En sand tragedie

Henrik Engelbrecht har tidligere udgivet velskrevne og bredt anlagte bøger som Operaen i Danmark og bogen om musikken i Tivoli.  
Nu har han koncentreret sit blændende skrivevirke om en enkelt person: Aksel Schiøtz – den nok mest betydende sanger i Danmarks historie.

Lyden af Giro 413
Aksel Schiøtz bliver født 1906, og han får sin højeste stjernestatus under besættelsen. Er igennem en stor operation i 1946 for en svulst på hørenerven, som ændrer hans særegne sangstemme. Schiøtz dør som en bitter mand i 1975. 
Et drama fra det virkelige liv, som Engelbrecht formår at fortælle på sin nærværende og særdeles veldisponerede måde. Han forstår sit gebet. 
Når vi læsere på et tidspunkt er ved at tænke ’opremsning’, er Engelbrecht på suveræn forkant og siger selv med glimt i øjet, at det jo nærmest er en opremsning. Det er i forbindelse med Schiøtz’ enormt produktive periode med en imponerende række af koncerter.

Henrik Engelbrecht hører, som undertegnede og rigtig mange andre, Aksel Schiøtz første gang i radioens ønskeprogram Giro 413. Programmet blev i årtier sendt hver søndag middag. Og så godt som hver gang kom der en dansk kernesang fremført med en sjælden intensitet og tekstudtale. 
Men hvem var denne Aksel Schiøtz egentlig?

Det ved vi meget mere om efter læsning af denne fine biografi, som sandelig giver et mere nuanceret billede end det, som Aksel Schiøtz og hans trofaste hustru Gerd skønmalede for omverdenen.

Den danske sang
Henrik Engelbrecht forstår med en nøgtern og beskrivende beretning alligevel at skabe et sympatiskred i læserens sind.
Vi hører om den såre sympatiske skolelærer, der har et naturtalent for at synge. Et naturtalent, som ikke umiddelbart kræver de sædvanlige håndværksmæssige tiltag – altså decideret sangundervisning. Flere gange dukker denne ildevarslende sætning op: Han svindler genialt. Og det er i begyndelsen godmodigt ment – Aksel Schiøtz har en perfekt interpretation af de danske sange og de tyske lieder. En særlig varm og samtidig lys klang; ingen er i tvivl, når man hører stemmen: Det er Aksel Schiøtz – den danske sanger.
Men samtidig har han en stærk ærgerrighed, han vil være operasanger. Og han når med stor flid og gåpåmod langt, men en rigtig operasanger bliver han aldrig.

Under de fem mørke besættelsesår er Schiøtz lyset for den danske nation, som rykker tæt sammen foran radioen eller i koncertsalen. Han opnår en national status på højde med den ridende kong Christian X.   

Skredet
Efter befrielsen i 1945 må verden være åben for Aksel Schiøtz. Og samme år synger han på den velestimerede Glyndebourne-festival med bl.a. Kathleen Ferrier, og han er solist i nyskreven opera af Britten. Tilbage i Danmark synger han Don Juan på Det Kongelige Teater. Men nu skrider intonationen; Aksel Schiøtz får konstateret en svulst på hørenerven. Operation øjeblikkeligt, og Engelbrecht slutter kapitlet velinstrumenteret med sætningen ”Ingen ved, om han overlever”. Og ved læsningen forestiller vi os, at vi heller ikke ved det. Et stærk greb. 

Efterfølgende knokler Aksel Schiøtz ukueligt med genoptræning, og i 1948 er han klar til solokoncert.
Og det er denne skelsættende begivenhed, Engelbrecht starter biografien med. 
Vi er med i det stuvende fyldte Odd Fellow Palæ: Hvordan vil det gå? Vi holder vejret, og Schiøtz sætter første tone an. Og kapitlet er slut – sikken en teaser!

Når vi når halvvejs i bogen, er vi ved denne koncert. Og den er en succes. Ikke på grund af stemmen, men på grund af hele stemningen: Danmarks darling har været så grueligt meget igennem og har viljestærk rejst sig. Ja ja, anmelderne og resten af publikum er begejstrede, men Engelbrecht tillader sig at spørge: var det så godt? 
Det er det spørgsmål, der lurer konstant efter operationen. Der er nu udlandsrejser og udsolgte spillesteder. For Schiøtz kan sælge billetter. På navnet. De anmeldere, som ikke har pladernes vellyd ihukommelsen er mere ærlige – så godt er det heller ikke.

Hustruen
Aksels Schiøtz’ hustru Gerd får mere og mere spalteplads. Hun er den ildhuende manager, assistent, der i sine rejsebreve fra udlandet til de danske aviser overtrumfer de lokale anmeldelser. Engelbrecht kan nøgternt sammenstille de divergerende billeder af koncerterne – uden at behøve at dømme, det kan vi selv. 
På den måde bliver tegnet et mere og mere stramt billede af hustruen, hvor det også gentagne gange nævnes de mange gange, hvor hun vælger mandens karriepleje fremfor de fem børn, der efterlades hos venner og familie, når farmand er på turné. Og hvor hustruen er den uundværlige medrejsende.   

 Schiøtz underviser i en årrække ’over there’, men hele tiden med ønsket om at komme hjem til Danmark. Men der er bare ikke lige jobbet til ham. Rigtig mange stillinger er i spil, bl.a. som generaldirektør for Danmarks Radio og som rektor for Det Jyske Musikkonservatorium. Selvom Engelbrecht er gennemgående grundig, få vi ikke en forklaring på sidstnævnte afslag.

Danmark
Til sidst får kulturminister Bodil Koch stablet et professorat på benene på Danmarks Lærerhøjskole, og her begynder Aksel Schiøtz i 1968. Dét år, hvor der bliver lyttet mere til Beatles end til tyske lieder. Så de studerende møder simpelthen ikke op. Her har vi det velkendte citat, hvor Schiøtz deklamerer, at han aldrig har hørt The Beatles. Nok ikke den mest befordrende udtalelse. Schiøtz bliver en mere og mere bitter mand, der trækker sig ind i sig selv. Og dør i 1975.
Enken Gerd Schiøtz værner ihærdigt om sin mands minde lige til sin død som 97-årig i 2005. 

I bogens efterskrift ridser Henrik Engelbrecht dramaet – eller tragedien – om Aksel Schiøtz op. Den lyse tenor fra pladerne før operationen kan stadig høres – og nydes. Let the rest be silence.
Tak for en grundig og velskrevet biografi, som giver os det nøgterne billede af firmaet Gerd og Aksel Schiøtz. 
Men også et billede af en sanger og et menneske med en viljestyrke, som desværre ikke var nok til at indfri egne forventninger til Aksel Schiøtz – den danske sanger.

Bag i bogen er gode registre med person- og værkindeks, 418 styks noter og en litteraturliste, som er helt up-to-date; her er også Martin Granaus imposante bog ”Visioner” om DR Symfoniorkestret.

Jeg vil nu nyde ”Den milde dag er lys og lang” fra Carl Nielsens ”Fynsk Forår” - med Aksel Schiøtz.