Den nødvendige kolos

Både udbruddene ”Imponerende!” og ”å nej!” hang i luften, da musikformidleren Henrik Engelbrechts nyeste opus landede på mit skrivebord. 
592 sider om dansk musikliv under besættelsen. Er det virkelig nødvendigt med så mange sider om dette emne?

Den imponerende detaljerigdom
Engelbrecht har skrevet om emnet i tidligere udgivelser: Om operaen under besættelsen i hans i øvrigt ultimative bog om operaen i Danmark, om fællessangen i Aksel Schiøtz-biografien og om Københavns Drengekor i jubilæumsbogen fra 2024. 
Forfatteren har derfor allerede foretaget en del research om emnet. Så nu skulle det være. For første gang en samlet beretning om musikken under Danmarks besættelse. 
Og der er imponerende meget med. Og det opgivende ”å nej” måtte blive til et ”å ja!”, for jeg sidder med en bog, der holder den høje kvalitet på samtlige sider. Vel blev jeg mættet nogle gange under min minutiøse gennemlæsning, men jeg forstår udmærket omfanget og en detaljerigdom, der legitimerer de mange ord.   
En central holdning i bogen er, at musikkens mange genrer heldigvis ikke har tætte skotter imellem sig. 
Emnet kunne være opdelt i bøger om revyen under krigen, om Danmarks Radio under krigen, om restaurantmusikken under krigen. Men virkeligheden er, at danskerne hører klassisk musik en torsdag aften, danser på Wivex lørdag middag og høre Palestrina til søndagens højmesse. 
Så Engelbrecht formår at dække alle musikgenrer i én bog.

Kronologien
”Den mørklagte musik” fortælles kronologisk.
Otte store kapitler: Et kapitel om tiden op til besættelsen. Derefter et kapitel om hvert år 1940 til 1945 samt et afsluttende kapitel om opgørstiden efter befrielsen.  
Den strenge kronologi betyder, at en historie eksempelvis i 1942 ikke bliver fuldført, da den fortsætter i 1944. Især sidder jeg med personhistorier, hvor jeg tænker: hov, hvad sker der mer’? Jeg må så vente til den følgende fortsættelse noget efter. 
Engelbrecht berører det selv i forordet. En stor hjælp til sammenhængen er det omfangsrige indeks, hvor jeg så kan følge eksempelvis Bjørn Erichsen.

Sagen Bjørn Erichsen
Men nej, Bjørn Erichsen er ikke et alment eksempel. Bjørn Erichsen kan faktisk godt benævnes som en hovedperson i denne krønike.
Bjørn Erichsen er forlagsboghandler, koncertarrangør og amatørpianist med et stort ego. Et kolossalt ego. Og med en arv, der giver ham mulighed for at købe (næsten) alt i verden. For eksempel etablering af symfoniorkester og plads i de bedste koncertsale. 
Desværre svarer talentet ikke egoet. Men Erichsen formår at indynde sig ved besættelsesmagten og arbejde hen imod en stilling som Musikchef For Det Hele. Da krigslykken vender, er han hurtig til at støtte modstandsbevægelsen. Men ak; ingen vil rigtig kendes ved ham, og efter befrielsen dømmes han og får en fængselsdom på 10 år. 
Hele denne tragiske skæbne bredes ud i bogen. Bogens indledning starter med, at vi alle er med i Københavns Byret 17. november 1945. Sagen rulles dramatisk ud – ’fra Ordrup til Vestre Fængsel’. Og bravo Henrik Engelbrecht: Vi er som læsere solgt – og må ha’ mer!

