Genrer
Born to run
Bruce Springsteens store gennembrud kom med hans tredje lp, Born to run (1975), som ud over titelnummeret indeholdt en lang række kraftfulde og iørefaldende sange, hvoraf mange siden har fået klassikerstatus. Men det var ikke mindst titelnummeret, som angav stemningen på pladen, og som udstak kursen for en udgivelse med fuld fart på lige fra de indledende takter. Her var der tale om en ung mand, som vidste hvad han ville og vidste, hvordan han ville opnå det: nemlig med et energiniveau, som fejede al modstand af banen og drønede lige i lytteren med et særdeles højt oktantal i tanken:
1-2-3-4!
The highway's jammed with broken heroes on a last-chance power drive
Everybody's out on the run tonight, but there's no place left to hide
Together, Wendy, we can live with the sadness
I'll love you with all the madness in my soul
Oh, someday, girl, I don't know when
We're gonna get to that place where we really wanna go
And we'll walk in the sun
But 'til then tramps like us
Baby, we were born to run.
Sangen rummer en god portion ungdommelig spleen og en høj grad af romantisk Weltschmertz, og det er i høj grad netop det, der giver den dens energi. Et af ungdommens klassiske kendetegn har altid været den rastløse energi, som gerne vil ud, men som ikke altid har noget indlysende mål – andet end en skønne dag at kunne ”gå i solen”. Men så kan man jo heldigvis altid begynde at løbe, som en anden Forrest Gump eller som hovedpersonen i ”The loneliness of the long distance runner”. Og det er netop, hvad jeg'et i ”Born to run” gør – selv om ”run” her primært dækker over dét at køre bil. I Springsteens sang betyder ordet dog først og fremmest at være på farten, at være på vej fra ét sted til et andet.
Men det er ikke bare bevægelsen og farten, der kendetegner det ungdommelige energioverskud i Springsteens tekster. Ungdommen er også en periode med et enormt sprogligt energioverskud, og det møder man bl.a. netop i en sang som ”Born to run”. Sangen repræsenterer ligesom flere andre af Springsteens tidlige sange en voldsom sproglig energiudladning, som kommer til udtryk i en række ordrige tekster med så megen indestængt energi, at den næsten ikke kan få plads i melodiens verslinjer – her er simpelt hen så mange ord, at de nærmest snubler over hinanden for at komme ud. Resultatet bliver en af mange dynamiske Springsteen-sange, som efterlader lytteren næsten åndeløs.
Running on love
Men hvad er det, der får mennesker til hele tiden at være på farten, at flytte sig, at være i bevægelse? Hvad er motivationen bag (nogle) unge menneskers konstante rastløshed, og hvad er det, der giver dem energien til at løbe (dvs. være på farten) hele tiden? I Springsteens ”Born to run” er det drømmen om noget andet og bedre, og det er også kærligheden. Men der er andre former for brændstof, som kan få den menneskelige maskine til at arbejde, som man f.eks. møder det i Jerry Lynn Williams' blues-sang: ”Running on faith”, som han skrev til Eric Claptons cd Journeyman i 1989. Her er det det lidt uhåndgribelige begreb ”tro” eller ”tiltro”, som er brændstoffet i motoren, og det er vel nærmest troen på kærligheden og på en fælles fremtid, som sangen fortæller om.
I Steve Forberts sang ”Running on love” (fra 1988) er det igen troen på kærligheden, der er brændstoffet i digter-jeg'ets energiudladninger – men ud over kærligheden (”love”) nævner sangen også en række andre former for brændstof, som kunne være / har været den benzin, der gav mulighed for den konstante aktivitet.
I was running on empty
I was running on fumes
I was running on desperately
'Neath a cold, dark moon
Now I´m running on tenderness
Thinking stars above.
