50 år med 3 countryrock-perler

I 2014-15 udsendte pladeselskabet Bear Records 7 enkelt- eller dobbelt-cd´er med eksempler på countryrock fra årene 1966 til 1975 (se artiklen om denne udgivelsesrække).

Bear Records havde fået den gode ide at samle sangene kronologisk, så de 7 cd-sæt gjorde det muligt at følge genrens udvikling fra dens spæde start i slutningen af 1960´erne til dens modning og gradvise sammensmeltning med andre rockgenrer midt i 1970´erne. Ikke mindst årene 1971-73 var en blomstringsperiode for countryrock´en, så det er ikke så mærkeligt, at disse 3 år har fået tildelt en dobbelt-cd hver i Bear Records´ udgivelsesrække med fællestitlen ”Truckers, kickers, cowboy angels” (titlen er lånt fra en Gram Parsons-sang fra 1974). Volume 6 i cd-samlingen præsenterer musik fra 1973 – altså musik med præcis 50 år på bagen i år – og de 46 sange på dobbelt-cd´en rummer mange perler, hentet fra en stribe fine albums.

I det følgende kigger jeg lidt nærmere på 3 af de jubilerende 1973-albums.

Selv om dobbelt-cd´en fra 1973 indeholder 46 sange, betyder det ikke, at den så også præsenterer indhold fra 46 forskellige udgivelser fra 1973. En del af de medvirkende solister og grupper er repræsenteret med flere numre, bl.a. Gram Parsons med 3 sange fra albummet ”GP” og Jerry Jeff Walker som topscorer med hele 4 numre fra LP´en ”Viva terlingua”. Man kan argumentere, at redaktionen af dobbelt-cd´en har snydt lidt på vægten, når den præsenterer Townes van Zandts formidable LP ”The late great Townes van Zandt” fra september 1972 som en 1973-udgivelse, ligesom man kan diskutere genrebetegnelserne, når Gene Clarks ”Roadmaster” her præsenteres som countryrock, hvor andre måske snarere ville betegne musikken ”folk rock” eller bare ”rock” (Gene Clark havde for længst forladt The Byrds, da gruppen begyndte at bevæge sig i retning af countryrock´en). Og når The Band´s outtake fra ”Moondog matinee”-optagelserne, ”Cryin´ heart blues”, også er inkluderet på cd-sættet, er det en decideret tilsnigelse, som imidlertid udmærket illustrerer, at Bear Records med udgivelsesrækken har ønsket at sammensætte en stribe antologier ud fra en ganske bred og favnende definition af countryrock-begrebet.

”GP”
En af de helt centrale skikkelser i forbindelse med Bear Records´ countryrock-serie er Gram Parsons (jf. udgivelsesrækkens titel og dens 7 cover-illustrationer, som alle forestiller Parsons), som allerede mens han spillede i The Byrds og i The Flying Burrito Brothers var i fuld gang med at skabe countryrock-genren. Der er skrevet utallige artikler om Parsons´ liv og værk, bl.a. her på hjemmesiden, så den del af historien er veldokumenteret. Alligevel er det på sin plads i forbindelse med omtalen af albummet ”GP” at nævne, at indspilningerne af albummet fandt sted under nogle helt ekstraordinære omstændigheder. Gram Parsons var i 1971 blevet forment adgang til The Rolling Stones´ indspilning af albummet ”Exile on Main Street” i Sydfrankrig på grund af hans omfattende stof- og alkoholmisbrug, og det var baggrunden for, at han tog sig en smule sammen og vendte tilbage til Los Angeles for at indspille sit første soloalbum under ledelse af Blind Faith-bassisten Ric Grech.

Desværre var Parsons endnu ikke helt fri af sit misbrug på dette tidspunkt, hvilket betød, at indspilningerne ofte kunne antage karakter af rene drukorgier og i den sidste ende kun blev gennemført i kraft af Ric Grechs og harmonisangeren Emmylou Harris´ stabiliserende indflydelse. Harris har siden fortalt, at hun var helt målløs over de rammer, indspilningerne foregik under; men samtidig kunne hun jo sagtens få øje på Gram Parsons´ talent og hans evner som sangskriver og sanger. Derfor mobiliserede hun al den autoritet, hun var i stand til, for at få gennemført indspilningerne og få et vellykket resultat ud af anstrengelserne. Det lykkedes da også for Gram Parsons, som selv havde inviteret Emmylou Harris med til indspilningerne, at tage sig tilstrækkeligt sammen til, at han og bandet kunne præsentere en færdig plade, som kunne udsendes i januar 1973.