Høj og lav 
Og det får vi. 
Udover de ufatteligt mange musikerskæbner giver Engelbrecht os også et resume af verdenssituationen.
Det forholdsvis korte første kapitel fortæller om 1930’ernes arbejdsløshed, der også rammer musikerne. Bl.a. nedlægges ikke mindre end 16 militære musikkorps. Og Engelbrecht konstater tørt, at Det Kongelige Teaters opera er døende.
Bogen igennem veksler med de bredpenslede beretninger og de såre levende detailnedslag. 
5. april 1940 dirigerer Wilhelm Furtwängler Det Kongelige Kapel i Odd Fellow Palæet. Og skal gentage koncerten fem dage efter. Og det kan vi allerede regne ud ikke sker… 
Til gengæld har Furtwängler 23 indførsler i bogens navneregister. Kollegaen/konkurrenten Herbert von Karajan har blot 13. Disse to er toppen af verdens musikkransekage. Hvis man kan tale om bunden af samme, finder vi myriader af skæbner i ”Den mørklagte musik”. 
Her er en nynnende tapetserer, her er unge i orkestre, der ikke ka’ noder, her er en cyklede trommeslager med dramatiske ture mellem spillesteder, her er ostehandlerens søn fra Odense.

Vi kommer rundt i hele landet og mærker tydeligt stramningen og formørkelsen gennem krigsårene. Og den vældige billedsamling supplerer teksten forbilledligt. Faktisk tror jeg, billederne med tilhørende tekster fylder mere end selve grundteksten. En behagelighed, der gør bogens knap 600 sider mere delikat, end hvis selve teksten blot var præsenteret på en ca. 250 sider.  

Beskrivende, ikke dømmende
Henrik Engelbrecht moraliserer yderst diskret. Vi får en sober beskrivelse af de mange musikere, hvor et fåtal vælger tyskernes side. Og for mange er det primært blot vejen for at fremme sin musikerkarriere. Så må man hyle med de ulve, man vil være i flok med.
Generelt formår forfatteren at levendegøre de mange detaljer. Når der er jubilæum i Tivoli, har parken på dagen ’112.802 gæster – og 75 børn, der bliver væk og ender i de rigtige familier’. Tør konstatering. 

Naturligvis er Aksel Schiøtz også en gennemgående karakter. Schiøtz opnår superstjernestatus og modtages som sådan overalt. I nærværende bog behøver vi så ikke at få den triste slutning på Schiøtz’ karriere, som fint og følsomt beskrives i den ovennævnte biografi af Engelbrecht. 

Udover det delikate billedvalg får vi også 26 QR-koder. For musik skal ikke blot læses, men også høres. Et klik på telefonen, og vi hører så eksempelvis Osvald Helmuth synge den provokerende ”Kom som du er” fra Apollorevyen 1944. Jeg har tidligere oplevet, at QR-koder ikke dur. Men de gør de selvfølgelig; også her er kvalitetsniveauet højt.

Engelbrecht beskriver sobert, hvordan de forskellige kulturorganisationer efter befrielsen håndterer opgøret. Stærk læsning, hvor nogle hænger folk ud med navns nævnelse, mens andre foretager velovervejede handlinger. Hvor må det have været en højdramatisk tid. Her er stimevis af selvmord, udefrysninger - og dog enkelte tilnådetagninger. 

Velafsluttende krøller
Afslutningsvis giver Engelbrecht selv svaret på vores spørgsmål: ”Hvad blev der af dem?”. Her er minibiografier over 50 omtalte personers videre skæbne i livet. Disse tekster kunne være indeholdt i selve bogen. Men den strenge kronologi taler herimod. Og bogens omfang holdes hermed nede, så for mig er det den rigtige disponering. 
Bagerst i bogen får vi til overflod repertoirelister, imponerende litteraturliste samt et navne- og stikordsregister på 38 spalter. Og noteapparatet er på intet mindre end 994 indførsler.

Efter gennemlæsning tænker jeg, at der faktisk er emner i bogen, der helt sikkert kan bære en selvstændig beretning. Så jeg ser allerede frem til næste opus fraforfatteren.

Henrik Engelbrechts gavmildhed smitter. Jeg giver gerne ”Den mørklagte musik” topkarakter.