Der klages ovenikøbet over Weyses manglende engagement, så kongen må give en reprimande.

Lyspunkter i tilværelsen
Et lyspunkt i Weyses liv er hans plejesøn Ferdinand Schauenburg Müller. Den unge mand får al den familiære omsorg fra Weyse, som var han en ægte søn. Det er da hjertevarmende at læse om den oprigtige opmærksomhed og hjælp, som Weyse yder både plejesønnen og hans kommende hustru, da Weyse jo aldrig selv stiftede familie.
Det er også interessant at læse om Weyses store interesse for mad. Der er mange af Weyses lange beskrivelser af måltider, der som sidegevinst den dag i dag er en fantastisk kilde for madhistorikere.

Mod bogens slutning hører vi om Weyses skrantende helbred og voksende ubehag ved alt det nye, ved forandringer. Ham dér Grundtvig er da forfærdelig - næh, biskop Mynster er kirkens rette mand!
Weyse holdt hele livet fast i klassikken og overgav sig aldrig til romantikken. Han var en antihelt: Ingen rejser, ingen revolutionerende synspunkter – lad os beholde dét, vi har.
Men Weyse komponerede store mængder musik, der har så stor originalitet, at det vil vække glæde også i dag. Jeg har under læsningen med stor fornøjelse hørt hans symfonier. De er da gode – hør selv efter!

Næste bog?
Jens Hesselager har skrevet en læseværdig og ærlig bog om en af vores store komponister. En fin blanding af Weyses egne ord og Hesselager veldokumenterede tekst.
Bogen igennem er der mange og veloplysende underoverskrifter. Tak, det giver et fint overblik og et godt læseflow.

Bogen slutter med Hesselagers beskrivelse af den manglende omtale og ’lemfældig analyse’ af den musikalske konservatisme under enevælden.
Han skriver: ”[…] musikhistorien er kun delvis forstået, hvis den ikke også har et sprog for den musikalsk konservative. I dansk kontekst har den historie en første vigtig hovedfigur i Weyse.” Og ham har vi nu en rigtig god bog om.

Så næste projekt er måske den generelle historie om københavnerklassikken?