Mirakuløst nok rummer den udgivne plade ingen spor af de kaotiske tilstande, optagelserne fandt sted under. Samtlige 11 sange på pladen, en blanding af countryklassikere og selvkomponerede numre, emmer af den smerte og det vemod, der kendetegner countrygenren, men indeholder samtidig en mere moderne rocktilgang til instrumenteringen og melodikonstruktionen. Overalt på pladen hersker der en ro og harmoni, som giver Parsons´ store og karakteristiske stemme den plads, den har brug for, og som bestemt ikke leder tankerne i retning af druk og stofmisbrug. ”GP” lignede allerede ved udgivelsen en ægte klassiker, og pladen blev da også særdeles vel modtaget af kritikerne. Til gengæld solgte den ikke særlig godt og blev da også Gram Parsons´ eneste soloudgivelse i levende live. Men pladen har klaret sig flot gennem skiftende tiders skiftende smag og fremstår i dag lige så intens og gribende, som da den blev udsendt første gang. Elvis Costello har senere om albummet udtalt: ”The songs are of lost or stolen love (-) if it should fail to move you, then you have a big problem”.

“She is a song”
En musiker, der ligesom Gram Parsons har en fortid sammen med den legendariske countryrock-gruppe The Flying Burrito Brothers, er Rick Roberts, som var forsanger i gruppen omkring 1971. Året efter gik Roberts solo og udsendte pladen ”Windmills”, og i 1973 udkom sangerens andet og sidste soloudspil, ”She is a song”. Det er en sang fra dette album, der repræsenterer Rick Roberts på 1973-årgangen af ”Truckers, kickers, cowboy angels”; men selv om musikeren altså her får lov til at optræde sammen med de mange øvrige countryrock-koryfæer, får hans sang ”Glad to be goin´” og det album, sangen stammer fra, ikke mange roser med på vejen i dobbelt-cd´ens medfølgende noter: ”Everything about this LP is as immaculate as it is unmemorable”. Tak for kaffe; det var ellers hårde ord fra en noteskriver, som i øvrigt ikke er karrig med komplimenterne i flertallet af noternes sangkarakteristikker.
Efter denne lytters mening er vurderingen af Rick Roberts´ anden solo-LP da også både misvisende og helt unødvendigt hård. Det er rigtigt, at Roberts´ meget klare tenor giver hans fremførelse karakter af en skønsang, man normalt ikke forbinder med countryrock´en. Og det er også rigtigt, at Rick Roberts´ senere udgivelser med gruppen Firefall kan forekomme så polerede, at de næsten virker kønsløse. Alligevel må det siges at være en meget hård dom over albummet ”She is a song”, at det stort set afskrives som kedelig ”soft rock”, når det trods alt indeholder en række smukke og iørefaldende sange, alle skrevet af Roberts selv, og alle indspillet med hjælp fra en stribe af countryrock´ens førende navne: Bernie Leadon, Don Henley, Al Perkins, Byron Berline, Dallas Taylor, osv. Hertil kommer, at countryrock-stjernen Chris Hillman har produceret albummet. Det bliver vist svært at finde et lignende overflødighedshorn af glimrende musikere på en enkelt countryrock-plade; og man skulle da også være et skarn – eller totalt tonedøv – hvis man ikke med det samme begynder at nynne med på sange som ”She is a song”, ”Lights” eller nummeret fra Bear Records-antologien, ”Glad to be goin´”. Klassisk countryrock – efter denne lytters mening.

“The adventures of Panama Red”
Næsten lige så klassisk er gruppen New Riders of the Purple Sage´s LP ”The adventures of Panama Red”, som på countryrock-cd´erne fra 1973 er repræsenteret med sangen “Lonesome L.A. cowboy”. Både denne sang og albummets titelsang er skrevet af Peter Rowan, som ellers mest har slået sine folder i andre sammenhænge (Seatrain, The Rowan Brothers), men som altså lige havde 2 hit-sange til overs til New Riders of the Purple Sage i forbindelse med gruppens fjerde LP fra 1973. Det er altid rart med gode venner.

Når det er sagt, skal det dog straks tilføjes, at medlemmerne i NRPS sagtens kunne skrive gode sange selv og også gjorde det til ”Panama Red”-albummet. Dave Torbert, John Dawson, David Nelson og Spencer Dryden (fra Jefferson Airplane) har alle bidraget med sange til udgivelsen, og det er de sluppet udmærket fra. Læg hertil fine harmonistemmer fra Donna Godchaux (fra Grateful Dead) og Buffy Sainte-Marie, og resultatet bliver et herligt svingende countryrock-album, som da også opnåede stor succes i samtiden, og som sidenhen har fået status af et højdepunkt i gruppens karriere. Ikke noget dårligt sted at starte et eventuelt nyt bekendtskab med countryrock-genren.