I was running on heartache
I was running on pain
I was running on borderlines
In a cold, hard rain
Now I'm running on happiness
Sunny skies above
Osv. osv. Der er ikke tale om stor eller nyskabende poesi, men i kombination med melodiens dejligt energiske drive bliver sangen til en kraftfuld lovprisning af livets og kærlighedens mirakel, som kan få selv en udbrændt motor til at spinde igen. Steve Forberts bud på et effektivt brændstof adskiller sig ikke væsentligt fra Eric Claptons forslag; men der er alligevel stor forskel i formuleringerne hos en Forbert og hos en Clapton/Jerry Lynn Williams. Steve Forbert er særdeles bevidst om styrken i gentagelsen, og det kommer til udtryk gennem hans gentagne opremsninger af de faktorer, der fik ham (dvs. digter-jeg'et) til at køre (dårligt) før, og som får ham til at køre (godt) nu. En fin lille sang om, hvad det er, der får os til at fungere.
Running on empty
Første linje i Steve Forberts sang ovenfor fortæller om en af de mange former for brændstof, der får os til at fungere – eller måske snarere ikke er i stand til at fungere. Enhver, der har prøvet at køre bil, ved, hvor nervepirrende det kan være at køre med en benzinmåler, der er næsten nede på nul. Man ved ikke, hvor langt man kan komme på den tomme tank, og der er ikke andet at stille op end at gøre sig så let som muligt og så ellers håbe på at få øje på en tankstation snart. Det er en ubehagelig situation, så derfor indgår den naturligt i Steve Forberts opremsning af alle de ubehagelige former for brændstof, man kan køre på (eller ikke køre på).
Jackson Browne har skrevet en hel sang om at køre på en tom tank, ”Running on empty” (fra lp'en af samme navn fra 1977), og i hans tekstunivers bliver situationen endnu tydeligere end i de tidligere citerede sange til en eksistentiel livssituation: her er der virkelig tale om at køre på de yderste ressourcer. Samtidig er sangen en delvis selvbiografisk sang om at vokse op – en coming-of-age-sang – og det gør ikke teksten mindre påtrængende eller mindre desperat, tværtimod. Sangen er både meget nærværende og meget præcis i sin beskrivelse af jeg'ets situation, der vel nærmest kan beskrives som eksistentiel forvirring og utilpassethed. Når man dertil lægger en fejende flot melodi, er det svært for lytteren at undgå at blive påvirket af indholdet i sangen. Der er ikke noget at sige til, at ”Running on empty” blev et stort hit for Jackson Browne i 1977:
Looking out at the road rushing under my wheels
I don't know how to tell you all just how crazy this life feels
I look around for the friends that I used to turn to to pull me through
Looking into their eyes I see them running too
Running on – running on empty
Running on – running blind
Running on – running into the sun
But I'm running behind
Man bemærker, at ikke nok med, at jeg'et i sangeren kører på en næsten tom tank – vedkommende er også bagud i forhold til feltet (livet?). Det er en ubehagelig eksistentiel kattepine at være havnet i – men digter-jeg'et er ikke alene om at være fanget i situationen; alle hans venner har det ligesådan! Man kunne næsten læse teksten som en beretning om at befinde sig i en midtlivskrise, men det ville være meget tidligt at løbe ind i sådan en som ca. 29-årig. Og det ville også være for decimerende at indsnævre tekstens udsagn til kun at handle om en bestemt alder.
Snarere er der tale om en oplevelse af, at livet går alt for hurtigt, og at man ikke kan nå at indhente det – og især ikke på en tom tank. Sangen fortæller om fornemmelsen af at være på vej et sted hen uden at vide hvorhen og hvorfor – og uden at kunne styre udviklingen. Jeg'et i sangen lider under en ubestemt rastløshed, som han/hun ikke ved, hvad han/hun skal stille op med – og en rastløshed, som ikke engang har noget bestemt mål:
Honey you really tempt me
You know the way you look so kind
I'd love to stick around but I'm running behind
You know I don't even know what I'm hoping to find
Running into the sun
But I'm running behind
Hvad skal man så stille op i en situation som den, der fortælles om i ”Running on empty”? Tja, der er nok ikke andet at gøre end at følge rådet i Jackie Edwards' sang, som Spencer Davis Group i sin tid gjorde berømt: ”Keep on running”.